Læsetid: 3 min.

Stat på gale veje

25. januar 2000

"Jeg kommer fra en helt normal skilsmissefamilie."
17-årig i nyligt debatprogram.

HVER GANG der fra statsligt hold gribes ind i kvinders retsstilling, er der grund til at standse op og overveje situationen. Fordi det nu engang er kvinderne, der føder børnene, plejer indgrebene nemlig at være et vældigt godt barometer på, hvor samfundet er på vej hen. Så lad os begynde med en situationsrapport og se, hvad den kan afsløre: Seneste udspil fra statsligt hold er, at statsamterne skal have mulighed for at trække kvinder i retten og få dem idømt fængselsstraf, hvis de nægter at opgive, hvem der er fader til deres barn. Det turde da være en udkigspost!
Hvad får man så øje på, hvis man kigger sig omkring fra dette nye højdepunkt af statsraison?
Forslaget bygger på Børnelovudvalgets betænkning nr. 1350/1997 om børns retsstilling, og formanden for Børnerådet Per Schultz Jørgensen argumenterer med alle menneskers interesse i at kende deres rødder og identitet. Bagved ligger FN's Børnekonvention, og loven kaldes da også en børnelov.

ET ARGUMENT om barnets ret er jo taknemmeligt at forsvare, og at børn bør have rettigheder, skal da heller ikke bestrides her. Men man kan ikke ad lovgivningens vej sikre, at alle børn fødes ind i en 100 procent normalitet. Og en stat, der vil sikre det, er en monstrøsitet. Der kan være børn, der ville være bedst tjent uden en far, og der er børn, der var bedre faren uden deres mor. Vi fødes alle af forskellige forældre, hvilket betyder, at vi begynder livet med forskellige forudsætninger. Og hvis vi fødes af en mor, der ikke vil opgive faderens identitet, har hun sikkert nogle grunde, det ikke nødvendigvis er en fordel for barnet at tilsidesætte. Og som ikke nødvendigvis rager Statsamtet og domstolene.
Desuden taler vi om under én procent af fødslerne, 3.500 årligt i absolutte tal. Kan det legitimere en lovgivning, der eksproprierer folks intimeste privatliv? Når samtidig over 30 gange så mange kvinder, nemlig 105.000 i 1996 de facto lever alene med deres børn. Logikken halter.

BENYTTER MAN dernæst udkigsposten til at søge lidt længere ud i horisonten, støder øjet på den lov, der for ikke så længe siden forbød læger at inseminere enlige kvinder. Det er fristende at se en sammenhæng. Også her var det barnets ret til både en far og en mor, der var argumentet. Det relevante spørgsmål er imidlertid slet ikke, om et barn har denne ret, for det har det jo, med mindre andet gælder. Spørgsmålet er, hvorfor staten med djævelens vold og magt skal tvinge en normalitet igennem lige præcis der, hvor den ikke gælder. Og det gør den ikke, hvis kvinden for eksempel lesbisk. Det gør den heller ikke i de tilfælde, hvor kvinden nægter at opgive barnefaderens identitet.
Bestyrelsesmedlem Lone Nørgaard fra Dansk Kvindesamfund placerer fingeren på det ømme punkt. De allerfleste kvinder vil jo gerne have, at barnet har en far, argumenterer hun. Så hvis kvinden ikke vil opgive faderens identitet, må der være tungtvejende grunde til det. Netop!
Lone Nørgaard understreger også, at loven, som den er, virker. Hvorfor lovgive, når gældende lov fungerer for 99 procents vedkommende? spørger hun. Det spørgsmål lader vi stå et øjeblik, for hvor ofte ser man sådan en succes? Var der ikke en hel del, der skulle strammes op, hvis over 99 procents lovlydighed var målestokken? Hvorfor så denne krakilske normalitetshævdelse?

Et BUD KUNNE være, at der sker en skærpelse af kontrollen på marginalerne, fordi lovgivningen i de centrale spørgsmål er nødt til at følge med familiens opløsning. Flere og flere børn passes i institutioner, familiemedlemmerne tilbringer dagen hver for sig, skilsmissefrekvensen stiger, og ægteskaberne opløses hurtigt. I 1990 opløstes 13 procent af ægteskaberne inden fem år efter brylluppet. Otte procent af befolkningen var i 1996 fraskilt.
Kompenserer lovgivningen imidlertid for opløsningen af familieinstitutionen ved at øge kontrollen med individerne, er staten på gale veje. Hvis kvinder mod deres vilje skal til at gøre offentligt regnskab for deres seksualpartnere, advarer ændringerne i kvindens stilling om et uacceptabelt overvågningssamfund.
ks

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her