Læsetid: 3 min.

Til at blive stakåndet af

Filmfestivalen i Cannes er stadig den største og vigtigste i verden, men Toronto har efterhånden også vokset sig meget stor
9. september 2005

TORONTO - For et par dage siden talte jeg med filmbranchemagasinet Varietys korrespondent i Indien, der ligesom jeg var til filmfestival i Montréal, Canada. Talen faldt naturligt på filmfestivalen i Toronto, der begyndte i går. Han havde en lidt vidtløftig, men ganske interessant teori om, at Toronto, der er Nordamerikas største filmfestival, den næststørste i verden efter Cannes, snart vil overhale Cannes og blive den største og vigtigste af dem alle.

Han kom ikke med nogen nærmere forklaring på sin teori, ud over at Toronto har vokset sig meget stor gennem de senere år, og nu regnes for at være en bedre festival end den i Venedig, der også afvikles i disse dage. Jeg vil trods alt tillade mig at tvivle på, at så etableret og traditionsrig en filmfestival som Cannes vil blive overgået af opkomlingen fra Toronto. Filmfestivalen i Toronto er nok et vigtigt udstillingsvindue for nye, nordamerikanske film og europæiske og asiatiske film, der vil ind på især det amerikanske marked. Men den nyder bestemt ikke samme respekt som Cannes, og har i modsætning til sin sydfranske fætter ikke en højt profileret konkurrence, der kan betyde alverden for den filmskaber, som vinder.

De danske film

Der er dog ingen tvivl om, at filmfestivalen i Toronto har ambitioner. I år kan den fejre sin 30 års fødselsdag, og det sker med et sandt festfyrværkeri af fiktions- og dokumentarfilm og internationale premierer - "109 verdenspremierer," praler festivalen i en pressemeddelelse.

Jeg skal tilbringe de næste syv dage i Toronto, og jeg er allerede fortvivlet over alle de film, jeg ikke kan få presset ind i mit i forvejen tæt pak-kede program. "So many films, so little time," som man siger.

Først og fremmest er der de ikke færre end syv danske film, som bliver vist i Toronto og dermed præsenteres for ikke mindst de amerikanske filmkøbmænd. Men Toronto er i høj grad også en publikumsfestival med mere end 300.000 betalende publikummer hvert år. Tidligere i dag gik jeg forbi det billetkontor, hvor de mange ikke-akkrediterede filmentusiaster skal købe billetter. Der var lang kø, og jeg kunne blandt andet se, at i hvert fald én visning af Anders Thomas Jensens populære Adams æbler var totalt udsolgt. Nicolas Winding Refn præsenterer hele sin Pusher-trilogi her i Toronto, og Lars von Triers Manderlay, Thomas Vinterbergs Dear Wendy og Tómas Gislasons Overcoming udgør det øvrige danske kontingent. Det er ikke film, jeg behøver at se, men det skal blive spændende at se, hvordan det nordamerikanske publikum og de mange pressefolk tager i mod dem.

Filmfestivalen i Venedig slutter i morgen, og adskillige film og instruktører kommer direkte fra Lidoen til Toronto, blandt andet Ang Lee med cowboydramaet Brokeback Mountain, Takeshi Kitano med den selvironiske Takeshi's og Tim Burton med dukkefilmen The Corpse Bride. Canadisk film er naturligvis rigt repræsenteret. Ikke blot med David Cronenbergs fremragende The History of Violence og Atom Egoyans mislykkede Where the Truth Lies, der begge blev præsenteret i Cannes tidligere i år. Det er dog film af amerikanske instruktører som Cameron Crowe, Curtis Hanson og Martin Scorsese, briter som Stephen Frears, Neil Jordan, Michael Winterbottom og Guy Ritchie og film om alt fra Brian Jones, Bob Dylan og Truman Capote til Bettie Page og Leonard Cohen, folk ser mest frem til.

Det er til at blive helt stakåndet af.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu