Læsetid: 4 min.

Stakkels Belgien

11. marts 1997

For et par år siden lavede det tyske udenrigsministerium en undersøgelse af, hvad den udenlandske presse skrev om, når den beskæftigede sig med Tyskland. Undersøgelsens resultat kom som noget af et chok for både den tyske befolkning og de tyske politikere. Den viste, at langt de fleste af den udenlandske presses artikler om Tyskland handlede om landets stigende problemer med nynazisterne. Der findes ikke en tilsvarende undersøgelse af, hvad den udenlandske presse skriver om Belgien, men et kvalificeret gæt er, at hovedparten af artiklerne i den udenlandske presse om Belgien handler om alle de skandaler, der omgiver landet for øjeblikket.
Ledende politikere i socialistpartiet undersøges for deres rolle i at få kanaliseret penge ned i partiets slunkne kasse ved at kræve kommission af firmaer, der har fået store offentlige ordrer. Den såkaldte Dassault-affære. Der er mordet på vicepremierminister Andre Cools, der også er forbundet til ulovlig partifinansiering. Det samme var Agusta-affæren, der kostede den tidligere udenrigsminister Willy Claes jobbet som generalsekretær i NATO. Der er også historien om hormon-mafiaen, der myrdede en af de ledende belgiske veterinærer. For øjeblikket undersøger en parlamentarisk kommission forholdene omkring de såkaldte supermarkedsmord i Brabant, hvor en meget voldsom bande skød uskyldige folk. Mistanken er, at det var politifolk, der udførte røverierne. En anden parlamentarisk kommission undersøger forholdene omkring ti belgiske faldskærmssoldaters død i Rwanda. En tredie kommission er i gang med at undersøge alle de fejl, der blev begået af politi og retsvæsen i forbindelse med efterforskningen af de pædofil-sager, der for alvor har fået Belgien placeret på europakortet. Og endelig morer udenlandske tilrejsende journalister sig ofte med at skrive historier om stridighederne mellem landets to sprogområder, det flamsktalende Flandern og det fransktalende Vallonien, der ofte bekriger hinanden.

Til en vis grad er det sandt, at der er noget helt galt i Belgien. Den offentlige administration er fyldt med meget dårligt betalte ansatte, der dårligt nok har computere til deres rådighed. De fleste offentlige stillinger af en vis betydning besættes efter en særlig fordeling dels mellem de to sproggrupper og dels efter hvilken partifarve kandidaterne har. Kvalifikationer kommer ofte både i anden og tredie række. Inden telefonvæsenet blev privatiseret kunne det let tage en måned at få installeret en telefon, i dag tager det maksimalt en uge. Og sådan kunne listen over alle Belgiens svagheder fortsættes. Men der er også et mere nuanceret billede af Belgien, som i højere grad svarer til virkeligheden i det land, der indtil for få år siden mest var kendt som hjemsted for EU.
Det er eksempelvis sandt, at adskillige ledende politikere i socialistpartiet efterforskes af anklagemyndigheden for deres rolle i korruption. Men fælles for de fleste af dem er, at de ikke har været ude for at tjene penge til egen lomme. Det handlede om at skaffe penge til partiet i en periode, hvor partierne ikke fik tilskud fra staten. Der er ingen korruptionsanklager fra tiden efter starten af halvfemserne, hvor staten begyndte at betale tilskud til de politiske partier.
Der er også et problem i det politiske system. Det er som altid kristdemokraterne og socialisterne, der regerer i fællesskab, og den flamske kristdemokratiske premierminister Jean-Luc Dehaene har afvist alle ønsker om at smide socialisterne ud af regeringen efter de seneste korruptionsanklager. Forklaringen på dette ligger blandt andet i, at Dehaene er nødt til at få saneret de belgiske finanser for at kunne overholde adgangskravene til EUs planlagte møntunion. Derfor er han nødt til at have socialisterne med i regering, hvis det ikke skal føre til omfattende protester fra fagbevægelsen. Og en genopretning af den belgiske økonomi er nødvendig, hvis Dehaene og hans regering skal kunne gennemføre en absolut nødvendig reform af blandt andet det belgiske retsvæsen. Afhøringerne i den såkaldte Dutroux-kommission har vist, at der er begået et utal af fejl i efterforskningen af de mange forsvundne børn i Belgien. En af forklaringerne ligger i det simple faktum, at politifolk er nogle af de lavest betalte embedsmænd i landet. Og uden en ordentlig løn er det svært at tiltrække dygtige folk. Så sent som i lørdags i forbindelse med begravelsen af indvandrerpigen Loubna Benaissa, måtte Dehaene endnu engang på tv love, at der skal sættes flere penge af til justitsvæsenet.

Noget banaliseret kan man sige, at der er behov for to ting, for at få rettet op på nogle af de fejl og mangler, der i dag er med til at give Belgien et sort ry i udlandet. Dels skal der tilføres flere penge til det offentlige, så administrationen effektiviseres, samtidig med at statsadministrationen bliver i stand til at tiltrække mere af den talentmasse, som absolut findes i den belgiske befolkning. Der er også et behov for at gøre op med systemet med udnævnelser, hvor partibogen og sprogegenskaberne er mere afgørende end den egentlige kompetence, når offentlige stillinger fordeles. Der er ingen tvivl om, at der er bred opbakning i den belgiske befolkning til at gennemføre sådanne reformer. Der er heller ingen tvivl om, at de er nødvendige.
For et land der har kreativitet nok til at producere mere end 400 forskellige slags øl, et land som trods sin størrelse er i stand til at spille en stor rolle på den internationale scene, et land som kan producere et sygehusvæsen, hvis standard ligger noget højere end den danske, et land der er i stand til at tilbyde gratis børnehave for børn over tre år, et land som uden problemer accepterer, at hovedstaden indvaderes af tusindvis af højtbetalte diplomater, der presser ejendomspriserne i vejret, og som øger prisen på både kulinariske og kulturelle aktiviteter, selv om disse diplomater ikke betaler skat i landet. Et sådant land fortjener et bedre omdømme, end det Belgien har i dag.

ryb (Ole Vigant Ryborg)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu