Læsetid: 3 min.

Der er stadig plads til mangfoldighed

Vil det nye storforlag forstærke tendensen til, at de populære mainstream-forfattere får det nemmere på beskostning af mangfoldigheden? Information har spurgt de små forlag
Vil det nye storforlag forstærke tendensen til, at de populære mainstream-forfattere får det nemmere på beskostning af mangfoldigheden? Information har spurgt de små forlag
14. juni 2007

Da Aschehoug med Egmont i ryggen tidligere på ugen købte Bonnier Forlagene, blev der med ét skabt en mastodont i den danske forlagsbranche.

Det nye Lindhardt & Ringhof er lige så stor som den anden sværvægter Gyldendal. Information har talt med direktørerne fra et par af de mindre forlag for at høre, hvad fusionen kommer til at betyde for dem.

Mega markedsføring

Claus Clausen fra Tiderne Skifter har siden forlagets grundlæggelse i 1970ernes politiske kultur fastholdt en konsekvent samfundskritisk udgivelseslinje med debatskabende bøger. Tiderne Skifter udgiver en lang række nye både danske og udenlandske forfatterskaber.

Claus Clausen mener, at det er klart, at der er nogen, som kommer i klemme på grund af fusionen.

"Især de forfattere, der ikke er mainstream og de forfattere, der ikke er bestsellerforfattere. Og dem, der ikke har gjort sig bemærkede i kraft af TV-bevågenhed," siger han.

Han forudser yderligere en skærpelse af konkurrencen om markedsføringen af bestsellere. Og at vi vil se, at de store forlag laver særaftaler med de store boghandlerkæder.

"Det er ikke længere anmeldelserne, der er smagsdommere, men hvor mange penge man kan putte i markedsføring af bøgerne, og det er klart, at her kan de små forlag komme i klemme på synligheden."

Direktør Merete Ries fra det lille Ries Forlag føler sig ikke truet, men vurderer, at det får betydning for markedet generelt:

"Det betyder, at markedet i stigende grad bliver domineret af koncerner. Det vil sige, at strategierne rykker længere og længere væk fra det, vi andre går rundt og leger er kultur."

"Det betyder mere kommercialisering og en større grad af satsning på bestsellere og volumen på markedet," vurderer Merete Ries.

Det er især markedsføringen af forfatterne, der lokker dem væk fra de små forlag, mener hun:

"Hvis du er en Carsten Jensen eller Leif Davidsen eller en af de få store, så kan du blive fotograferet hver morgen af en stjernefotograf med dine skægstubbe i modlys i en ny vinkel. Der er slet ikke nogen grænser for, hvor meget man kan markedsføre noget, der kan sælge, og det vil forfatterne gerne have."

Hos People's Press lyder det mere nøgternt fra Jacob Kvist, at de afventer og ser, hvad der sker.

"Vi kan bare konstatere, at vi har haft nogle små konkurrenter, og nu er to af dem blevet endnu større."

Delikatesseforretning

Claus Clausen mener, at den store taber bliver læserne og deres adgang til bøgerne. Han peger på boghandlernes ansvar:

"Det bliver et kæmpe problem for boghandlerne at vise, at de er boghandlere og ikke bare aftagere af de samme produkter. Det er stadigvæk sådan, at folk godt kan lide at gå i delikatesseforretninger og købe en lækker pølse frem for de masseproducerede ting. Og sådan er det også for litteratur," forklarer han

Merete Ries anerkender boghandlernes ansvar og scenariet med, at det ender med, at alle står og sælger de samme varer. Men ansvaret er også politikernes, mener hun:

"Problemet er, at denne tendens finder sted med en heftig politisk opbakning og en liberalistisk lobby, som siger, at alt det, der sker, er for at styrke konkurrencen og for at gøre bøgerne billigere. Det er den største løgn, for bøgerne bliver jo ikke billigere, tværtimod, de bliver dyrere. De bøger, der kommer i store oplag, er alt for dyre. Det burde være dem, der blev billigere."

Både Claus Clausen og Merete Ries peger på, at det i stigende grad bliver nødvendigt for de små forlag at gå sammen i interessefællesskaber. For som Claus Clausen siger,

"De to (Gyldendal og det nye Lindhardt & Ringhof, red.) udgør jo ikke hele det danske boghandlermarked. Der er stadig noget, som er større - det er nemlig alle os andre små tilsammen. Det vil sige, at der stadigvæk er gundlag for mangfoldighed og diversitet."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu