Læsetid: 4 min.

Den stærkes ret

11. februar 2003

ET SIKKERT VARSEL om krig på vej plejer at være, at sproget degenererer til udveksling af skælsord. At dialog kortsluttes og forhandling afløses af vredesytringer.
Nu er USA næppe på vej i krig med Frankrig og Tyskland eller vice versa, men tonen mellem parterne de seneste døgn tyder på, at de er ved at vende hinanden ryggen, og at verden derfor går mod det værste af alle scenarier: En amerikansk-britisk krig mod Saddam Husseins Irak uden opbakning fra FN’s Sikkerhedsråd. USA’s forsvarsminister Donald Rumsfeld har inden for de seneste dage præsteret at sætte Tyskland i bås med USA’s arvefjender Cuba og Libyen samt kalde Tyskland, Frankrig og Belgiens adfærd i NATO »utilgivelig«, »skamfuld« og »vanærende«, mens udenrigsminister Colin Powell har hånet Frankrigs forslag – nu tilsyneladende støttet af Rusland og Tyskland – om mere tid til flere våbeninspektører ved at udlægge det som »inspektør Closeau’er rendende rundt overalt i Irak«. Forud for det har Rumsfeld karakteriseret Frankrig og Tyskland som »det gamle Europa«.
Sprogbrugen har været mere kontrolleret hos franske og tyske toppolitikere, men der var ingen tvivl om raseriet, da Tysklands udenrigsminister Joschka Fischer i weekenden på en sikkerhedskonference i München råbte efter Rumsfeld: »Undskyld mig, men jeg er ikke overbevist!« med adresse til spørgsmålet om berettigelsen af at indlede en snarlig krig mod Irak.

MANDAGENS drama i NATO-hovedkvarteret i Bruxelles afspejler, at parterne er ude i den afgørende styrkeprøve. Når USA har afkrævet NATO-parterne tilsagn om militærstøtte til Tyrkiet, inden FN’s Sikkerhedsråd overhovedet har drøftet krigens legitimitet, så er det udtryk for, at USA forhøjer indsatsen og bruger NATO-sammenholdet som udfordring og instrument til armvridning på Tyskland og Frankrig: Vil I virkelig risikere NATO-alliancen ved at stå fast på jeres henholdende linje? Og de to lande svarede mandag, sammen med Belgien: Ja, vi vil i hvert fald ikke bondefanges eller tvinges ind i en krig gennem afpresning. Hvis nogen spiller hasard med NATO-sammenholdet, er det jer i den amerikanske regering, med Tyrkiet som marionet.
NATO’s krisemøde blev afbrudt uden enighed mandag aften og fortsætter i dag, tirsdag. NATO’s generalsekretær George Robertson sagde mandag, at alliancen har »et alvorligt problem«, men hvis parterne vil nå hinanden, er det reelt den letteste sag i verden: Udskyd spørgsmålet om militærstøtte til Tyrkiet til efter Sikkerhedsrådets møde og stillingtagen.
Hvis parterne ikke når hinanden i dag, ligner det et klart signal om, at man på begge sider har låst sig.
Det hele ligner i så fald den kendte førkrigs-situation, hvor retorikken afskærer fra indrømmelser, hvor beslutningerne begynder at tage sig selv, og hvor trussels-politikkens logik ubønhørligt styrer begivenhederne mod krig, krig uden FN-mandat.

I SÅ FALD er det den ulykkelige konsekvens af den linje, den amerikanske regering fra start har lagt i konflikten med Saddam Hussein. Siden præsident Bush’s tale om ’ondskabens akse’ for godt et år siden har USA på intet tidspunkt lagt op til forhandlinger, kompromisser eller diplomati, hverken i forhold til Irak eller i forhold til FN-systemet. Man har efterlevet den doktrin, som Bush’s sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice formulerede længe før 11. september, om at »bevæge sig fremad på den nationale interesses faste grund, ikke med afsæt i interesserne hos et illusorisk internationalt samfund.« Og i den nationale interesse har fra starten af Bush's præsidentskab været at – som Rice skrev – »fjerne« Saddam Husseins regime.
Når man vælger en sådan ultimativ kurs bygget på den stærkes ret og på ’troværdige trusler’, så har man også valgt at spille højt spil. Man skal være rede til at gå hele vejen og gennemføre krigen koste hvad det vil, dvs. om nødvendigt uden internationalt mandat og uanset politiske og menneskelige ofre.
Næppe nogen er i dag i tvivl om, at USA er rede til at gå hele vejen.
Det ulykkelige er netop omkostningerne. Den amerikanske regering siger, at FN’s troværdighed ligger i ruiner, hvis lande som Rusland og Frankrig blokerer for et Sikkerhedsråds-mandat til krig. Mandag blev også NATO’s troværdighed og overlevelsesmuligheder draget i tvivl af USA. Men er troværdighedstabet for FN og NATO ikke mindst lige så stort, hvis de to institutioner de facto lader den stærkes ret råde? Hvis lande som Rusland, Frankrig og Tyskland bøjer sig og gør FN og NATO til ekspeditionskontorer for amerikanske beslutninger om liv og død?

ET UKENDT antal menneskeliv i Irak er ikke det eneste, der står på spil, hvis en krig indledes. På spil står også en verdensorden. Hvis FN tager diktat af USA, hvis NATO gør det, eller hvis USA i stedet går (næsten) alene og dermed fortsætter sin afvisning af samarbejdsmodellen i »et illusorisk internationalt samfund«, så er den stærkes ret på vej til at blive knæsat som globalt forvaltningsprincip. Det er – omend muligvis en stakket frist – al ære værd, at svagere lande som Frankrig, Rusland og Tyskland stritter imod. Og knap så imponerende at så mange andre er tavse.
Alt dette gjaldt ikke, hvis det stod klart, at FN’s våbeninspektører ingen yderligere fremskridt kunne gøre, og hvis det var dokumenteret hinsides tvivl, at Iraks Saddam Hussein udgjorde en reel og overhængende trussel mod den internationale sikkerhed. Lidt for mange har det med den sag, som Joschka Fischer har det: »I et demokrati er man nødt til at føre bevis for sin sag. Undskyld mig, men jeg er ikke overbevist.«

jsn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her