Læsetid: 5 min.

Den standhaftige spion

Siden 1990 er der udsendt blot fire James Bond-film. Den 21. i rækken skulle have ramt lærredet nu, men er udskudt til samme tid næste år. Nærmer 007-sagaen sig sidste akt?
2. december 2005

Mon ikke mange 'bondologer' delte undertegnedes blandede følelser, da de i oktober modtog meddelelsen om, at den 37-årige engelske karakterskuespiller Daniel Craig var blevet udpeget til at afløse Pierce Brosnan i rollen som filmverdens uden sidestykke kendteste hemmelige agent?

Som inkarneret fan føler man en pavlovsk glæde over, at der kommer endnu en film i serien, mens fornuftens stemme ymter, at Bond efter 43 år på biograflærredet næsten må have overlevet sig selv.

Fra begyndelsen af 70'erne er Bond-filmene blevet beskyldt for at have udviklet sig fra 1960'ernes klassisk stilfulde agentunivers til afsjælede hightech special effects-orgier. Men folkene bag har alligevel udvist tilstrækkelig omstillingsparathed til at holde publikumsappellen i live. Den hidtil værste krise i seriens lange historie indtraf formentlig med Berlinmurens fald i november 1989. Dermed var Sovjetunionens skæbne beseglet og Den Kolde Krig - det populære fiktive efterretnings-es' selve eksistensberettigelse - i teorien forbi.

Metaltræt jerntæppe

Bond bekrigede godt nok aldrig russerne direkte. Skønt filmene alle dage helt og holdent var på den kapitalistiske samfundsmodels side, trådte de relativt varsomt i portrætteringen af den russiske militære ledelse, som udover invasionsivrige høge inkluderede besindige duer som den tilbagevendende figur General Gogol.

Fjenden var hovedsageligt den kriminelle mastermind Ernst Stavro Blofeld og hans forbryderorganisation S.P.E.C.T.R.E. (et akronym for the Special Executive for Counter-intelligence, Terrorism, Revenge and Extortion), som via sindrige komplotter forsøgte at spille de to supermagter ud mod hinanden. Ak, ja, det var tider.

Men de geopolitiske omvæltninger var ikke det eneste problem. I begyndelsen af 1980'erne havde Bond-filmene ligget flere intelligensklasser over den gængse Hollywood-actionfilm, som ofte havde en muskelsvulmende og miserabelt artikuleret dræbermaskine i hovedrollen. Men i slutningen af årtiet vågnede genren op til dåd med vittige og velturnerede film som Dødbringende våben (1987), Die Hard (1988) og Batman (1989), som alle fik efterfølgere.

Til sammenligning tog Licence to Kill (1989) sig ikke specielt imponerende ud. Sean Connery undtaget er meningerne om de forskellige Bond-skuespilleres indsats i rollen per definition delte, men de fleste er enige om, at Timothy Daltons fotogenitet langt oversteg hans komiske talent. Ej heller fremstod filmen særlig britisk eller særlig 'bondsk'. Tilliden til Bond-brandet havde, ganske som billetsalget, kendt bedre tider.

Der var andre hængepartier: Ideologisk befinder Bond-filmene sig på den konservative fløj, og til og med The Living Daylights (1987) kunne man mistænke manuskriptforfatterne for at forsøge at tie ligestillingen ihjel. I de politisk korrekte 1990'ere måtte der sadles om, og løsningen blev et kløgtigt kønspolitisk dobbeltspil.

Genfødsel i højere gear

Efter seks et halvt års pause kom så endelig i 1995 Golden-Eye, hvis visuelle udtryk var betragteligt mere strømlinet og lækkert end de foregående films. Irske Pierce Brosnans Bond symboliserede en solid humoristisk opgradering i forhold til sammenbidte Dalton. Traileren, som markerede Brosnans første møde med publikum, genoplivede på elegant vis fortroligheden mellem 007 og publikum, ved at lade ham kigge os direkte i øjnene og sige: "My name is Bond. You know the rest."

Brosnan besad alle figurens grundpiller; aggressivitet, arrogance, sophistication, sarkasme og lækkert hår, men også nye ingredienser som sårbarhed og samvittighedskvaler. Agenten, som kritikere engang beskrev som "en sadist med repræsentationskonto," var begyndt at gruble over sin blodige metier og sine mange forliste forhold.

Muligvis inspireret af udnævnelsen af Stella Remington til chef for det virkelige MI6 i 1992, gik rollen som Bonds boss, M, til skuespillerinden Judy Dench.

Sideløbende med denne reelle styrkelse af kvindernes position fik man plads til den tøjlesløse mandschauvinisme, som især Connerys Bond repræsenterede, og som et publikum flasket op på camp og ironi forstod at værdsætte. Således møder vi også Xenia Onatopp , en vulgærfreudiansk sort enke af en superskurkinde.

I en nu berømt scene diagnosticerer M 007 som "en kvindefjendsk dinosaur" og "et levn fra Den Kolde Krig". Dermed tager filmen selv hul på det spørgsmål, som må have ligget på mangen en Bond-fans læbe: Har figuren en fremtid i 1990'erne?

Umiddelbart fristes man til at svare nej, for selvom GoldenEye indflettede højaktuelle fænomener som bungee jump og computerhacking, fastholdt den det russiske fjendebillede.

Men publikum var glade for gensynet, og filmen omsatte for mere end de to foregående tilsammen. Eksamen var bestået. Bond var tilbage.

Mediekrig

Bond-film nummer to efter renæssancen, Tomorrow Never Dies (1997), var mere i tråd med tidsånden. Bond er nemlig oppe imod Elliot Carver, en monstrøs og megalomanisk mediemogul, som selv iscenesætter oplagsstimulerende begivenheder, såsom en rask krig mellem atommagterne Kina og Storbritannien.

Da M bemærker, at "premierministeren ville halshugge mig, hvis han vidste, at vi efterforskede ham," er det en drilsk reference til, at flere aviser ejet af mediekongen Rupert Murdoch kort forinden havde afsluttet deres lange romance med de konservative til fordel for Tony Blairs New Labour-parti.

Dernæst fulgte The World is Not Enough (1999), og i Die Another Day (2002) gik Bond i clinch med Nordkorea, det mest isolerede medlem af den tidligere på året udråbte 'Ondskabens Akse'.

Samtidig satsede man stort rent stilistisk, og gjorde det af med filmenes måske allerhelligste ko, nemlig den traditionsrige titelsekvens. Madonna (som også har en birolle i filmen) kreerede en topmoderne, elektronisk titelsang, som totalt afsværgede den gammelkendte svulstige og drømmende tone. Mange Bond-purister fik popcornene i den gale hals.

Tradition og fornyelse

Hvor seriøse gisningerne om den celebre Bond-fan Robbie Williams (som i musikvideoen til Millennium kærligt parodierer filmenes ikonografi) som den nye Bond end var, vidner de om seriens stadige behov for at tilpasse sig tidsånden. Williams ville have været det perfekte valg, hvis Bond for alvor skulle træde ind i ironiens tidsalder. På den anden side kunne man sige, at de populære Austin Powers-film allerede havde ført Bond-fænomenet ud på overdrevet.

Efter lange forhandlinger gik tjansen da også til en 'seriøs' skuespiller, Daniel Craig, hvilket signalerer en vis traditionsbevidsthed. At titlen på den nye Bond-film tilmed bliver Casino Royale - efter Ian Flemings allerførste roman om 007 fra 1953 - tyder på en salgsstrategi med et klart nostalgisk anstrøg. Publikums mangeårige Bond-minder er utvivlsomt et stærkt kort i konkurrencen mod andre agentfilm som Mission: Impossible, hvis helt tilmed hedder Hunt, Ethan Hunt.

Som mange medier bemærkede, er Craig dog den første blonde Bond-skuespiller ? et faktum, hævngerrige feminister burde kunne vride en vittighed eller to ud af.

I disse terror-tider skulle der være rigeligt for 007 at tage fat på. Hvad kunne som et terrorangreb på rigets hovedstad anspore ham til at gå i brechen for dets sikkerhed endnu engang? Og mon ikke mange briter efter Tony Blairs trofaste støtte til præsident Bushs udenrigspolitiske linie føler et behov for at se Storbritannien skildret som en magtfuld nation (en vare, Bond-filmene troligt har leveret ved på det nærmeste at ignorere det britiske imperiums forfald)?

Samtidig skal de dog holde balancen mellem afspejling af aktuelle konflikter og taktisk konfliktskyhed ? den prekære Israel-Palæstina konflikt er f.eks. ikke just overbelyst i Bonds verden.

Vi får se ved juletid næste år.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her