Læsetid: 6 min.

SR-bruddet, der måtte komme

At det skulle have givet Socialdemokraterne vælgergevinst på Dansk Folkepartis bekostning at følge regeringen og DF i udlændingepolitikken, vil nok være en ironisk overdrivelse. På den anden side: Rød front? Så er det da vist med at komme i gang
22. april 2006

Den radikale folketingsgruppes valg af Marianne Jelved som statsministerkandidat får næppe større betydning. Hendes politiske fortjenester ufortalt er det ikke sandsynligt, at hun bliver statsminister.

Det var f. eks. et sammenfald af mange omstændigheder, bl. a. et initiativ af daværende konservative 'partiejer', Poul Sørensen, som var med til at skabe grundlaget for den radikale Hilmar Baunsgaards VKR-regering 1968-1971. Situationen dengang var anderledes end i dag, både når det gælder partiernes udgangspunkt og styrkeforhold.

Det er naturligvis først efter et valg, at konsekvensen af de Radikales "frihedsbrev" for alvor vil vise sig. Indtil da vil S og R forhåbentlig som hidtil samarbejde om enkeltsager, som det f. eks. skete forleden med fælles krav om indgriben mod den børnemishandling, som med årelange ventetider finder sted på asylcentrene. "Det er forældrenes egen skyld, de kan bare samarbejde om hjemsendelsen", sagde Fogh Rasmussen omsorgsfuldt på sit ugentlige pressemøde samtidig med, at hans integrationsminister indrømmede, at hun havde fejlinformeret Folketinget: I et flertal af sagerne er det ikke muligt at håndhæve hjemsendelsen, bl. a. fordi USA og FN advarer mod konsekvenserne.

Næstformanden i S-folketingsgruppen, Henrik Sass Larsen, som ellers tidligere var kendt for en direkte debatform - også i hyppig kritik af eget parti - har kaldt den radikale beslutning om at bryde det 13 år lange SR-samarbejde 'trist'. ('Trist' er kun et fattigt ord)

Hvis der ikke var mange eksempler fra den offentlige debat på, at ordenes gennemslagskraft kan være omvendt proportional med gradbøjningen, ville jeg bruge et langt stærkere udtryk, ikke mindst med tanker på de to partiers historiske parløb.

Når en analyse i TV for nylig hævdede, at Det radikale Venstre gennem sine hundrede år fortrinsvis har hældet til det borgerlige samarbejde, er det forkert af flere grunde. Tværtimod er det Socialdemokraterne og de Radikale, som i fællesskab og gennem lange perioder har skabt velfærdssamfundet, under konstant modvilje fra Venstre og de Konservative. Lige indtil Fogh Rasmussen skiftede taktik og lagde minimalstats-tankerne til side til bedre tider.

Derfor kan der blive tale om et historisk brud på et samarbejde, som nok i perioder har været afbrudt, men som møjsommeligt blev genskabt i slutningen af 80'erne og begyndelsen af 90'erne. Og som lagde grunden til et regeringssamarbejde, hvis største fortjeneste var halveringen af Schlüter-regeringernes arbejdsløshed på over 300.000 ledige og - næsten - fjernelse af den opslidende ungdomsarbejdsløshed. Den slags skal der hæges om.

Advarsler fra baglandet

Men gennem det seneste halve år har der både hos Socialdemokraterne og de Radikale været bevægelser, som tydeligt trak de to partier fra hinanden. SR-bruddet måtte komme, selv om der i begge partier også har været meget stærke advarsler mod konsekvenserne. På det seneste fra Socialdemokratiets kommunale bagland, anført af Københavns rådhus og fulgt op af borgmestre flere steder i landet.

Det er et godt princip ikke at blande sig i andre partiers placeringer, det er deres egen sag, hvor de lægger sig. I politik tager man selv den plads, man ønsker. Mit parti har bl. a. begrundet 'midtsøgningen' - hvad den så er - med, at S er bedre end R til at hente frafaldne vælgere tilbage til oppositionen fra regeringspartierne.

Om det er rigtigt, vil vise sig. Umiddelbart synes netop de Radikale at få voksende opmærksomhed fra såkaldte 'frisindede erhvervskredse' og dermed også fra dele af Det konservative Folkeparti, som føler ubehag ved samarbejdet med Dansk Folkeparti og den voksende skepsis over for Danmark i udlandet, og ikke kun på eksportmarkederne.

Centrale stridspunkter

Under alle omstændigheder har Socialdemokratiet fulgt regeringen og samtidig lagt afstand til de Radikale på bl. a. tre centrale områder:

Folkeskolen: I generationer har S og R stået sammen om at sikre en god folkeskole med rum også til frie skoler. Det har oftest været de Radikale, som har signeret lovene og reformerne - f. eks. undervisningsminister Jørgen Jørgensen i 1937 og igen 20 år senere. Men især i byerne har de socialdemokratiske borgmestre og flertal arbejdet tæt sammen med lokale lærerkredse til forsvar for og udbygning af den offentlige skole.

Det har altid været god socialdemokratisk politik at lytte til folkene på arbejdspladserne, i dette tilfælde lærerværelserne, men nu oplever vi, at 2-3.000 tillidsfolk under Danmarks Lærerforening demonstrerer mod folkeskoleforliget med særligt sigte på Socialdemokratiet.

En af anstødsstenene er centralt dirigerede nationale tests af eleverne. Det er en opgave, som lærerne hidtil individuelt har påtaget sig, tilpasset den enkelte elev og klasse.

Netop uddannelsespolitikken er emnet på Socialdemokratiets tema-kongres til september. Det havde været naturligt, om de delegerede havde haft lejlighed til at drøfte disse emner, inden forliget blev indgået. Socialdemokratiets mange frivillige tillidsfolk landet over har brug for opmuntring, f. eks. en bekræftelse af, at deres indsats nytter - og påskønnes.

Husmandsfilosofien

Skattestoppet: Det har vi tidligere med stor iver argumenteret imod, indtil S for et halvt år siden tilsluttede sig regeringens skattestop, som forhindrer en egentlig omfordeling i samfundet gennem beskatning af bl.a. arbejdsfri milliardgevinster på fast ejendom. Så megen husmandsfilosofi med tanker på grundskylden er der dog tilbage hos vores fhv. radikale regeringspartner, som ikke er gået med på den galej.

Men selv om S-ledelsen lægger afstand til Mogens Lykketofts seneste udspil om ejendomsbeskatning til bl. a. nedsættelse af personskatterne, er der måske alligevel tegn på, at Lykketofts plan nyder fremme, det er som bekendt sket før-

Frit valg på alle hylder

Udlændingepolitikken: Sidste sensommer sagde vi ja til integrationsforliget for kort efter at sige nej til samme forlig. Da forslaget kom til 3. behandling i Folketinget, sagde vi hverken ja eller nej, men undlod at stemme. Hvis ironi fortsat er tilladt her i landet, kan man selvfølgelig mene, at frit valg på alle hylder skulle bane vej for partiets folkelige genkomst. På den anden side: At hævde, at det har givet S vælgergevinst på Dansk Folkepartis bekostning at følge regeringen og DF i udlændingepolitikken, vil nok være en ironisk overdrivelse. Og vigtigst af alt: Det er helt uacceptabelt, at et internationalt orienteret parti som Socialdemokraterne gang på gang overhører, eller i hvert fald ikke reagerer på, internationale advarsler om brud på konventionerne. Ligesom et socialt forankret parti naturligvis må gribe ind mod uanstændige vilkår for de aller svageste, f. eks. traumatiserede flygtninge i asylcentre. Uden på nogen måde at give køb på en hård kurs over for kriminelle elementer og religiøs formørkelse i indvandrermiljøerne, som højrefløjen i øvrigt prøver at dæmonisere generelt.

Politisk matematik

Som kommentar til de Radikales enegang sagde Henrik Sass Larsen forleden, at "vi får det lettere uden Jelveds støtte". Og muligheden for at hente vælgere til S, som kunne frygte radikal accept af en ny Fogh-regering, er forhåbentlig til stede.

Men det fjerner ikke det problem, som Socialdemokratiet med få undtagelser har været tvunget til at løse før hver eneste regeringsdannelse.

Illustreret med let overskuelig politisk matematik:

Ved valget den 12. december 1990 fik Socialdemokratiet 37,4 pct. af vælgerne og 69 mandater. Men uden at være i stand til at danne regering p. gr. a. et radikalt nej.

I dagbladet Børsens meningsmåling for april får S nøjagtig den halve tilslutning: 19 pct. og 34 mandater. Og, for første gang i 13 år, igen med et radikalt nej.

Ud over de 34 mandater til S giver Børsen-målingen SF 12 mandater og Enhedslisten 6 (og de Radikale 27).

34+12+6 giver 52 mandater til S og venstrefløjen.

Så er det man må spørge de kræfter i S, som har været mere end kølige over for SR-samarbejdet, ignoreret risikoen for et historisk brud mellem de to partier og tilsyneladende finder det lettere at manøvre frem mod 90 mandater og Statsministeriet 'uden Jelveds støtte':

Hvem er det så - udover venstrefløjen og partiet selv - der skal pege på S som regeringsledende nu, hvor de Radikale formentlig har sagt fra? Lad os få et bud. Forestiller man sig f. eks. et rent S-SF-EL-flertal? Enhedslisten har allerede med den realisme, som 6 ud af 179 mandater betinger, proklameret 'Rød Front'. Hvis det er målet, gælder det om at komme i gang med det samme.

Lars Weiss er folketingskandidat for Socialdemokreterne i Amagerbrokredsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her