Læsetid: 4 min.

Stæreglaskassen

14. november 1996

Mockup'en på Kgs Nytorv antog karakter af folkeforlystelse, da den i søndags kom op at svæve foran Stærekassen. Men nu er det alvor! - for nu skal Kulturminsteren og Miljøministeren enes om, hvor vidt projektet skal bygges i virkeligheden eller lægges i arkiv. Jytte Hilden som minister for Det Kgl. Teater. Svend Auken som kollega for fredning og planlægning. Og at der blandt både eksperter og folk og fæ er alvorligt delte meninger om projektets opførelse er mærkbart, trods mockup'ens storslåede event-karakter.
Men paradoksalt nok er der også blandt en del modstandere af glasstærekassen stor respekt for den norske arkitekt Sverre Fehns arbejde, og for helhedens høje kunstneriske standard. Hvad hænger den selvmodsigende usikkerhed sammen med? Den hænger samen med det ofte oversete forhold, at en arkitektonisk løsning aldrig er bedre end sit eget byggeprogram!
Et udkast eller en færdig bygning kan vise sig at byde på overraskende løsninger af opgaven - smukke rum, uventede professionelle greb og indfaldsvinkler, eller sensationelle konstruktioner. Altsammen såkaldt irrationelle kunstneriske oplevelser, som dog egentlig aldrig kan kaldes arkitektoniske, hvis opgaven i bund og grund er forkert stillet, al den tid arkitekturen er en funktionsbunden kunstart.
Og sådan forholder det sig med udbygningen af Det Kgl. Teater på Kgs. Nytorv: Sverre Fehns konkurrenceprojekt er blevet udvalgt og præmieret, fordi det gav den bedst mulige og meget overraskende løsning på den stillede opgave. Som var uhyre kompliceret - og grundlæggende forkert i sin problemstilling.

ARKITEKTKONKURRENCENS enkelte forudsætninger var: For det første at beholde de tre sceniske kunstarter samlet på Kgs.Nytorv. For det andet at Stærekassen under stort postyr netop var blevet fredet. Og for det tredie at teaterledelsen meget gerne vil have en samlet glasfoyer mellem de eksisterende scener og et yderligere skuespilhus.
For at skaffe plads til dét skulle en karré i området ryddes, hvad der var muligt fordi Kunstakademiets Arkitektskole i Hirschsprungs Hus var på vej ud til Holmen på den anden side af havneløbet.
Det var de grundlæggende programbetingelser. Og de var tilsammen forkerte. Sverre Fehns overlegne og u-sentimentale vindeprojekt viser da også med al ønskelig tydelighed, at problemkomplekset er for hårdt proppet, og rammerne for snævre til kunstarternes treenighed på længere sigt. (Forholdet dramatiseres i disse dages sammenstød mellem skuespillere og operasangere, som skuespilchefen Klaus Hoffmeyer som teaterinstruktør givetvis kunne få et spektakulært show ud af på scenen.)
Den eneste rigtigt accptable løsning blandt konkurrenceprojekterne - på teaterledelsens stærkt ønskede glasfoyer i forhold til den fredede Stærekasse - demonstrerer monumentalt hvor fjollet programmet er. Så selv om Sverre Fehns rundetårnshøje glasgade i give fald vil blive et smukt rum at bevæge sig i hvis guldøl og grillolie kan holdes stangen; og selv om Stærekassen til trods for sin nye indendørs status beholder sin stejle karakter - om end på en mindre obsternasig måde - så er det samlede teaterkompleks og dets forhold til bydelen først og fremmest udtryk for en forkert programmering af Det Kgl.s fremtid.
Minder hele forløbet om et eller andet andet 90'er-agtigt i det imploderende København? Ja, det minder om udvidelsen af Statens Museum for Kunst i Østre Anlæg, og af Det kgl. Bibliotek ved Kalvebod Brygge. Begge steder nye byggerier, som utvivlsomt vil vise sig at have kvaliteter af den art man kalder arkitektoniske, men som hver især heller ikke er bedre end de kortsigtede, opportunistiske fremtidsprogrammer.
Både Museet, Biblioteket og nu Teaterprojektet er kommet til verden i en hørm af lobbyisme, særinteresser, politiks tæft, magtbrynde og mangel på fremsyn. Det er en beklagelig sitution for de arkitekter, der står for byggerierne, for de gør deres bedste på for dårligt grundlag. Og det gælder ikke mindst Sverre Fehn, som dog endnu kun er nået til mockup'en uden glas og ramme.

HVAD BURDE rammerne da være? Det burde være bydele, der byder på tilstrækkelig plads og frisk luft - ligesom til feribørnene i gamle dage. Ude på Holmen og havnefronten eller i den planlagte Ørestad, ad åre i kunstnerisk samdrægtighed.
Skal man nu kostes ad Kastrup til for at se dramatik på bar mark? Med minimetro i pænt teatertøj, eller på kunstudstilling med udsigt til de truede vådområder? Åh ja, hvorfor ikke? Brygger Jacobsens Glyptotek og Dahlerups Kunstmuseum lå ydmygt uden for voldene i mudder til anklerne, da de blev bygget i sin tid. Så et nyt skuespil- eller musikhus må vel også kunne fungere som fixpunkt i en planlagt byudvikling. Det er måske lige præcis hvad en Ørestad har brug for. Dele af Det kgl. Bibliotek er på vej derud, og Rigsarkivet. Dér kunne skrives et program for Det Kgl. Teater med indbygget fremtid.
Men hvis ikke man vil tage ved lære af hvor kompliceret teaterudvidelsen omkring Stærekassen synes at være - byplanmæssigt, socialt og arealmæssigt - så er mindstekravet til gengæld, at Sverre Fehns projekt gennemføres sådan som det er tænkt og tegnet. Og argumentet for ikke at bygge glasstærekassen skal i alt fald ikke være såkaldte fredningshensyn, for den side af sagen klarer den finslebne normand aldeles glimrende.
Miljøministeren har en svaghed for bygningskulturelle loger og populistiske forskønnelsesforeninger. Dem skal han vare sig for og undgå fredningssentimentale modifikationer af det store projekt - hvis det ender med, at det skal bygges, fordi Auken og Hilden politisk ikke tør tænke helt om igen.

AdW (Allan De Waal)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu