De borgerlige har efterlyst en diskussion af forholdet mellem stat og individ. De vil diskutere forholdet mellem velfærdssamfundet og borgerne. Connie Hedegaard, Brian Mikkelsen og Claes Kastholm Hansen har sagt og skrevet at det burde være det, kulturkampen handlede om. Vores nuværende statsminister har skrevet et ideologisk hovedværk om den statsliggjorte dansker, Som han skrev i Fra Socialstat til minimalstat fra 1993:
»Vi skal genindsætte mennesket i dets værdighed ved at give det mere frihed og personligt ansvar. Socialstatens grænser skal rykkes tilbage, det frie markeds grænser skal rykkes frem.«
Anders Fogh Rasmussen forklarede dengang, at der i et frit samfund ikke er plads til andet end en minimalstat. Den legitime statsmagt begrænsede sig til at sikre den private ejendomsret og de øvrige naturlige rettigheder. Ti år senere er de andre borgerlige ideologer skuffede: De synes, statsministeren har svigtet opgøret med totalstaten.
Men det er ikke statsministeren, der har svigtet sin ideologiske mission. Statsministeren er blevet klogere: minimalstatsideologien var ikke alene kitsch: den var også romantisk. Den baserede sig på en forestilling om naturen som frihed og civilisationen som tvang. Den banale ligning, som lå til grund for den idealistiske statskritik, var at mindre stat betyder mere frihed og mere stat betyder mindre frihed. Man kan vulgarisere ligningen som et postulat om at 10 procent mindre stat skulle betyde 10 procent mere individuel frihed. Staten er civilisation og civilisationen er ufri. Denne modstilling mellem stat og individ er funderet på en filosofi, som ikke reflekterede over den moderne stat. Det er en filosofi som forholder sig til den stat, som vi finder i 1600 og 1700-tallet, hvis opgave er begrænset til at sikre og opretholde lov og orden, og garantere den private ejendomsret.
Den moderne velfærdsstat fungerer anderledes. Som to nye bøger i dette efterår viser, betyder mere stat både mere individ og mere tvang. Staten kræver af sine sociale klienter, at de skal vælge sig selv som eksistentielle projekter. Staten sanktionerer deres frihed. Mindre stat betyder i dette tilfælde ikke nødvendigvis mindre individ: det betyder mere standardiseret og upersonlig betjening af individerne. Mere stat betyder individuel kontraktstyring og personlighedsudvikling. Kaspar Villadsen beskriver i antologien At skabe en klient socialarbejderens ideal for klientens udvikling:
»Den foretrukne løsningsstrategi bliver at hjælpe den enkelte til at realisere sig selv, som det hedder. At realisere sig selv bliver et uafviseligt krav. Det er noget, som den enkelte både skylder sig selv og samfundet. Nogle gange kan det endda være nødvendigt at anvende tvang for at sikre eller igangsætte selvrealiseringen.«
Det handler om at styre klientens forestilling om sig selv.
Niels Åkerstrøm Andersen afdækker i bogen Borgerens kontraktliggørelse, som blev anmeldt i Information mandag, den samme udviklingstendens: det er stadigt mere udbredt at den offentlige forvaltning regulerer relationen til borgerne gennem kontrakter. Skoleeleven, alkoholmisbrugeren, den socialt belastede mor, uregerlige unge og sociale klienter indgår kontrakter med sociale myndigheder. De skriver under på, at de vil være positive og konstruktive og fremadrettede. Friheden er en pligt.
Det er, som om samfundet er en skole, og det gode liv er et pensum. Det, klienterne skriver under på, er, at de nok skal læse lektier. De er således underkastet et bestemt billede af sig selv, et bestemt billede af deres egen rolle i et større og derfra en bestemt norm om hvad det vil sige, at vælge sig selv og hvilket selv, man skal vælge.
Det afslører den moderne statsmagt som både totaliserende og individualiserende på samme tid. Den totaliserende bevægelse betjener sig af individualiseringens strategi: Du skal vælge dig selv! Den individualiserende bevægelse kræver at den enkelte sætter sin egen identitet men på det offentliges totaliserende præmisser. Den sociale klient kan f.eks. ikke vælge sig selv som et individ, der nægter at blive betragtet som klient.
Det ligner en relation mellem to jævnbyrdige aktører når det offentlige laver kontrakter med den enkelte. Men det offentlige har sanktionsmonopol og den enkelte kan ikke vælge kontraktformen fra.
Det paradoksale er at Anders Fogh Rasmussens kontraktbaserede velfærdsstat fortsætter den mest kvælende tendens ved det såkaldte kulturradikale projekt: Den der gør selvudvikling, til en pligt. Den der siger: Du skal dyrke sex, fordi det er sundt. Du skal læse bøger, fordi det er godt for dig.. Du skal realisere dig selv som et helt menneske. For samfundets skyld. Det er den tendens, der undergraver den personlige frihed ved at gøre tilværelsen til et projekt.
