Læsetid: 5 min.

Ståpels, ståpels og atter ståpels

Brian Wilson landede med sit 10 mand store orkester på Orange Scene, præsenterede en bred buket af sine bedste arbejder i lifligt klangfulde arrangementer og fløj derpå bort igen
5. juli 2005

"God is in the house," synger Nick Cave et sted. Hvad angår Roskilde Festival 2005, var Gud i huset dér, da Brian Wilson og hans 10 mands store ensemble landede på Orange scene tidligt søndag aften og på slaget halvotte satte i med en funklende perfekt 'Do It Again', der blot var indledningen til en liflig fem kvartes lang lydlig lysttur gennem en af det 20. århundredes helt store sangsmedes bagkatalog.

Der som fællesnævner har noget harmonisk himmelstræbende over sig, selv når det er allermest sekulært eller bare rent ud mærkeligt. Wilson talte ikke meget mellem numrene, men sagde dog på et tidspunkt, at "this is the first song I wrote", hvorefter han gav en længselsfuldt vemodig 'Surfer Girl', stadig hjerteskærende smuk i al sin smægtende uforlæsthed. Og fuldstændig harmonisk perfekt!

Stemmen er ellers godt nok sprukken hos den 63-årige Wilson nu om stunder og teksterne står såmænd på to telepromptere, anbragt på et keyboard, han tjatter lidt til en gang i mellem, ja den fysiske svækkelse er åbenlys. Det burde ikke kunne fungere, men milde himmel, det var som at høre englenes sang. Klangene, harmonierne og de geniale akkordovergange fra scenen kunne gøre selv en forbenet gudsbenægter som undertegnede fuldstændig salig. Koldsveden sprang! Sangene holder hundrede og Wilson fungerede denne aften blot som medium mellem sin geniale kunst og sit hengivne publikum.

Beåndet fortolkning

Her bør så det store orkester under ledelse af Darian Sahanaja nævnes, thi ensemblet bestræbte sig ikke kun på at genskabe den særlige magi, der udgik fra Brian Wilsons produktioner af The Beach Boys i 1960'erne, som i lige så høj grad på at beånde dem. Få dem til at leve og give mening i koncertsammenhæng, idet mange af Wilsons fineste produktioner var for intrikate og krævende til at gruppen i sin tid kunne yde dem fuld retfærdighed. Og så skadede det ikke materialet, at syv ud af de 10 multimusikere virkelig kunne synge.

I sandhedens interesse blev Wilsons engang så rygradsrislende falsetindsatser varetaget af enten Sahanaja eller en af guitaristerne, thi dét område når han ikke mere, men helledusseda, hvor det ikke desto mindre rislede af velbehag fra hypofyse til fodsål. Miraklet bliver ikke mindre af, at Wilson er et af rockscenens mest notoriske wastede ringvrag, der godt nok vendte levende og i nogenlunde sindsligevægt tilbage fra fronten, men langt fra uskadt.

Og kritiske røster vil sikkert påstå, at Brian Wilson er en mand med fremtiden bag sig. Nuvel, deres fremtid skulle tegne sig halvt så lys som den, Wilson har lagt bag sig. Festivalens konferencierer har (selvfølgelig) en tendens til at hype hver eneste evige navn, der går på scenen (det er deres job!), men da den svenske sprechstallmeister introducerede Wilson som "maybe the greatest single composer of the rock era", klang det ikke hult. Efter langt om længe at have fået udsendt sit store opus Smile - påbegyndt med The Beach Boys i 1966, opgivet året efter og et af rockæraens mest sagnomspundne projekter - på plade sidste år og siden opført det i en række koncertsale rundt om i Europa, synes Wilson at have fået greb om den karriere, han satte så fuldstændigt over styr for 30 år siden. Efter forsigtige tilløb er han nu så i stand til at rejse rundt og præsentere materialet fra sit gyldne årti 1963-1973, hvor han stod bag et så righoldig, omfattende og slidstærk sangskat, at den overgår et overvældende flertals livsværk. Og søndag aften bevidnede vi fortolkningskunst af den allermest beåndede slags, da de elleve sjæle på scenen smeltede sammen i en ordløs union, hvor egoer automatisk viger for en større sag. Større end dem hver især.

Uden fine fornemmelser

Da Wilson fadede fuldstændig ud i midt 70'erne, befandt The Beach Boys' popularitet og status sig på et frysende nulpunkt. Det har til gengæld været stejlt stigende lige til nu, hvor gruppen regnes som rockens betydeligste vokalensemble og Wilson som komponist opfattes som uægte søn af George Gershwin og Chuck Berry og på linje med samtidige som Burt Bacharach og Lennon-McCartney. Og det stod såmænd til troende med i meter højt flammende bogstaver i løbet af det første minut af de i alt fem kvarter, der var afsat til seancen. Det er sigende om Wilsons status hos tidens ungdom, at der i der det normalt så kaotiske og proppede sted kaldet pitten oppe foran Orange Scene var både plads og udsyn, så det var til at få et sted med max overblik og ditto lydkvalitet. Altid en god begyndelse. Og at lyden så var diamantklar gjorde ikke ligefrem én grædefærdig!

Klassikere

Sættet sammenfattedes uden fine fornemmelser af såvel nogle af mandens allermest populistiske tiltag ('Surfin' USA', 'California Girls', 'Fun Fun Fun'), komplekse all-out party-tunes ('I Get Around', 'All Summer Long', 'Dance, Dance, Dance'), udfordrende popsymfonier ('Wouldn't It Be Nice', 'God Only Knows', 'You're So Good To Me'), kummerfuldt sørgmodige ballader ('In My Room', 'Don't Worry Baby'), lige ud af landevejen rock'n'roll (coverversioner som 'Do You Wanna Dance?', 'Then I Kissed her', 'Barbara Ann' og hans egen 'Darlin''), stilrene syng-med remser ('Sloop John B', 'Good Vibrations', 'Help Me Rhonda') og ikke mindst sære lsd-påvirkede tiltag ('Our Prayer/Gee', 'Heroes And Villains', 'Sail On Sailor'). Ståpels, ståpels og atter ståpels.

En stor pose at tage af

Ikke mindst fordi aktørerne på scenen foretog de ofte rutschebaneagtige stil- og stemningsskift med så legende lethed og åbenlys sans for meddigtningens kunst, at såvel værkets helhed, kontinuitet og storhed såvel som sangenes interne dialog åbenbaredes for de lyttende. Det var i sandhed stort. Kun 'Marcella' levede ikke op til standarden, hvilket var til at leve med. Som også det at Wilsons næste udgivelse bliver en juleplade, hvorfor han diverterede med et nummer derfra. Selvfølgelig. Geniets ret og alt det der. Men selv om nogle udelukkende foretrækker surf-and-sun-Brian og andre kun vil høre hans eksperimentelle og spirituelle ting, påviste koncerten værkets indre sammenhæng og personligt ville undertegnede nødigt vælge mellem 'In My Room' og 'Heroes And Villains', når nu begge dele er tilgængelige i offentlig handel.

Jo vist er de tidlige sange ofte rørende naive, men selve deres grundkraft fejler intet Og sådan var det hele vejen igennem. Det mest absurde var vel, at manden snildt kunne have spillet mindst en to-tre sæt til af samme længde uden at mangle passende materiale af lige så høj kvalitet som aftenens repertoire. Som T.S. Høeg bemærkede, så har "han en stor pose at tage af."

Men når det nu endelig skulle være, hvorfor købte Festivalen ikke hele pakken, som omtalt i de udenlandske medier, dvs. først et sæt med alle de udødelige pop-highlights og derefter hele Smile-suiten i et samlet stræk!? Det havde været Nirvana! Som landet lå, oplevede en udvalgt skare dog ikke desto mindre, hvordan en flig løftedes ind til himlen, sådan som vi hver især forestiller os, der ser ud. Om overhovedet. En spirituel renselse og en musikalsk déjà vu-klingende skønhedsåbenbaring var det en mere end værdig afslutning på en afslappet for nu ikke at sige mat Roskilde Festival, hvor inertien i år var til at tage og føle på.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu