Læsetid: 4 min.

Stakkels EU

14. februar 1998

Det er samfundets skyld. Det er samfundets skyld. TV-2's Steffen Brandt bragede igennem lydbilledet for få år siden med disse ord. Og ingen tvivl om det: Den mand har altid haft sans for, hvad tidsånden bar med sig.
Men måske er tiden blevet en anden. I dag er det hele EU's skyld. Arbejdsløsheden, liberaliseringerne, bureaukratiet, demokratiets opløsning og elitens arrogance. Den elitære Europæiske Union har løsrevet sig fra befolkningen og bliver udskreget som den store forbandede syndebuk af mange. De udstødte, de arbejdsløse, bistandsklienterne og de gældsatte småbønder - men også mange offentlige ansatte - føler, at deres hverdag og fremtid trues af de farlige mænd i mørke habitter og store limousiner, nede i Bruxelles.
Den uafhængige britiske tænketank, Demos, har i denne uge offentliggjort en foreløbig rapport, som indeholder tankevækkende tal om de europæiske befolkningers syn på EU. Det er kun 46 procent af den europæiske befolkning, der ser deres lands medlemsskab af EU som "en god ting". 36 procent af de adspurgte svarer i meningsmålingen, at deres eget land ikke får noget ud af medlemsskabet. Mere end halvdelen af den europæiske befolkning frygter Den Økonomiske Monetære Union, selvom 75 procent af befolkning er overbevist om, at ØMU'en bliver til virkelighed.
45 procent føler ikke, at de har en europæisk identitet, og det er kun en ud af ti, der sætter den europæiske identitet højere end den nationale. Det hænger måske sammen med, at kun godt halvdelen føler, at de er i stand til at kommunikere på et andet sprog end deres modersmål, eller at hele 97 procent af de adspurgte svarer, at de slet ikke har nogen direkte kontakt til EU. Det er kun hver tredie borger, der har tillid til EU-institutionerne, og det er kun 27 procent af de adspurgte, der overhovedet ved, at Jacques Santer er formand for Kommissionen.

Undersøgelsen fra Demos er ikke bare en tilfældig iscenesættelse til demagogiske formål. Den britiske EU-kommissær Neil Kinnock var med ved offentliggørelsen af rapporten, og den britiske udenrigsminister Robin Cook har hilst rapporten velkommen. Mark Leonard fra Demos skrev forleden i avisen The Guardian, at den britiske syge med stærk euro-skepsis har spredt sig til hele fællesskabet og til hjertelandet i Frankrig og Tyskland. Og hvad er så forklaringen på det: "EU er upopulær på grund af de problemer, som har ophobet sig efter 40 års teknokratisk integration anført af den politiske elite," påpeger Leonard præcist."De europæiske ledere har sat deres lid til fatalismen for at gøre integrationen stadig dybere. Folkelig modstand er blevet mødt med glatte metaforer om toget, der forlader stationen - en effektiv afpresning for at gøre borgerne føjelige."

Men det afslører et paradoks mellem den politiske legitimationskrise for EU-toppen og den kulturelle integration fra neden. Brede befolkningslag viser i praksis, at de er modtagelige og åbne overfor Europas bredere kulturarv - spise- og drikkevaner, kunst og litteratur, og de har indlevet sig i de andres samfund gennem turistrejser, interrail og tv.
Det indre marked har fremskyndet den kulturelle integrationsproces - på markedets vilkår så at sige. I den proces er der akkumuleret flere og flere magtbeføjelser i EU-systemet - men befolkningens opbakning er, viser Demos-målingen, på retur.
Stakkels EU. Fællesskabets mere end 80.000 A-4 ark med lovgivning og regelsæt er, som en embedsmand i Kommissionen sagde torsdag, ikke ret sexet. Det er virkelig kedelig tør lovgivning. Nej, tekniske standarder, gensidige harmoniseringer, produktrav og alle mulige direktiver og forordninger om stort og småt kan man ikke føre folkelige EU-kampagner på.

Tværtimod er kompleksiteten efter 40 års teknokratisk integration unionsmodstandernes stærkeste kort. Syndebukeffekten forstærkes samtidig af en uansvarlig vane blandt politikere til at skyde skylden på alle mulige andre - måske fordi ingen rigtig vil vedkende sig skyld og ansvar længere? Kommunalpolitikere skyder skylden på amtet eller de nationale politikere. Og når noget går galt, så skyder Folketingets politikere skylden på EU - eller på "verdensmarkedet" hvis det skal være endnu mere abstrakt. Og selvom arbejdsløsheden og de sociale uligheder først og fremmest er fremkaldt af bevidste politiske valg i nationalstaten og af den manglende vilje til at føre effektiv fordelingspolitik, så står der altid en smart populistisk politiker klar til at sige: Det er EU's skyld!
Og hvis nogen skulle være i tvivl om, at den illegale indvandring også er EU's skyld - og ikke resultatet af menneskesmugling - så må den snerrende populist hellere skynde sig at blive fotograferet ved grænsen med en schäferhund og en ærkedansk politimand.
Selvfølgelig begår EU - som alle andre politiske instanser - fejl og dumheder. Og selvfølgelig er det svært at føre en ordentlig og saglig samtale om mulighederne for at gøre EU-systemet demokratisk, f.eks. med en decentral europæisk forbundsstat.
Så derfor taler nogle politikere helst om, at EU er dette århundredes største fredsprojekt. Det er da til at forstå. Men hvor vigtigt og rigtigt det budskab end er, så bringer det ikke fællesskabet tættere på befolkningens dagligdag. For det er i grunden de færreste, der midt i den materielle velstand i dagligdagen føler sig truet eller ser krigen komme. Eller som antropologen og journalisten Anne Knudsen skriver i sin debatbog Fanden på væggen:"hvad kvinderne angår, er krig noget, man havde i gamle dage, og hvis man har krig i dag, er det et bevis på, at man ikke er rigtig klog. Hvem skulle have troet det om de rare folk på feriestederne i Jugoslavien? Men dér kan man se, de er alligevel ikke som os."bjm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu