Læsetid: 11 min.

SS-soldatens 60 år lange tilløb til at fortælle

29. april 2005

"Vil I se tatoveringen," spørger Wilhelm Roes og begynder at tage skjorten af.

På indersiden af venstre overarm står det lille blå B. Hans blodtype, stemplet ind i huden af en SS-læge for 63 år siden.

"Tatoveringen er da ikke noget kainsmærke; den var en fornuftig forholdsregel, så man - hvis man blev såret i kamp - hurtigt kunne få blod fra en kammerat," forklarer den 79-årige soldat fra SS-divisionen Leibstandarte Adolf Hitler og veteran fra Østfronten.

At kun medlemmer af SS fik tatoveringen, anede han ikke - ikke før maj 1945, da krigen var forbi. Nu var B'et pludselig en farlig sladrehank.

"Jeg har stadig ikke fordøjet, at SS var en forbryderisk organisation. Leibstandarte var eliten i den tyske hær. Man krævede mere af os end af nogen anden enhed."

Leibstandartes kommandant hed Sepp Dietrich, en tidligere ølkusk, der havde gjort karriere i det nazistiske parti NSDAP og under krigen gerne inspicerede fronten siddende i sin sorte Mercedes.

"Alle andre forsøgte at camouflere sig, ikke Sepp. Han dukkede sig ikke. Han var brutal, tab spillede ingen rolle."

Forud for slaget om den russiske by Belgorod kaldte han sine mænd sammen og gav ordre til at indtage byen en dag tidligere end planlagt af generalstaben.

"Resultatet var, at Luftwaffe bombede os i stedet for, fordi piloterne ikke vidste, at byen allerede var faldet. Vores egne Stuka'er kostede flere tyskere livet end selve kampen."

Wilhelm Roes smiler ved mindet om den slagfærdige Sepp Dietrich og alle soldaterhistorierne. På sin striktrøje bærer han en lille nål med en dirk - Dietrich betyder dirk på tysk. Nålen bærer han med eftertænksom stolthed.

Vi sidder i Wilhelm Roes spisestue i byen Meppen nær grænsen til Holland. Bortset fra de psykiske ar og mareridtene, han slæbte med sig hjem fra krigen, plager granatsplinten i brystet ham.

Under et luftangreb i Frankrig 1944 trængte den ind i hans ryg og sidder stadig mellem hjerte og lunger. Når vejret skifter, værker splinten. Wilhelm Roes fryser og får skruet radiatoren op på fuld styrke.

"Jeg lå i sengen og tog et par tabletter. Jeg sagde til mig selv, at I er kommet helt fra Danmark for at tale med mig. 'Jeg vil. Jeg kan. Jeg skal,' sagde jeg og tvang mig ned ad trappen. 'Jeg vil. Jeg kan. Jeg skal' var mottoet hos Leibstandarte. Man holdt modet oppe med sådanne, hårde ord."

Der var andre kynisk-livsbekræftende vendinger, for eksempel: 'Nyd livet i dag, i morgen er din røv kold'.

"Vi kunne ikke sørge over dræbte soldater, vi ikke kendte, men når en af de gamle kammerater faldt, kunne vi ikke fatte det... Kammeraterne var ens familie."

Læresætningerne reddede Wilhelm Roes ud af mange fortvivlende situationer under krigen, og de fulgte ham som livsanvisninger resten af livet. På den måde klarede han sulten efter krigen, kampen for en plads i samfundet og den sociale opstigning til jobbet som leder af et grossistfirma for el-artikler.

Men krigen lagde han aldrig bag sig. Den kom til at præge hele hans liv og hans børns liv med. Først nu efter 60 år har han sammen med sit barnebarn Jörn samlet sine oplevelser og skrevet dem ned i en bog: Freiwillig in den Krieg - Frivilligt i Krig - en fortættet livshistorie på godt 200 sider, der udkom dette forår på forlaget Edition Q.

"Efter krigen fik SS skyld for alt - det måtte vi leve med. Vi var kuede og forholdt os roligt, vi blandede os ikke i politik," siger han.

Når man læser ordene, antyder de intakte nazi-strukturer efter krigen, men sådan mener Roes det ikke. Han har holdt sig for sig selv og undgik SS' veteranmøder.

"Jeg var med til et enkelt træf, hvor vi ikke måtte sige, at vi var fra SS. Det hed sig, at vi var gamle skolekammerater. Pludselig trådte en af de andre ind med strakt højrearm og sagde: 'Så højt ligger sneen derhjemme i haven!'"

Wilhelm Roes griner og ryster på hovedet. Det er bare en sjov historie, og sjove historier bortjager triste minder om faldne kammerater, konstant livsfare og værgeløse soldater kvast i mudderet under kampvognenes larvefødder.

Hvor end det brændte på, blev Leibstandarte sendt afsted. I flere år kæmpede divisionen i Rusland. Da Roes efter sin rekruttid i Berlin tog afsked med sine forældre i begyndelsen af 1943, sagde hans far til moderen: "Vi ser aldrig vores dreng igen." --

-- Faderen, der havde været pilot under Første Verdenskrig, havde respekt for Rusland. En krig mod Rusland var umulig at vinde, vidste han, landet var simpelthen for stort at erobre.

De første måneder gik Hitlers invasion godt. Wilhelm Roes var telegrafist i en kampvogn, der pløjede sig gennem de russiske og ukrainske stepper. Når fjenden dukkede op, blev den mejet ned. Den tyske hær kendte kun en vej, østpå.

Men krigslykken vendte hurtigt. Få måneder efter var de nemme sejres tid forbi, fronten begyndte at smuldre. Wilhelm Roes blev taget til fange af Den røde Hær, men kunne flygte og bringe sig i sikkerhed.

I 1944 blev Leibstandarte sendt til Frankrig, hvor amerikanske og britiske soldater netop havde åbnet Vestfronten med D-Dag. Hvis Rusland var forfærdeligt, var Frankrig dobbelt så slemt. I luften lurede de allierede fly, der skød på alt, hvad der bevægede sig. Døden syntes garanteret, Wilhelm Roes slap med livsfarlige kvæstelser.

Leibstandarte kom tilbage til Østfronten. Krigen var forlængst tabt, men kampen fortsatte.

Wilhelm Roes tænkte på at stikke af, men de hængte tyske soldater i vejtræerne bragte ham på andre tanker. De havde skilte om halsen. 'Jeg har forrådt mine kammerater,' stod der.

"Så skynder man sig tilbage til fronten," siger Wilhelm Roes.

De sidste krigsuger oplevede han og hans kammerater som i en døs; de havde erobret en tønde med ren alkohol, som de blandede med vand og hældte i feltflaskerne.

I begyndelsen af maj 1945 lå Wilhelm Roes i nærheden af Dresden, krigen var endelig forbi. Sammen med et par kammerater sneg han sig tværs gennem Tyskland for at komme hjem til Meppen. Trods farer og fjendtlige soldater klarede han den.

"Jeg ville ikke andet end sove. Tre dage efter min hjemkomst sagde min mor til mig, at nu var det på tide, at jeg fandt mig et arbejde," husker Wilhelm Roes, som stadig er forundret over moderens totale mangel på indfølingsevne.

"Jeg havde en gevaldig odyssé bag mig. 'Find et arbejde,' sagde hun... Jeg forstod det ikke. Jeg talte ikke med hende om det siden."

Arbejde var umuligt at få uden hjemsendelsespapirer, og hjemsendelsespapirer kunne SS-soldater ikke få, for de var alle under mistanke for at have begået krigsforbrydelser. Sammen med sin mor lavede Wilhelm Roes et falsk hjemsendelsesdokument ved hjælp af et legetøjstrykkeri.

Faderen var død i 1944, sammen med sin storebror og mor forsøgte Wilhelm Roes nu at overleve. På flugt var han stadig.

"Forestil dig, at du har været medlem af dit lands eliteenhed. Du har sultet, udholdt kulde, fået forfrysninger. Og så hører du din borgmester sige: 'Først når SS dingler i træerne, vil det gå os bedre.'"

Efter nogle måneder overtalte moderen ham til at forsøge at få ægte papirer, så blev han taget til fange og afhørt om sine handlinger.

"Man har ikke fundet nogen krigsforbrydelse begået af Leibstandarte Adolf Hitler," påpeger Wilhelm Roes.

Wilhelm Roes fik tre børn med sin kone Anna, som han mødte under tørvegravning efter krigen. Byens unge blev kommanderet ud i mosen for at skaffe brændsel til den forestående vinter.

"Jeg kan takke de allierede for, at jeg er lykkeligt gift på 60. år."

Da børnene begyndte at stille spørgsmål om nazismen og krigen, blev diskussionerne hurtigt højrøstede. Børnene kom med deres skolelærdom, han svarede med sine erfaringer.

"En enkelt gang diskuterede jeg med min søn Heiner, og det endte ikke godt... Enes kunne vi ikke, og så talte vi aldrig mere om det. Mine børn spurgte ikke, og jeg sagde intet. Jeg ved ikke hvorfor; jeg er ellers en meget åben person, der kan tale om alt."

Tavsheden var ikke speciel for familien Roes, i talrige tyske familier blev krigen fortiet. Wilhelm Roes' datters svigerfar var med i Rusland, men taler aldrig om det. Hos Roes selv levede man fordrageligt sammen på trods af fortrængningen.

"Men det har naturligvis gnavet i mine børn: Gad vide, hvad den gamle lavede under krigen."

For 11 år siden besluttede Roes sig derfor til at skrive en bog om sin tid som soldat. To sider blev det til, møjsommeligt skrevet på maskine med én finger, så gik han i stå. Erindringerne overvældede ham, gav ham mareridt.

Men én interesseret læser havde de to sider, barnebarnet Jörn.

"I skolen havde jeg en historielærer, der slet ikke interesserede sig for nazismen og krigen. Han brugte to uger på emnet," forklarer den 27-årige Jörn Roes.

Hvad der egentlig var sket i Tyskland fra 1933 til 1945, havde Jörn kun en vag fornemmelse af. Han besluttede, at bedstefaderens beretning skulle skrives færdig. I ugevis hørte han på Wilhelm Roes' oplevelser, skrev ned, stillede nye spørgsmål, tjekkede oplysninger i arkiverne.

På den måde opstod bogen Freiwillig in den Krieg, der i grunden er en banal historie, som millioner af tyskere selv burde have fortalt. Det særlige ved denne bog er, at Wilhelm Roes står 100 procent ved sin nationalsocialisme. Uden at undskylde eller idyllisere viser han, at han ikke kunne være blevet andet end netop nazist: I 1928 meldte hans socialdemokratiske far sig ind i NSDAP, storebroderen blev officer i Hitler Jugend.

Da Wilhelm Roes var 17 år, meldte han sig frivilligt til SS for at undslippe et hårdt og ensomt liv som skibsdreng på en flodpram. Efter rekruttiden var det ud at forsvare fædrelandet.

"Vi var dumme - man sørgede for at holde os i uvidenhed."

Wilhelm Roes er glad og stolt over både bog og barnebarn.

"Jörn hørte efter, hvad jeg sagde. Og han troede ikke på mig, men gik i arkiverne og kontrollerede alt."

Efter at familiemedlemmerne har læst bogen, registrerer Wilhelm Roes pludselig, at børnene kommer oftere på besøg og snakker mere frit. Først med bogen har de lært deres far rigtigt at kende.

"Min fars generation - 68-generationen - forsøgte ikke at se objektivt på nationalsocialismen. I stedet for at lytte, fordømte den. Krigsgenerationen blev ikke spurgt ud, men beskyldt. At disse to generationer tørnede sammen, forstår jeg godt," forklarer Jörn Roes, der arbejder som journalist i Hamborg.

Hans far Heiner (Wilhelm Roes' søn), 58 år og skolelærer i Meppen, giver ham ret, til dels.

"Jeg havde dengang på fornemmelsen, at han var mere nationalsocialistisk, end han ville være ved. Han sagde aldrig, at det, der skete dengang, var noget møg. Så langt var han ikke kommet, da jeg var ung. Når man kom hjem med sine skolebøger, sagde han: 'Nej, sådan var det ikke. De lærere aner jo ingenting, de var slet ikke med i krigen.'"

Lejlighedsvist blev der råbt højt, anklaget og så fortrængt igen.

"Jeg forsøgte at holde børnene væk, så de ikke blev skræmt af skænderierne. Som svigerdatter holdt jeg mig tilbage, for det var jo 'det roeske emne'," siger Jörns moder, Elsa, der også er lærer.

"Nazisterne begyndte jo med børnene. Hvis man var 30 år, da nazisterne kom til magten, havde man en kritisk distance til begivenhederne, men børn havde ingen chance for at holde sig ude af det. Det forstod jeg først, da jeg læste bogen," siger Heiner.

Elsa er helt enig:

"Først nu er jeg blevet klar over, at svigerfar slet ikke havde nogen anden mulighed end at blive nazist. Det er ikke ment som en undskyldning for ham; det er en forklaring. I vores ungdom gik vi ud at danse. Svigerfars ungdom var krigen, soldaterkammeraterne var hans familie. Det skulle jeg først blive voksen for at forstå."

Havde det stået til Heiner, var bogen nok aldrig blevet til noget. Da han hørte om projektet, blev han yderst betænkelig:

"Jeg kunne ikke vurdere min fars hensigter. Hvad han tænkte om tiden dengang, kunne jeg ikke greje," forklarer Heiner.

I ly af tavsheden var Wilhelm Roes ved at flytte sig væk fra sin nationalsocialisme, selv om det tog sin tid.

Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 havde hans far lært ham at foragte de vendekåber, der af karrierehensyn meldte sig ind i NSDAP. En vendekåbe ville Wilhelm Roes ikke være - ikke engang da en enkel lille nødløgn i 1945 - "næh-nej, jeg var aldrig nazist" - kunne have skånet ham for fem måneders i en allieret krigsfangelejr.

I stedet underskrev Wilhelm Roes med løftet pande en erklæring om, at han efter krigen stadig var overbevist nationalsocialist, men han tilføjede dog, at "jeg er villig til at blive demokrat, hvis jeg indser, at det er et bedre system."

"Jeg kendte ikke andet end nationalsocialismen," forklarer Wilhelm Roes i dag.

"Under krigen var jeg en mand med betydning, bagefter var jeg mindre end et nul. Jeg tilhørte en forbryderisk organisation, selv om jeg var stolt af vores bedrifter og ikke var mig nogen skyld bevidst. Efter krigen havde jeg ikke oplevet andet end sult og ydmygelse, hvorfor skulle jeg gå ind for demokratiet?"

- Hvornår blev du demokrat?

"Det tog lang tid, selv om jeg egentlig var godt på vej. Jeg var blevet leder af en forretning, der solgte el-artikler engros. Her i Meppen ligger Europas største skydeterræn, og jeg forsøgte at sælge mine varer dér. Så snart jeg kom ind, sagde den ansvarlige: 'Bag døren står tre kasser champagne. Hvis De stiller tre kasser ovenpå, kan vi gøre forretninger'. 'Glem det,' sagde jeg."

Wilhelm Roes forlod området, skuffet og rasende. Først i 1968 meldte han sig ind i det konservative CDU, hvor han også fik tillidsposter. Trods sin fortid.

"Fra 1945 til 1968 havde jeg ikke tid til at tænke over krigen. Jeg forsøgte bare at holde mig oven vande. Jeg havde så travlt med at holde familien i live. Vi begyndte med mindre end nul. Vi sultede, jeg tog alt det arbejde, jeg kunne få."

Når Wilhelm Roes i dag taler om krig og nazi-tid lyser hans øjne. For en tid glemmer han smerterne fra granatsplinten. Krigen var hans ungdom, en tid med spænding og piger. Hvis man ikke respekterer hans gode minder, bemærker man heller ikke, at nationalsocialismen er et særdeles overstået kapitel i Wilhelm Roes' liv. Man forstår først nazismen og tyskernes motiver, hvis man har modet til at lytte - som barnebarnet Jörn Roes havde.

"Jeg kunne ikke have skrevet bogen, hvis min bedstefar havde været en krigsforbryder," erkender Jörn Roes, der er klar over, at de forkerte læsere - nynazisterne - måske vil finde glæde i bogens frimodige tone.

"Den risiko må jeg løbe, for jeg vil bryde tavsheden."

De største betænkeligheder ved projektet havde Wilhelm Roes.

"Min bedstefar ville egentlig have udgivet bogen anonymt, fordi han var bange for at få huset oversprayet med SS-tegn. Men intet forlag udgiver en bog skrevet af en anonym soldat. Det særlige ved denne bog er, at den er skrevet af en bedstefar og hans barnebarn i samarbejde."

Wilhelm Roes: "Jeg ville fortælle det hele, som jeg havde oplevet det, og så ville jeg sige: 'Lad være med at gøre det en anden gang!' Men menneskeheden vil jo ikke tage ved lære. Tænk bare på Irak."q

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu