Læsetid: 3 min.

Stakkels Rusland!

9. september 1998

DET SKORTER IKKE på alarmistiske signaler fra Rusland for tiden, og tirsdagen var ingen undtagelse: Kommunistbossen Gennadij Sjuganov taler om, at situationen nu ligner tiden umiddelbart før 1917-revolutionen (med præsident Jeltsin som den ignorante zar Nikolaj og finansoligarken Boris Beresovskij som skyggeherskeren Rasputin).
Reformarkitekterne Jegor Gajdar advarer om en forestående "hyperinflation, der kan bringe et nazi-lignende regime til magten", den udpegede ministerpræsident Viktor Tjernomyrdin lover hærens under- eller ikke-betalte officerer deres tilgodehavender (altid et mistænkeligt tegn), og den russisk-ortodokse kirkes overhoved, patriarken Aleksij, opfordrer russerne til at bede til Den Hellige Jomfru for at undgå borgerkrig.
Hamstringen af basisvarer som olie, toiletpapir, mel, sukker etc. fortsætter - ikke af frygt for varemangel, men for prisstigninger - hvilket naturligvis skaber lige netop - varemangel.
Og tv-selskaber flokkes for at interviewe, hvad der synes at være den type-castede russiske forbruger, lillemor-med-tørklædet, som for åben tv-skærm og med røde øjne udregner husholdningsbudgettet med det store minustal - altimens kolonihaven i baggrunden bugner af grøntsager og frugter.

DET ER NATURLIGVIS ikke hensigten at bagatellisere den russiske økonomiske krise, som er dyb. Men måske at antyde, at virkeligheden har flere sider.
Selvfølgelig er det et problem, når store lønmodtagergrupper ikke har modtaget løn i 10-12 måneder.
Men samtidig tilsiger selve den kendsgerning, at folk ubestrideligt eksisterer uden løn i så lang en periode, at pengeøkonomien er skruet anderledes sammen end i f.eks. et vesteuropæisk samfund.
Og det er den da også: Mellem 50 og 70 pct. af økonomien i Rusland - skønnene varierer - stammer fra den uformelle sektor, fra datjaens produktion af basislevnedsmidler, fra gadesalg, fra gensidige vennetjenester, fra ren byttehandel - så godt som upåvirket af Kremls beslutninger og politikernes trakasserier.
Denne uformelle økonomi er russernes værn mod herskerne i Kreml - som den var det under tsarismens klassesamfund og kommunismens 'planøkonomi'. Den er måske samtidig årsagen til, at det ofte proklamerede 'oprør fra folkedybet' aldrig indfinder sig - ikke under Stalins tvangskollektiviseringer, ikke under krigskommunismens lidelser, ikke under bresjnevismens stagnationsperiode og altså heller ikke under de radikale markedsreformers epoke.
De gange, hvor Rusland vitterligt har været tæt på noget, der kunne udvikle sig til en borgerkrig, har der været tale om et magtopgør i landets politiske elite. Kommunist-fossilernes nervøse kup i 1991 og det væbnede opgør mellem Ruslands parlamentarikere og præsident Jeltsin i 1993, der nåede sin afslutning med det Jeltsin-beordrede bombardement af parlamentet, er to eksempler.

DET, DER DERFOR er grund til at tage alvorligt i Rusland i dag, er landets politiske krise. Frygten for en gentagelse af konfrontationer som i 1993 lurer og er reel. For i virkeligheden har krisen i 1998 meget at gøre med den traumatiske udgang på konflikterne i 1993.
Dengang satte Jeltsin og hans regering gennemførelsen af hastige markedsøkonomiske reformer over behovet for at skabe national konsensus med et - indrømmet - trægt og usamarbejdsvilligt parlament.
Stormen på parlamentet reddede markedsreformerne, men udviklingen af et parlamentarisk demokratisk system blev svigtet.
I den forfatning, der bagefter blev skræddersyet til Jeltsin, blev præsidenten udstyret med større beføjelser end i noget andet erklæret demokrati i verden, parlamentet reduceret til noget nær en højtprivilegeret snakkeklub. Til vestlige Jeltsin-klakørers applaus eller stiltiende accept.
Men med den uundgåelige virkning, at Rusland aldrig har udviklet noget fungerende pluralistisk demokrati.
Under det igangværende opgør forsøger parlamentets flertal - kommunister som liberale - at presse en politisk og fysisk svækket Jeltsin til dels at gå af i utide, dels at opgive nogle af præsidentens enorme magtbeføjelser.
At parlamentet samtidig forhindrer valget af den mand, Tjernomyrdin, hvis ansvarsløse favorisering af vennerne bærer en stor del af skylden for den nuværende økonomiske misere, skal ikke begrædes.
For hvis eksemplet Rusland viser noget, så er det, at en sund, konkurrencebaseret markedsøkonomi kun kan udvikle sig sundt i et pluralistisk demokratisk system. on

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her