Læsetid: 4 min.

Står Iran for tur?

Præsident Bushs nye troppeforstærkning i Irak kan være forspillet til en militær aktion imod præstestyret i Teheran, men en forkert krig udvider ikke kampzonen, mener Tysklands tidligere udenrigsminister
31. januar 2007

Kan politikken lære af historien? Eller er den underlagt en fatal tilbøjelighed til at gentage de samme fejlgreb trods fortidens grumme lære? Præsident Bush nye strategi for Irak har igen aktualiseret dette urgamle filosofiske og historiske spørgsmål.

Bushs nye kurs i Irak kan opsummeret i tre punkter: Flere amerikanske tropper, større irakisk ansvar og mere amerikansk militærtræning af irakiske tropper. To ting falder i øjnene: Næsten alle forslag fra Baker-Hamilton rapporten - og selve denne plan - har Bush valgt at ignorere. Og i lyset af alle tidligere 'nye strategier' for Irak, tyder intet på denne nyeste 'nye strategi' skal få større succes, trods forstærkningen med ekstra 21.000 soldater.

Men det virkeligt nye og bemærkelsesværdige i den amerikanske regerings politik er den måde, hvorpå den rækker ud over Irak til den øvrige region, Iran frem for alt. Således har Washington bebudet, at et yderligere amerikanske hangarskib vil blive flyttet til Den Persiske Golf, ligesom flere Patriot- antiluftskytsmissiler vil blive opstillet i Golfstaterne. Hertil kommer, at de ekstra 21.000 soldater overgår, hvad de amerikanske generaler havde bedt om for at håndtere krisen i Irak. Man må derfor spørge: Hvad er formålet med denne militære styrkeopbygning? Man skulle næsten tro, at Saddam Hussein stadig var i live og ved magten, og at der var blevet nødvendigt at styrte ham igen.

To mulige udfald

Det overraskende ved Bushs nye politik er dens fokusskifte fra Irak til dets to umiddelbare naboer. Bush anklager Syrien og Iran for at gribe ind i Irak, true dets territoriale integritet, bringe de herværende amerikanske tropper i fare og destabilisere USA's allierede i regionen. Føjer man hertil præsident Bushs ordre til at skride ind imod iranske 'diplomater', som det for nylig skete i den nordirakiske by Erbil, tegner der sig et helt nyt billede af, hvad præsidentens plan kan gå ud på:

Den 'nye strategi' følger ikke alene ikke Baker-Hamilton-rapportens råd, men griber tilbage til de neokonservative ideologers katastrofale forestillingsverden. Iran er nu kommet i supermagtens sigtekorn, og den amerikanske adfærd bringer mindelser om forberedelsesfasen til Irak-krigen - helt ned til mindste detalje.

Hvor fører alt dette hen? Grundlæggende er der to mulige udfald, et positivt og negativt. Ulykkeligvis må sidstnævnte bedømmes som det mest sandsynlige.

Hvis truslen om at bruge magt - og det er en magt, som USA åbenlyst er i færd med at opbygge - er tiltænkt at skulle berede grunden for seriøse forhandlinger med Iran, kan ingen have noget at indvende. Men hvis den derimod repræsenterer et forsøg på at forberede den amerikanske offentlighed på en militæraktion imod Iran og en ægte intention om at udløse en sådan krig i et opportunt øjeblik, så vil resultatet kunne blive en fuldkommen katastrofe.

Agreb er ikke løsningen

Ulykkeligvis er denne fare kun alt for reel. Eftersom Bush-regeringen betragter Irans nukleare program og hegemoniske ambitioner som den største trussel imod regionen, bygger dens nye strategi på en nyligt indgået, uerklæret anti-iransk alliance med de moderate sunnistater og Israel. Førnævnte atomprogram er den dynamiske faktor her, som vil sætte en tidslinje for en eventuel aktion.

Men luftangreb på Iran, som Amerika måtte føle sig fristet til som militær løsningsmodel, vil ikke gøre Irak sikrere - tværtimod! Ej heller vil regionen dermed blive stabiliseret - tværtimod! Og lige så lidt vil drømmen om et 'regimeskift' i Teheran gå i opfyldelse - tværtimod vil Irans demokratiske opposition komme til at betale en høj pris, mens det teokratiske regime formentlig kun vil blive styrket.

De politiske muligheder for at stabilisere Irak og hele regionen såvel som for at sikre en langsigtet indefrysning af Irans nukleare program, er endnu ikke udtømt. Det aktuelle stade i Irans atomprogram nødvendiggør ikke en hastig militæraktion. I stedet burde de diplomatiske bestræbelser tage fokus på at bryde båndene mellem Syrien og Iran og isolere Teheran-regimet yderligere.

Men dette må forudsætte amerikansk vilje til at vende tilbage til diplomatiet og tale med alle involverede parter. Teheran frygter den regionale og internationale isolation. Ydermere viste den stærke opbakning til oppositionen ved Irans nyligt afholdte lokalvalg i Iran, at en satsning på diplomati og politisk kursændring i Iran er en realistisk mulighed. Så hvorfor de aktuelle trusler imod Iran?

Fiaskoen i Irak var forudselig fra begyndelsen af, og Amerikas mange partnere og venner, herunder undertegnede, forudsagde den ganske klart i vore advarsler til Bush-regeringen. Den fejl, USA nu kan være i færd med at begå, er en lige så forudsigelige fiasko. En krig, der er forkert, bliver ikke mere rigtig af at udvide den - dette var læren Vietnam, Laos og Cambodia.

Den ideologisk motiverede strategi for at udvirke regimeskift med militær magt førte USA ind i den katastrofale Irak-krig. At besætte Irak og besejre Saddam var let nok. Men i dag sidder Amerika fast, og aner hverken, hvordan det skal vinde eller trække sig ud. En fejl korrigeres ikke ved at gentage den igen og igen - at fremture er skændigt, som det hedder. Det gamle spørgsmål om politikken kan lære af historien, vil snart blive besvaret igen i Mellemøsten. Uanset hvad svaret bliver, vil konsekvenserne, om de bliver gode eller dårlige, blive vidtrækkende.

Joschka Fischer er fhv. tysk udenrigsminister og leder af De Grønne. Han er i dag gæsteprofessor på Princeton Universitys Woodrow Wilson Skole.

© Project Syndicate og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her