Læsetid: 5 min.

Stærk, sensuel og sjælfuld

Danske Channe Nussbaum synger sig med baggrund i klezmermusikken helt ind til tingenes hjerte på sin dragende, farlige og underspillede solodebut
8. april 2006

Channe Nussbaum har i dén grad sjæl. Det har vi (forhåbentlig) alle, men hun formår så lige at få ført den med over i sit i forvejen stærkt lidenskabelige sangforedrag, hvilket er med til at gøre Hvis det ikke er kærlighed, hendes debut-cd, til så hamper en udgivelse som tilfældet er. Hun tilfører sine sange og fortællinger uangribelig troværdighed ved hjælp af den såvel passion som præcision, hvormed hun går til materialet. Og ikke så lidt farlighed, der kommer frem de steder, hendes naturlige hæshed får lov til at forblive intakt.

Det er ikke skønsang i klassisk forstand og tak for det. Man behøver faktisk ikke lytte efter ordene (men gør det bare alligevel!), men kan i stedet nøjes med at hengive sig til stemmens vildskab i sig selv og de små finurlige klanglige nuancer, der strømmer én i møde fra dette lidenskabelige menneske, der er som gjort af musik fra top til tå. Helheden er intens, organisk og velfungerende, men det er Nussbaum, der blæser liv i den med sit stærke, sensuelle og sjælfulde foredrag, der på det nærmeste lyder som om det manes op af jorden under den syngende.

Så er der materialet, som mestendels består af hjerteflående og voldsomt bedrøvelige fortællinger fra kærligheden og begærets overdrev, gerne med en snert af det absolut fatale. Ja, det er så sørgeligt, at man bliver i helt godt humør. Som det hedder i "Syng lille pige":

"Syng lille pige, om elskov og had/ syng, det gør mig så glad".

Lige nedenunder det smertefulde, det higende og det farlige lurer nemlig et livsmod og en vitalitet, der løfter dette både forføreriske og underspillede udspil endnu en tak opad. Det fornemmes, at der er noget på spil og det er en voksen kvinde, der synger, for her er meget langt til de sædvanlige danske kvindeudgivelser, hvor måne rimer på dåne og alt er så lyserødt romantisk, at det er lige til at blive forstemt over. Gennem pladen løber en sørgmodig folkemusikalsk tone, der ikke kan andet end gribe lytteren og løfte hende ud af hverdagens fortrædeligheder og ind i et rum, hvor det gør rigtig, rigtig ondt.

En fortryllende mikstur

Nussbaum har til dato primært gjort sig bemærket som klezmersanger i diverse københavnske sammenhænge og det der molstemte østeuropæiske tonefald gennemsyrer også pladen her, med et par stilistiske afstikkere hid og did. Som der står i bookletten:

"Dette album er en slags musikalsk landkort med inspirationer, der spænder lige fra cubansk salsa over Tom Waits, Piazolla, Klezmer og til dansk folkemusik."

Så har kunstnerinden måske meget godt fået indkredset sit musikalske rum, som tilføres ikke så lidt af de mange fremragende musikere, der medvirker. Anders Vesterdahls lyrisk sikre trækharmonika binder det hele sammen, godt hjulpet af sted af Jeppe Tuxens diskret lydhøre klaver, Mette Smidls træfsikre violin og Bjarke Kolerus ekspressive tryllerier på såvel almindelig klarinet som bas ditto. Mens pladens meddigtende producer og taktfulde arrangør, den altid inspirerende Stephan Grabowski giver den på guitar og slagtøj.

Derudover dukker kapaciteter som bl.a. guitarist Niklas Knudsen, tubaisten Jakob Munch og bassist Nikolaj Davidsen op på diverse spor og helheden er blevet en fortryllende mikstur, der kan indtages ved (og mod!) snart sagt enhver form for hjertebræk, der måtte tilstøde én. Det hele er indspillet vibrerende live uden overdubs eller andre tekniske spidsfindigheder, hvilket i dén grad er med til at give musikken fremdrift, stemning og bevægelse. Det er som kunstnerinden selv alt sammen meget levende og intenst og så swinger det, så det er en ren fornøjelse. Det er ganske givet, at var man lavet af træ, kunne man sidde helt, helt stille til numserystere som "Dværghamster", "Farvel" og "Alene", men denne anmelder må under pres bryde sammen og tilstå, art han havde endog meget svært ved at forholde sig i ro, mens disse pladens tre mest markante up tempo-udladninger stod ud i rummet. Og de bryder befriende og tiltrængt med de mange grumt desillusionerede ballader, som udgør hovedretten i denne udsøgt anrettede menu.

Mesterligt

Sangene stammer fra allehånde kilder; Nussbaum står selv for en del af dem, ind i mellem i samarbejde med Jacob Eriksen (som nogle måske vil huske fra Århus-bandet Shirtsville), men flere af dem har hun fundet i det folkemusikalske dyb. Der skal en del østrogen til at turde iklæde teksten til den udødelige "Det var en lørdag aften" nye musikalske gevandter, men Nussbaum har erstattet den oprindelige (udødelige!) melodi med sit eget bud på samme, hvilket endnu engang beviser, at frækhed betaler sig. Det skader ikke sagen, at det afsynges a cappella, uden lir eller forsiringer.

Også tussegamle tekster som "Ungersvendsdrøm", "Syng lille pige" og ikke mindst den mesterligt kuldegysningsinducerende "Stjernerne" har Nussbaum komponeret ny og spillevende musik til, uden ansats til hverken det glatte eller det søgte; tværtimod fungerer tekst og musik perfekt sammen og hendes rødder i diverse folkemusikalske rammer fornægter sig ikke i disse fortællinger om kærlighedens filtrede vildveje.

Det er hele tiden enkelheden, der står i centrum her. Hverken musik eller tekst puster sig op til mere end det kan bære (hvilket i øvrigt er en hel del), hvorfor man som lytter uden forbehold køber udsagnene om de der fatalt ladede møder med den der forbandede kærlighed. Pladen emmer af nærvær og levet liv og man drages uvægerligt imod den igen og igen, thi den har en ambiens, der ofte savnes i nyere musik.

For selvfølgelig er det pisse gammeldags at lave musik af denne karakter og på den måde. Men det fungerer og skaber et rum udenfor tid og sted, som denne signatur med stor glæde og fornøjelse har tænkt sig at flytte ind i et stykke tid. Så når der nu hænger et "Do not disturb"-skilt på min dør, er det alvorligt ment. Moderniteten og neoliberalisterne klarer sig nok et stykke tid, men vi drager i indre eksil.

Channe Nussbaum: Hvis det ikke er kærlighed (Exlibris) Udkommer mandag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her