Læsetid: 2 min.

Staten kan ikke fjerne christianitter - foreløbig

Fogedretten gav i går tre christianitter medhold i, at de ikke kan smides ud af deres huse i fristaden. Men Slots- og Ejendoms-styrelsen kærede kendelsen umiddelbart efter
23. maj 2007

På én og samme dag var der jubel og nedtur på Christiania. De tre christianitter, som Slots- og Ejendomsstyrelsen ville smide på gaden, fik medhold ved fogedretten i København og kan nu blive boende i deres huse i fristaden. Men Slots- og Ejendomsstyrelsen er utilfredse med dagens afgørelse i fogedretten. Styrelsen vil have kendelsen prøvet for landsretten.

Fogedrettens afgørelse betyder, at sagen om de tre christianitter udsættes, indtil der er faldet en afgørelse i den retssag, Christiania har anlagt mod staten. En Sag som forventes at køre ved Østre Landsret de næste par år.

Ifølge advokat Lulla Forchhammer, der er involveret i fondsarbejdet for bevarelsen af Christiania, er afgørelsen et udtryk for, at denne sag ligner de sager som Christiania har anlagt mod staten.

"Man vil ikke smide nogen ud, før landsretten har taget stilling til den påstand der er fremført for landsretten," vurderer advokaten.

Brugsretten

Det var Slots- og Ejendomsstyrelsen, der trak de tre christianitter i fogedretten for at sætte dem på gaden. Begrundelsen var, ifølge styrelsen, at de ikke havde brugsretten til deres huse i fristaden.

Baggrunden for striden er, at de tre hovedpersoner flyttede ind i to huse, som står til nedrivning. Da staten for halvandet år siden registrerede samtlige af Christianias beboere, stod de tre ikke på statens liste over personer med brugsret til huse på Christiania. De tre christianitter er imidlertid opført på Christianias interne liste for bolig fordeling. En liste, der ifølge fristaden er fuldt gyldig. Derfor fastholder Christiania, at de tre personer kan blive boende.

Slots- og Ejendomsstyrelsen stiller sig uforstående over for afgørelsen. Direktør Carsten Jarlow siger,

"Vi kærer, fordi vi mener, afgørelsen er forkert. Det forbavser os, at fogedretten mener, at man ikke kan håndhæve Christianialovens system i forhold til brugstilladelser for nytilflyttere".

Det er svært at gisne om fogedrettens afgørelse vil betyde noget for de kommende retsager, vurderer Lulla Forchhammer.

At de tre har fået medhold nu har, ifølge advokaten, ingen indflydelse på landsretten, hvor selve hovedsagen skal afgøres.

Hun mener, at gårsdagen afgørelse er en god nyhed, der mest drejer sig om ro.

"Hvis Slots-og Ejendomstyrrelsen havde en plan om, at gå Christinia igennem med en tættekam, og så sætte alle på gaden, der var flyttet ind efter at rettigheds anmeldelserne var foretaget, så er det en rigtig god nyhed for Christinia - men først og fremmest for de tre."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her