Læsetid: 3 min.

Stardust og husforbi

Arkitekturen slukker hvis dømmekraften svigter som i Herning og på Dansk Arkitektur Center
20. december 2005

I tekstilbyen Herning ville de for et par uger siden ikke høre på arkitekterne i dommerkomiteen. Så vinderprojektet i konkurrencen om det nye Kunstens Hus blev en formation af flækkede skjorteærmer lige op og ned ad den hvide bygningsflip, der hidtil har huset familien Damgaards berømte samling. Og på Dansk Arkitektur Center (DAC) i København er faste udstilling de næste fire måneder åbenbart uinteresseret i arkitektur. Skærmshowet er mere optaget af andre organisatoriske og såkaldt forbrugerorienterede måder at producere kubikmetre på end dem, der hidtil har været praksis i byggebranchen.

Er modstanden mod smagsdommere for alvor slået igennem? Vil folkets røst ikke længere lade sig knægte, eller er de arkitekturkyndige blevet slappe i argumentationen?

Lyn og torden

Da arkitekten Lars Thies oven på Ordrupgaards diskuterede og kritiserede Zaha Hadid-udvidelse blev interviewet her i avisen om udenlandske arkitekters fremmarch i Danmark, frygtede han, at den blotte star effect kunne blive en forvirrende faktor i fremtidige konkurrencebedømmelser.

Nu har profetien ramt ham selv i nakken, for i Herning fik hans firma CUBO's firkantede konkurrenceprojekt arkitektdommernes enige bevågenhed, mens et flertal af lægdommere pegede på et krøllet udkast af arkitekten Steven Holl fra USA.

Det var en indbudt anonym konkurrence, så dommerne kendte navnene på de seks tegnestuer uden at vide, hvem der havde tegnet hvad. Men trods fagdommernes betænkeligheder ved byggeteknik og rumlige svagheder valgte de lokale (hvoriblandt familien Damgaards repræsentant og Ingvar Cronhammer, skulptøren bag lyn- og kæmpeinstallation Elia i nærheden af den kommende kunstbygning) amerikanerens illustre, men meget skitsemæssige udkast.

Nyfigenhed

Det utilfredse mindretal bestod af dommerkomiteens tre fagdommere, og blandt rådgiverne både havearkitekten Sv. Ingvar Andersson og Fonden Realdanias repræsentant.

Holl har bygget det velmeriterede krumme kunstmuseum Kiasma i Helsinki.

Var der forskellig smag og behag på spil? Eller ville lægdommerne af al magt have et muligt starproject til tekstilbyen? Hvordan tænker man så byggeri på Dansk Arkitektur Center på Gl. Dok i København? Jamen lige nu slet ikke arkitektonisk!

For et års tid siden blev begrebet Too Perfect DAC-søsat som fremtidens bud på dansk design og arkitektur. Nu er vi nået til fremtidskrønikens anden del. DIN som den hedder på plakaten.

En række ad hoc-samarbejdende sponsorer fra Too Perfect-førstedelen - teknikere, entreprenør og kreditinstitut - giver deres bud på hvordan byggeri under ét kan omorganiseres, så det ikke koster lejerne mere end en krone pr. kvadratmeter at bo eller arbejde i nybygningen.

Keine hexerei, bare leasing og luftsteg! Lad entreprenøren stå for det hele til mindre end det halve, både opførelse og vedligehold. Det har været prøvet før, da det offentlige i 1980'erne skulle privatisere og måtte flytte ind i det mest stereotype møg på leasing basis.

Så der er ikke noget nyt under solen, heller ikke når Dansk Arkitektur Center på udstillingen ruller tæppet op for tanken om rumstore byggeelementer til genbrug i villabranchen. En veranda eller over-etage i Blå Avis, det var sådan noget pop-arkitekter drømte om i 1960'erne, men allerede dengang fik læst og påskrevet var det værste ved brugtbilbranchen kombineret med besætter-områder og kluns.

Nu er det hele igen til fals på DAC, uden nogen overvejelser eller visioner om arkitektonisk kvalitet, men underskrevet af sponsorpartnerne NCC, Arkitema, Carl Bro, Nykredit og Realdania, hvis direktør Flemming Borreskov på pressemødet fornylig overraskende afskrev offentlig interesse for indsigt i byggebranchens økonomiske konstruktioner som nyfigenhed!

Hvad kan man så lære af eksemplerne Herning og DAC? Måske at der er for mange kokke, som hverken kan smage forskel på labskovs og lagkage.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu