Læsetid: 2 min.

Stasi-film gør op med DDR-nostalgi

Bølgen af 'Ostalgie'-film, der romantiserer livet i den østtyske arbejder- og bondestat får omsider modspil i første filmskildring af politistatens umenneskelige angiversystem
29. marts 2006

BERLIN - Biografpublikummet i Tyskland, som i de senere år med forkærlighed har dyrket såkaldte Ostalgie-film, der romantiserer tilværelsen i det hedengangne kommunistiske DDR, må nu berede sig på en skarp påmindelse om de barske realiteter i epokens 'angiversamfund', for nu kommer en film om Stasi, det østtyske hemmelige politi.

Das Leben der Anderen (De andres liv) er allerede i flere kategorier nomineret til at vinde en Lola - det tyske filmakademis modstykke til Hollywoods Oscar - bl.a. i kategorien 'årets bedste spillefilm'.

I skarp kontrast til de letfærdige, sørgmuntre skildringer af DDR-livet såsom Good Bye Lenin! - Tysklands mest populære film i årevis - fortæller Florian von Donnersmarcks debutfilm historien om en østtysk dramatiker, hvis næsten perfekte tilværelse totalt bryder sammen, da en politiker bliver forgabt i hans kæreste og beordrer Statsi til at spionere imod ham. Dele af filmen er optaget i det tidligere Stasi-hovedkvarter i Berlin.

Kritikere har kaldt Das Leben der Anderen for en af de bedste tyske film i mange år og udtrykt håb om, at den vil kunne sætte punktum på den tilsyneladende endeløse strøm af Ostalgie-film, som har set dagens lys efter Murens fald - senest er kommet NVA, en soldaterkomedie om livet i DDR's hær, Nationale Volksarmee.

Kritikere af denne sentimentaliserende tendens har længe påpeget, at der er et skrigende behov for mere realistiske film om kommunist-årene af hensyn til den opvoksende ungdom, som er født efter Murens fald.

Hele Berlins skoleungdom er således af det tyske uddannelsesministerium blevet inviteret i bi0grafen for at se Das Leben der Anderen.

"For mig markerer den film den første sande begyndelse på en kritisk analyse af Tysklands andet diktatur," siger Wolf Biermann, sangskriver og tidligere dissident, som blev sparket ud af DDR i 1976.

Med udsendelsen i 2003 af Good Bye Lenin! - en film om en søns forsøg på at skjule for sin dødeligt syge mor, at DDR er ophørt med at eksistere - blev beviset leveret for, at tyskere også har humor, og filmen blev da også en international succes.

Men den satte også gang i en lukrativ industri, hvor der blev forsøgt slået mønt på alskens kitsch fra det gamle DDR - fra Ostalgie-brætspil til syltede agurker fra Spreewald.

En Ossie-spekulant prøvede sågar at sælgte udstødningsgasser fra Trabanter på dåse, ligesom der blev bebudet planer om en stor DDR-temapark i Berlins forstæder.

Vesttyske Florian von Donnersmarck, som var 16 år, da Muren faldt i 1989, tilbragte et år med at fordybe sig i Stais metoder og særlige sprogbrug for at sikre sig, at filmen kunne blive så autentisk som muligt.

Om Das Leben der Anderen kan rette et dødsstødet imod Ostalgie-bølgen, kan kun tiden vise. Millionvis af tyskere sad klinet til skærmen, da tysk tv tidligere på måneden viste Good Bye Lenin! Som Ulrich Mühe, som spiller en loyal Stasi-officer i den nye film, udtalte i et interview i sidste uge: "Måske havde vi brug for de sjove film først for at få grinet af, før vi tog livtag med de mere alvorsfulde emner."

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu