Læsetid: 4 min.

De stærkes ret

9. april 1997

"USA kan ikke og vil ikke forsøge at gennemtrumfe sin vilje over for nogen af de involverede parter. Udefrakommende pres vil kun give bagslag og underminere fredsprocessen" Vicepræsident Al Gore til den

jødiske lobby-organisation AIPAC

ALLE TALER OM at redde den mellemøstlige fredsproces. Den skal genoplives, have kunstigt åndedræt, omgående førstehjælp, den skal kickstartes, ud af respiratoren og tilbage på sporet lyder det i disse dage fra diplomater, lederskribenter og politikere over hele verden.
Og alle har de blikket rettet mod Washington, hvor præsident Clinton mandag havde indkaldt Israels ministerpræsident Benjamin Netanyahu til konsultationer.
Og stor var skuffelsen, da det tirsdag blev klart, at de to statsledere ikke kunne fremlægge noget nyt initiativ. En skuffelse, som i løbet af dagen eksploderede til voldsomme sammenstød mellem unge stenkastende palæstinensere og israelske soldater i Vestbredsbyen Hebron. Inden natten faldt på var antallet af dræbte palæstinensere oppe på tre og antallet af sårede oppe i nærheden af hundrede.En grim advarsel om, hvad der kan ske, hvis troen på en forhandlingsløsning brister helt.

ANGIVELIGT var Clintons og Netanyahus møde præget af "åbne og ærlige" meningsudvekslinger, et diplomatisk sprogbrug, der sædvanligvis betyder, at parterne ikke er enige om ret meget og har været oppe at stå på de store bogstaver under det meste af mødet. Men noget decideret pres blev Netanyahu ifølge eget udsagn ikke udsat for. Tværtimod betegnede han den to timer lange samtale med Clinton som "glimrende".
Netanyahus formål med mødet var at få amerikansk opbakning til et forslag om at springe Oslo-aftalernes trinvise adskillelse af de to folk over og starte en intensiv seks-måneders forhandling om en endelig fredsløsning.
Helst indledt med et Camp David-agtigt topmøde, hvor de to parter ved hjælp af direkte amerikansk mægling, kunne nå frem til en fred a la den Israel og Egypten indgik i 1978. Men den idé købte Clinton ikke. "Det er tiden ikke moden til. Jeg vil ikke udelukke noget på forhånd, men vi må først vide, hvor vi skal hen" sagde han og understregede behovet for "ærefulde forhandlinger, der fører til en fred, som begge parter kan gå helhjertet ind for".
Clintons formål med mødet var altså et andet end Netanyahus og alt tyder på, at USA har stået fast på, at Oslo-aftalerne skal følges skridt for skridt samt at de to parter bliver nødt til at at indgå én eller anden form for kompromis for at holde fredsprocessen i live.

AMERIKANERNES forslag til et sådant kompromis er i skrivende stund stadig en hemmelighed, men de færreste analytikere venter sig noget afgørende nyt. Måske en række udtalelser fra Arafat, hvor han tager klart afstand fra terroraktioner og eventuelt arresterer en række medlemmer fra de militante islamiske organisationer Hamas og Islamisk Jihad - kombineret med at Israel suspenderer sin plan om at bygge et stor jødisk boligkvarter på Jebal Abu Ghneim højen midt i det palæstinensiske Østjerusalem i f.eks. seks måneder eller tillader palæstinenserne at bygge deres lufthavn i Gaza, påbegynde det længe planlagte havnebyggeri i Gaza eller at etablere en fri passage mellem Gaza og Vestbredden.
Altså ikke noget, der ændrer magtforholdet mellem Israel og palæstinenserne, men som måske alligevel kan bringe parterne på talefod igen. I hvert fald midlertidigt, for den slags kosmetiske hovsaløsninger, hver gang der opstår en ny knast mellem Netanyahu og Arafat, er slet ikke tilstrækkeligt til at bære en holdbar fredsaftale igennem.

ANALYTIKERNE spåede for et år siden, at Netanyahus strategi ville blive at få fredscyklen til at køre så langsom som overhovedet muligt, men samtidig undgå at den vælter. Formålet med denne strategi skulle angiveligt være at forhindre, at palæstinensernes nuværende selvstyre nogensinde udvikler sig til en stat.
Det har aldrig og bliver sandsynligvis heller aldrig Netanyahus og Likuds politik at overgive Vestbredden til palæstinenserne eller at tillade en palæstinensisk hovedstad i det besatte Østjerusalem... Uanset hvor stort det internationale pres måtte blive.
Dét der så er tilbage at forhandle om er udvidet selvstyre for de palæstinensisk-beboede dele af Vestbredden og Gaza. Samt en slags hovedstad i den lille Jerusalem-forstad Abu Dis. Punktum.
Og det er hele problemets kerne.

AT NETANYAHUS version af fredsprocessen er baseret på den stærkes ret til at diktere fredsbetingelserne uden respekt for modparten. Og det giver aldrig nogen holdbar fred. Tværtimod vil en sådan Bantustan-løsning, som den eksisterede i Sydafrika før apartheidsystemets opløsning, være lig med en ny palæstinensisk intifada - eller det, der er værre.
Det store spørgsmål er, hvorfor USA ikke skærer igennem og forklarer Netanyahu princippet om, at en vellykket forhandling kendeteges af, at begge parter bagefter kan kalde resultatet for en sejr.
Modviljen mod at acceptere Netanyahus plan om lynforhandlinger skyldes måske frygt for at tabe det hele på gulvet, hvis forhandlingerne så bryder sammen. Eller et begrundet håb om, at Netanyahu tager tilbage til Israel, dropper sin højrekoalition og overtaler Arbejderpartiet til at indgå i en mere kompromissøgende samlingsregering.
Bliver en sådan regering til virkelighed og har man så samtidig i mente, at Arafat så sent som i januar accepterede Israels ret til selv at bestemme omfanget af den israelske tilbagetrækning fra Vestbredden, kan man måske ane de spinkle konturer af en palæstinensisk ministat og dermed en holdbar fredsaftale et sted ude i fremtiden.

aa (Charlotte Aagaard)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu