Læsetid: 3 min.

Starthjælp bør afskaffes

En rapport støttet af Dansk Socialrådgiverforening fastslår, at den starthjælp, der gives til flygtninge og indvandrere, er et socialpolitisk eksperiment med negativ effekt. Socialrådgiverforeningen mener derfor, at ydelsen bør afskaffes
6. oktober 2006

Bettina Post, hvad skal der til for at få starthjælpsmodtagere i arbejde?

"Vi mener, at man skal afskaffe starthjælp. Den kæmpe økonomiske byrde, som starthjælpen er for de her mennesker, står i vejen for, at de kan få ro til at få det bedre og forholde sig til samfundet, og hvordan de skal blive en del af det. For os at se er starthjælpen kontraproduktiv i forhold til, hvordan den er tænkt. Jeg tror, at den ro det giver ikke at være så fattig - for eksempel hvis man kom på kontanthjælp - kan gøre, at det går lidt bedre med helingen. Jo bedre de mennesker har det, desto nemmere kan de tilknyttes arbejdsmarkedet. Arbejdsgiverne har også et ansvar for, at de her mennesker kommer i beskæftigelse.

Det er ikke så længe siden, der kom en meget fin rapport om nydanskeres tilknytning til arbejdsmarkedet. Den viste, at de virksomheder, som har nydanskere ansat, ikke ser nogen problemer i det kulturmøde, mens de virksomheder, som ikke har nogen nydanskere ansat, kun kan se problemer. Statsministeren sagde i tirsdags, at han ikke vil tvinge arbejdsgiverne til at tage nydanskere ind. Jeg tror faktisk, at han gør samfundet en bjørnetjeneste ved ikke at tvinge virksomheder til at have nydanskere ansat. Jeg tror, at det vil fjerne en del af denne fantasi om, hvilke problemer det kan give at have flygtninge ansat."

- Hvorfor er der så stor forskel på de forskellige kommuners evne til at sætte starthjælpsmodtagerne i arbejde?

"En ting, der påvirker indsatsen, er hvor højt den enkelte kommune prioriterer arbejdet. Så handler det jo også om starthjælpsmodtagernes sammensætning. Blandt andet hvor godt de har det, og om de er i stand til at arbejde. Sagsbehandlerne er ansat til at løse denne opgave, men de løser den indenfor de rammer, der er sat og den politik, som de enkelte kommuner har på området."

- Cirka halvdelen af de familier, der modtager starthjælp har ifølge rapporten gode chancer for at komme i beskæftigelse. Hvorfor er der så ikke lykkedes at få mere end en fjerdedel i arbejde?

"Det kan godt være, at det rent objektivt går for langsomt, men hvis man har traumer, fordi man har set andre mennesker blive henrettet, så bliver man jo ikke hurtigere rask, fordi der står en socialrådgiver og ånder én i nakken. Så skal man have ro til at lære at leve med den oplevelse. Man kan jo ikke 'pushe' psykologisk helbred."

- Flygtinge- og indvandrerkvinder har ifølge rapporten dårligst chancer på arbejdsmarkedet. Integrationsministeren siger, at det er fordi kommunernes socialrådgivere ikke vil plage kvinderne med aktiveringstilbud. Har hun ret i det?

"Nej, det synes jeg er en meget forenklet fremstilling af virkeligheden. Ofte er det manden, som har været udsat for tortur, og så er det kvindens rolle at holde sammen på familien. Desuden ønsker en del af mændene i flygtningefamilierne ikke, at kvinderne kommer på arbejdsmarkedet. Det er en opgave, som vi skal lære at tackle i kommunerne."

- Er i for blødsødne over for de her mennesker?

"Nej, vi drager omsorg for de her mennesker, for de har virkeligt brug for det. De er flygtet fra krig og politisk forfølgelse og er landet her. Vi synes, at de fortjener at blive mødt med venlighed og omsorg, og det er vores job at drage den omsorg. Det er klart, at vi ikke skal bruge omsorgen til at fastholde folk i, hvor forfærdeligt det hele er. Det gør vi heller ikke."

- Hvis skyld er det at beskæftigelsen er så lav hos modtagere af starthjælp?

"Ansvaret ligger hos regeringen, fordi den har indført starthjælpen og hos arbejdsgiverne, fordi de ikke har ansat nok nydnydanskere. Men også hos kommunerne, som skal prioritere, så socialrådgiverne kan komme over stepperne med en indsats."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu