2. SEKTION - STUDIESTART
Jeg har aldrig studeret i Berlin. Så er det sagt. 14 dages sprogkursus på det stedlige Goethe Instituttet er det blevet til. Alligevel taler jeg gerne med om, hvad det vil sige at læse i byen.
Hårdt.
Lige meget om man er i byen et par uger eller et par semestre, tiden er knap. Et utal af operaer, teatre, museer, udstillinger, foredrag, arrangementer, koncerter, for ikke at tale om barer, klubber og værtshuse lokker. Derfor er man forpligtet til at topprioritere det hele og forsøge at overleve udfordringen.
Inde hos Goethe var lærerne vanvittigt ambitiøse på vores vegne: Om formiddagen var der sprogtræning i klassen, om eftermiddagen blev vi kostet ud i miljøerne, om aftenen var der en kulturel oplevelse. Og om natten...? Nåja, én til. Har man én gang bøjet stærke verber med tømmermænd, ved man, hvad jeg taler om. Men jeg var ung og havde kræfterne til at være vågen i 14 dage. Jeg ville se det hele, jeg ville opleve så meget som muligt, og jeg blev ikke skuffet.
Willy Brandt var lige død, og jeg tog til rådhuset i Schöneberg, hvor han havde stået sammen med John F. Kennedy og nu lå udstillet i en kiste. Jeg tog også en tur til Polen, og dagen efter - mens jeg så slottene i Potsdam - fik jeg en rystende omgang diarré.
Pas på med Polen.
Hvad der fandtes af in-steder dengang, har natten hentet for længst. Hvis jeg tænker tilbage på dengang i begyndelsen af 1990'erne, gik jeg i gader, jeg aldrig siden har fundet igen. Ikke at jeg var særlig stiv eller stedblind; under byggeboomet blev de simpelthen trafiksaneret og omlagt til ukendelighed, husene revet ned og bygget op igen.
Charmerende by? Er måske så meget sagt, og de indfødte berlinere kan også være noget kantede, men sådan er de: brovtende og med hjerter af guld.
Først længe efter mit Goethe-kursus fandt jeg ud af det: Når en berliner er uforskammet, er det fordi, han (eller hun!) vil siges imod, strides. Ingen værdsætter en personlig fornærmelse som en berliner - man skal bare vide det, så man har én klar.
Jeg kan desværre ikke udtale mig om niveauet på byens læreanstalter. Interesserede kan på ethvert velassorteret dansk folkebibliotek bladre sig frem til den 'Uni-ranking', som ugemagasinet Stern bringer en gang om året. Her kan man læse, hvad de enkelte universiteter kan præstere, og at Tübingen i Sydvesttyskland vist nok er bedst.
Men to kæmpestore fordele har universitetsbyen Berlin da: Den nemme vej til weekend i Danmark med bus, bane og fly - Tübingen ligger jo nærmest i Schweiz - og så den totale mangel på boligmangel.
Studier i Berlin er ikke afhængige af forældrekøb eller triste studenterhjem. Køb lørdagsudgaven af Berliner Morgenpost eller find boligannoncerne på avisens hjemmeside www.morgenpost.de, så løser dine boligproblemer sig hurtigere, end du kan nå at sige "Huslejenævnet".
Jeg ved, at du drømmer om en herskabelig lejlighed på Prenzlauerberg - dette charmerende østtyske kunstnerkvarter, der efterhånden er helt i hænderne på 30-årige mediefolk med barnevogn. Men vær ikke fortvivlet, hvis du alligevel ender i en toværelses i Friedrichshain - dette måske ikke helt så charmerende østtyske arbejderkvarter, der efterhånden er halvvejs i hænderne på livsglade studerende.
Hvis du tager cyklen med til Berlin, så husk at låse den til en lygtepæl, hver eneste gang du stiller den fra dig - og slæbe den op i dit soveværelse om natten. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men i Berlin er saddeltyverier lige så almindelige som hundelort på gaden. Ingen kan drømme om at vride vinduesviskeren af en Golf, men en ubevogtet cykel bliver rippet. Generelt er byen tryg at færdes i. Virkeligt livstruende er egentlig kun højrevigepligten, som man ikke kan være sikker på, at ens medtrafikanter har hørt om. Bl.a. derfor kører berlinske cyklister gerne på fortovet og gør dermed livet farligt for de helt bløde trafikdeltagere.
En eller anden dag må jeg finde en statistik om antallet af ulykker på Berlins fortove. Det kan ikke være så få, for nætterne er mørke og cykellygterne de første, der forsvinder.
Ellers må du vist hellere selv gøre dine egne erfaringer.
