Det er slut med at lege. Og det er slut med ironi. Reklamemanden Knud Romer, som følger medievirkelighedens billeder og signaler, forklarer, at vi har trukket os tilbage til bastionerne efter 11. september 2001.
»Verden er blevet bogstavelig,« siger han.
»Efter 11. september blev samtlige Hollywoodfilm og Playstationspil trukket tilbage og beskåret, og der vises ikke længere katastrofefilm; der leges ikke længere med vold. Arla-pigerne, som satte klicheer om kvindekroppe i reklamer i spil, blev udtænkt før 11. september. Da de kom på gaden i maj 2002, var den slags ikke længere tilladt.«
Man kunne også sige, at legen har inddraget nye territorier: Politikken er kommet tilbage i kulturen. Teaterinstruktøren Ditte Maria Bjerg husker:
»For 10 år siden skulle man nærmest snige sig ind ad bagindgangen med den politiske kunst. Nu er det den blevet mainstream. Dengang så folk teater om, hvordan andre folk havde det derhjemme og levede og følte mod hinanden; nu har 91 forskellige tv-programmer dækket det spørgsmål så grundigt, at folk vil have noget større. De vil også have det politiske felt.«
På CPH:DOX-festivalen i sidste uge var det næsten umuligt at komme ind og se den politiske dokumentarfilm om Enron og om økonomen Noreena Hertz rejse til Afrika med rocksangeren Bono. De var udsolgt. Ikke alene er alvoren og politikken tilbage; de er blevet trendy. Så trendy, at reklameverdenen har fundet det nødvendigt at opfinde et nyt mandeideal.
Havde det været i Danmark, havde de kigget på SFeren Kamal Qureshis valgplakater med chilipebre og barn på skuldrene, reklamemanden Frederik Preislers politiske annoncer eller på skuespilleren Jens Arentzens støtte til sin veninde Ritt Bjerregaard. I USA har de kigget på verdens lækreste mænd og fundet nogle helt nye fællestræk.
Hos reklamegiganten JWT sidder forfatteren Marian Salzman og spotter trends. For 5-10 år siden adopterede hun forfatteren Mark Simpsons begreb om den metroseksuelle mand og gjorde denne for første gang æstetiserede, overfladeinteresserede mandsskabelon til ikon for global markedsføring. Den metroseksuelle mand var ikke bange for at lege med kønsrollerne.
Han kunne som David Beckham gå i sarong og som Orlando Bloom vifte med øjenvipperne. Han brugte ansigtscreme og plukkede sine øjenbryn. Han vendte sit blik indad mod kroppen i stedet for at handle aktivt og ubevidst om sig selv som objekt, som den traditionelle mand skulle.
Nu lancerer Salzman den metroseksuelle mands afløser, og han er blevet politisk. Den überseksuelle mand er ifølge Salzman varmblodig og viril, selvsikker og stilfuld og dybt engageret i verden. Han står ved de positive aspekter af sin maskulinitet, men han betragter kvinder som sine ligeværdige, kulturen som sin slagmark og verden som et brændpunkt. Den überseksuelle mand hedder Guy Ritchie (filminstruktør og gift med Madonna), Ewan McGregor (følsom og samtidig maskulin skuespiller), Bill Clinton, Pierce Brosnan eller George Clooney. Og den allermest überseksuelle af dem alle: U2s forsanger Bono rock-ikon og verdensfrelser i én person.
Der var en stor del af 90erne, hvor mange ville have forsvoret, at Bono skulle komme på mode igen. Den lædervestklædte protestsangers transformation til en spejlbrilleklædt popstar lignede en diskvalifikation før den spurt, der de sidste fem år for alvor har ført ham rundt blandt verdens regeringsledere på jagt efter den globale retfærdighed. Kan en mand, der kalder sig selv »solbrillernes Imelda Marcos« tages alvorligt som politisk figur? Det kan han, og det blev han.
Der er i dag ingen tvivl tilbage om, at Bonos forhandlinger med ikke mindst centrale folk i den konservative amerikanske regering bærer en substantiel del af æren for blandt andet aids-indsatsen i Afrika og gældslettelserne op til dette års G8-møde i Gleneagles. Det var ægte pop, men det var også ægte politik.
At begge dele skulle være mulige på én gang er lige netop det nye, som begrebet om den überseksuelle mand forklarer, siger kønsforsker Niels Ulrik Sørensen fra Center for Ungdomsforskning på Danmarks Pædagogiske Universitet.
»Marian Salzmans eksempler er interessante opgør med den metroseksuelle mand, fordi de besidder mange af de metroseksuelle træk. Mænd som Clooney og Brosnan er jo trimmede og pumpede Bono er mere alternativ og eksperimenterende, men har om nogen eksperimenteret med sin stil. De er mænd som iscenesætter sig, som optræder i medierne og aflæses på deres kropsoverflade. De er ikke eksplicit forfængelige som den metroseksuelle mand, men det behøver selviscenesættelse heller ikke være. Dernæst kan man observere, at deres politiske engagement er umuligt at skille fra den iscenesættelse for andres blikke. Bonos engagement er uden tvivl genuint og dybfølt, men det gælder samtidig visuelt spektakulære emner, som er med til at gøre ham til et æstetisk objekt, simpelthen til at gøre ham lækker,« siger han.
Niels Ulrik Sørensen ser begrebet om den überseksuelle mand som en fortsættelse af en senmoderne tendens: det æstetiskes invasion af livsområder:
»Det nye ved den metroseksuelle mand var, at han gjorde sin krop til et æstetisk projekt. Det nye ved den überseksuelle er, at det æstetiske projekt ikke længere begrænser sig til kroppen, men bredes ud til handlinger og væren i verden, ganske enkelt til alle livssfærer. Så snarere end en modsætning er den überseksuelle en potensering af den metroseksuelle der også bringer nogle mere traditionelle maskuline dyder tilbage.«
Begår folk som Bono, der gør det politiske til et trendy, æstetisk projekt, ikke et overgreb mod det ægte engagement?
»Næ. Måske begrænses det lidt til det spektakulære. Men først og fremmest repræsenterer det her en ny måde at være politisk på, som følger de apolitiske 90ere, hvor unge gjorde oprør mod den politiske kultur ved at kaste sig ud i massekulturen og bruge løs af dens muligheder helt uden politisk program. Det var i sig selv et statement dengang, men det er der jo ikke noget nyt i mere. At være politisk på massekulturens præmisser i dag er et statement på en ny måde i forhold til 90erne. En af de ting, der blev mere og mere af igennem det årti, var jo at lege med massekulturelle tegn og bruge dem til at skabe sig et særkende som individ. Men det blev sværere og sværere, fordi alt hvad man gør i massekulturen så hurtigt bliver opsnappet af reklamerne. Og på den måde kan den politiske trend opleves som endnu en måde at gøre sig individuel på.«
Ditte Maria Bjerg kan sagtens forestille sig, at det politiske tegn kan blive udnyttet til kommerciel branding som så meget andet. Men det er en risiko, hun godt vil løbe.
»Jeg ville da være lykkelig, hvis min søn, når han fylder 16-17 år, er omgivet af hippe rollemodeller, som er politisk engagerede popstjerner og skuespillere. Men jeg vil gerne lige møde nogle überseksuelle mænd, før jeg tror på den.«
Og Niels Ulrik Sørensen understreger, at hun næppe vil finde en mand, der selv går ind for betegnelsen:
»Hvis der er noget, det gælder om for at blive en vinder i det senmoderne samfund er det selv at vælge helt individuelt. Det ultimativt taberagtige ville være at sige, at man ikke selv aktivt konstituerer sin identitet, men blot flyder med på en stereotyp eller trend. Også selv om den nye stereotyp er en mand, der træffer en masse valg. Der er umiddelbart frit valg på alle hylder, men det er meget vigtigt at vælge det rigtige.«
