Læsetid: 3 min.

Her står du, du kan ikke andet

Peder Frederik Jensen debuterer med en renlinjet oversigtstavle af en roman
8. februar 2007

Her står du, hedder Peder Frederik Jensens (f. 1978) lille debutroman. Og det skal egentlig, som på bogens forside og titelblad, efterfølges af en stor rød prik af den slags, der på et kort markerer, hvor man står. Sådan en prik tematiseres midt i bogen, hvor den unge, mandlige jeg-fortæller sammen med sin halvbror opsøger dennes fars grav: "Vi gik op til kapellet. Det småregnede. Der stod en oversigtstavle. Vi kiggede på plantegningen, på inddelingerne. De forskellige afsnit var trukket op med fede, grønne streger og var navngivet hver især med et tal og et bogstav. Her står du-prikken var falmet og kunne ikke længere kaldes rød. Snarere bordeaux."

Bemærk den enkle prosa, som romanen konsekvent er holdt i, både hvad angår vokabular og syntaks: der spares gevaldigt på adjektiver og bisætninger. Bogen trækker sit landskab op med lige så enkle linjer som dem, der trækker kirkegårdens afsnit op på oversigtstavlen. Som tavlen navngiver bogen sine to hovedafsnit med (romer)tal, mens dens underafsnit markeres med asterisker, også en slags 'her står du'-prikker.

Tomme huller

Som allegori på bogen markerer kirkegårdens oversigts-tavle både til sin jeg-fortæller og sin læser en position som levende over for de døde, men også en position hvor man ligesom står og ikke kan andet, man kan rykke til forskellige rum og felter, men hver gang med en begrænset orientering. Hver gang er der en prik, der skal udfyldes, indtages af en krop og en synsvinkel, om det så er jeg-fortællerens eller læserens. Tekstuelt bliver 'her står du'-prikken ofte til et hul frem for en udfyldt prik: Mellem de korte underafsnit er der huller, og nogle af dem er altså ligefrem markeret med en variant af her-står-du-prikken, asterisken. Et par steder er der påfaldende, typografisk umarkerede huller i plottet, ja nærmest lakuner: Da jeg-fortælleren skal møde sin halvbror Thomas, hvis far lige er død, og som han ikke har set i to år, lægges der op til den store konfrontation, men den holdes læseren uden for. Efter en indledende replikveksling ("Vi er jo nødt til at få afklaret noget" etc.) følger et nyt afsnit, som begynder: "Han gik først ud på morgenen". Samme trick benyttes senere med en sex-scene: "- Stop, sagde jeg til hende, - og kom herhen./ Senere gik jeg ud."

Også hvad angår beskrivelser og bevidsthedsskildring er bogens prosa kendetegnet ved huller, ved det man i litteraturteorien kalder 'tomme' eller 'blanke' steder, som læseren selv må udfylde. Den store kærlighed gør ganske lakonisk sin entré på scenen: "Da jeg åbnede døren ud til gangen, stod der en pige med en hvid sweater. Hun var ved at sætte håret op i en hestehale, sweateren sad helt stramt om brysterne."

Tomhed eller resonans

Gennem sådanne enkle angivelser flyttes vores 'her står du-prik rundt i København og omegn, fra Den Grå Hal til Amigo Bar til kærestens lejlighed til mors hus på Amager til byens parker og gader til kirkegården til den døde stedfars hus i Gilleleje. Vi ender i et af de mest stiliserede landskaber på Sjælland: Rudolf Tegners Museum, hvor jegfortælleren og kæresten selv stivner i stiliseret, nøgen skulpturel position. Og her er det, jeg bliver bekymret for, om der måske i det hele taget er noget Rudolf Tegner over bogens gennemførte stilisering, noget tom positur og lettere kitchet, nogle klassiske positioner, som personerne er stivnet i med kunstens fagter, men uden kunstens nødvendighed.

Lakunerne, de tomme rum i bogen er på den ene side elegant litterær teknik, på den anden side måske også nogle rum, der simpelthen venter på, at den unge forfatter får noget livserfaring at fylde i dem. Ikke sådan at forstå, at de konkret skulle være udfyldte (flere ord, mere beskrivelse, mere bevidsthedsskildring etc.), men sådan at tomheden kunne blive et resonansrum frem for blot at være - tom. Jeg-fortællerens glimtvis opdukkende paranoia forbliver eksempelvis et helt tomt tegn. Og kæresten med den hvide sweater forbliver et blankt projektionslærred for klassiske forestillinger om kvinden med begge ben på jorden (eller stængerne i vejret). Jeg-fortælleren lever et driverliv, og det er okay, han forelsker sig, og det er fedt, han har engang slået sin halvbror med en flaske, og det er ikke så godt, men hverken han eller vi kommer rigtig nogen vegne med det - her står vi, og kan ikke andet. I betragtning af, at vi står i en debutroman, står vi nu alligevel ret godt, og jeg vil glæde mig til at blive dirigeret videre i forfatterskabet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu