Læsetid: 4 min.

Den stærke euro

26. april 2003

»De af os, som er bekymret over den amerikanske magt, må opgive vores modstand mod euroen«
Klummisten George Monbiot i avisen The Guardian

MONBIOT, der opfatter sig som en del af den globale aktivistbevægelse, har på linje med dele af den danske venstrefløj længe været imod euroen. Intet ville være mere behageligt for George Monbiot – og andre åndsbeslægtede – at fastholde nej’et, for i Storbritannien viser målinger, at cirka 70 procent af briterne siger nej til euroen og den Økonomiske Monetære Union. Folk som Monbiot kunne fortrøstningsfuld kigge til Sverige, hvor nej-siden igen vinder frem. Svenskerne siger måske nej ved afstemningen i september – og det vil spille tilbage over først Øresund og siden til den anden side af Nordsøen, hvor premierminister Tony Blair tøver med at udskrive folkeafstemning.
Monbiot mener for så vidt stadig, at euroen øger »koncentrationen af økonomisk og politisk magt, mindsker folks evne til at påvirke den monetære politik og den truer beskæftigelsen i de fattigste nationer og regioner.« Alle disse tre politiske påstande er diskutable. Det er for billigt at gøre euroen til syndebuk for en bredere – og politisk bestemt – samfundsudvikling, hvor magthavere og forbrugere har søgt stordriftsfordele og gevinster gennem koncentrationer og forenklinger. Euro eller ej er der sket en indbinding af suveræniteter internationalt. Og arbejdspladser tabes
i regioner, der ikke er konkurrencedygtige eller som politisk ikke kan finde ud at sænke beskatningen af håndens arbejdskraft – og øge den på energi, transport og naturressourcer. Monoforklaringen – det hele er euroens skyld – er temmelig tvivlsom.

ALT det til trods har Monbiot ud fra en anden synsvinkel besluttet, at det er på høje tid at forlade nej-skansen og sige ja til euroen. Af globale og geostrategiske årsager. Euroen er for ham at se det eneste middel, der er tilbage for de kræfter, der ønsker at tøjle USA’s globale overherredømme og magt. Militære midler og økonomiske sanktioner er nytteløse. Og håbet om, at man i FN kan inddæmme USA diplomatisk led et knæk før Irak-krigen. Monbiot mener, at den eneste realistiske strategi, der er tilbage, er at styrke euroen, så den kan udfordre dollaren. I dag scorer USA på at trykke grønne pengesedler, fordi dollaren er international reservevaluta, og olien handles
i dollar. I fremtiden kan det ændres. Selv i OPEC er
flere åbne overfor, at olien også kunne afregnes i euro. Den frisættelse kan selv høgene i Washington få svært ved at stoppe. EU udvides med ti nye lande. Vælger de euroen, vil Euro-land stå med en meget større handelsmagt og 60 procent flere forbrugere end USA.

GLOBALT vil økonomiens tyngdepunkt kunne flyttes. Monbiots pointe er, at briterne kan støtte processen ved at sige ja til euroen. Her kunne man tilføje, at de, der plæderer for et nej til euroen i Storbritannien, Danmark, Sverige og i Østeuropa hjælper USA med at fastholde det globale dollar-herredømme. At nationalkonservative som f.eks. Tjekkiets Vaclav Klavs eller Danmarks Pia Kjærsgaard siger nej, er måske logisk nok.
Men at venstreorienterede stadig klamrer sig til euro-nej’et er svært at forstå – med mindre de føler sig hjertebundet til nationalstatens dunkle identitet.
Monbiots analyse er beslægtet med den, som økonomen Hazel Henderson har i dagens udgave af Information: »Den bedste ikke-voldelige proteststrategi« imod USA’s udmelding af internationale traktater og Bush-doktrinen om præventive angreb er »for mange lande at skifte nogle af deres dollarreserver ud med euro.«
Økonomisk har det også sine grunde: Globale investorer, der er bekymret over de voksende ubalancer i USA’s økonomi – stigende underskud og gældsættelse – er begyndt at satse på euro frem for dollar. Det kan være midlertidigt, for USA’s vækstmotor er hurtigere og en recession truer i euro-land. Men euroen er steget med 20 procent overfor dollaren på et år, og amerikanere må betale cirka 1,1 dollar for en euro. Så i Europa bliver olien billigere, mens eksporten presses.

TIT FORTABER analytikere sig i de aktuelle konjukturer, men man bør ikke ignorere, at euroen er kommet for at blive, og den globalt er ved at æde sig ind på dollaren. 50 lande i verden har bundet deres nationale valuta til euroen. Ruslands og Kinas centralbanker har på det seneste byttet nogle dollar ud med euro – to tredjedel af valutareserverne i verdens centralbanker er stadig dollar, men en femtedel er nu euro. Til gengæld er dollaren og euroen ved at være lige stærke på markedet for nye obligationer og værdipapirer – hver med cirka en tredjedel. Det giver folk øget stabilitet og rentegevinster. Den slags bør tælle med, når nye og gamle europæere vælger, om de fortsat vil underordne sig det globale dollar-herredømme, eller om de vil styrke Europa og euroen.

bjm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her