SHANGHAI - Hver nat venter 15.000 mænd på bloggeren Mu Mu. Billedet på skærmen skifter, men motivet er den samme letpåklædte kvinde, der viser sin veldrejede krop fra læberne og ned. Resten er overladt til fantasien.
I aften sidder vi sammen med de 15.000 mænd og venter på internetstjernen, der i virkeligheden slet ikke hedder Mu Mu.
Hvordan hun ser ud? Ingen ved det. Hun giver aldrig interview ansigt til ansigt eller per telefon, og efter adskillige mails frem og tilbage, hvor Mu Mu har været ved at bakke ud flere gange, mødes vi endelig på chatten. Hun sender en smiley. Stjernen er online, og hun er glad.
"Jeg vil ikke være kendt, men hvis Mu Mu bliver det, gør det ikke noget. Jeg skriver, det jeg ser, føler og tænker, og jeg undgår at skrive om detaljer fra mit privatliv. Jeg ønsker ikke, at bloggen får indflydelse på mit liv. Bloggen er en anden scene, hverken virkelig eller virtuel," skriver hun som forklaring på, hvorfor vi i stedet for at sidde fysisk over for hende befinder os på en fyldt internetcafé midt i Shanghai. Alt for meget personale i for store og slaskede rød-hvide uniformer med guldknapper servicerer unge, der chatter, spiller onlinespil eller ser kung fu-film. Om få år bliver kinesisk det største sprog på nettet, men ytringsfriheden i det virtuelle rum vokser ikke i takt med antallet brugere. Snarere tværtimod.
Myndighederne skærper til stadighed kontrollen med bloggere, der skal registreres og internetsider, der bliver scannet. Hvis indholdet handler om sex, politik, demokrati, Falun Gong, eller siderne kritiserer regeringen og kommunistpartiet, bliver de lukket ned.
Skriver om sex og politik
Men 25-årige Mu Mu fra Shanghai med en bachelor i historie og en i kinesisk litteratur er ligeglad. Hun skriver om både sex og politik, når det passer hende.
"Jeg er ligeglad, hvis de blokerer min side. Jeg skriver alt det, jeg har lyst til at skrive. Fordi jeg er ligeglad, er der ingen restriktioner. Det er som et spil, hvor der er nogle spilleregler," skriver hun, og forsikrer, at hun ikke mener, at den kinesiske ytringsfrihed fejler det mindste.
"Jeg er aldrig blevet kritiseret for at sige min mening," svarer hun hurtigere, end vi når at stille det næste spørgsmål.
Mu Mus artikler er kendte for at være både humoristiske og velformulerede. Hendes fans er utilfredse med, at myndighederne fjerner hendes artikler, men selv nyder hun processen og spillet, hvor hun skriver en artikel, myndighederne fjerner den, og hun skriver en til.
"Administratorerne, der fjerner mine artikler, forstår ikke, hvad jeg skriver. For mig handler det ikke om at kommunikere noget særligt. Det er et eksperiment, som handler om sprog og ideologi, og jeg skriver om alt, der er værd at skrive og læse om. Når jeg skriver om politik og demokrati, er det kun emner og ikke et mål for det, jeg skriver."
- Og hvorfor har du de sexede billeder på bloggen?
"Det er fordi, de er smukke. Og fordi jeg kan lide mænd," svarer Mu Mu.
Pludselig er Mu Mus blog blokeret. Scannerprogrammet Pornview kan i modsætning til Mu Mu selv ikke lide billederne af den halvt afklædte kvinde. Vi synker ned i sæderne med de blå betræk, der beskytter stolene mod cola og cigaretskodder. En ung fyr, der sidder ved siden af skruer sin film tilbage til et ungt kinesisk pars hede kys.
'Censur er forkert'
På en af byens travleste gader køber de unge og rige Starbucks-kaffe, der koster det samme som to daglønninger for en cykeltaxachauffør.
Her møder vi 37-årige Guirong Wang. Hendes hue matcher tørklædet, en elegant lædertaske står ved siden af, og den røde læbestift klæber ved hendes krus med varm mælk. Hun mangler ikke noget, siger hun. Hun har en MBA fra universitetet i Maastrich i Holland, et godt job, en god familie og et stort hus. Nu er hun marketingsdirektør i familiefirmaet, som har omkring 200 medarbejdere.
"Regeringen har sine grunde til at forbyde visse hjemmesider. Det er regeringens ansvar at skabe et stabilt samfund," siger Guirong Wang. Selv om hun ikke bryder sig om sex-billeder på nettet, mener hun alligevel, at det er forkert, at regeringskritik og politik på nettet bliver censureret.
"Der bliver bare udstukket regler for, hvad der er godt og skidt. Men regeringen burde følge befolkningens ønsker og ikke, som det er nu, at befolkningen bliver nødt til at følge regeringen. Man bør have en mulighed for at se regeringens politik fra begge sider, og ikke kun fra dens egen, og hvis man vil kritisere, burde man have ret til at gøre det," siger Guirong Wang.
Det handler om business
Hun har selv været medlem af kommunistpartiet de sidste 10 år og er derfor optaget af politik. Men indflydelse er der ikke.
"Man kan kun observere, hvad der sker. Jeg kan tale helt åbent om politik og demokrati med familie og venner, men man kan ikke få sine holdninger ud i offentligheden. Her i Shanghai er man heller ikke så interesseret i politik. De fleste siger: 'Hvorfor skulle vi bekymre os, når vi har et godt liv, vi har gode forretninger og en god levestandard? Hvorfor skulle vi lave ballade om politik?'" siger hun.
I Kinas finanscentrum handler det nemlig om business. Prisstigningen på fast ejendom diskuteres lige så livligt omkring de kinesiske middagsborde som omkring de danske. Det handler om en god fremtid og en uddannelse til børnene, om det gode liv. Så hvorfor tale om demokrati og ytringsfrihed, når alle, selv de fattigste, har fået det bedre de sidste 20 år, bekræfter flere andre af byens beboere.
"Men selv om de fattige har fået det lidt bedre, har de stadig travlt nok med bare at overleve. For dem betyder det derfor ikke noget, hvordan parlamentet er sammensat. De mennesker, der ikke har en uddannelse, de fattige, har ingen idé om, hvad der foregår, og hvad regeringen gør. De stiller ikke spørgsmålstegn, og de betaler pænt deres skatter," siger Guirong Wang og spørger forsigtigt, om hendes navn kommer til at stå i avisen.
"Jeg elsker mit land, og jeg elsker kommunistpartiet," forsikrer hun ihærdigt flere gange, da hun får et bekræftende svar.
Fire mennesker, et værelse
I Yang Pu lidt nord for centrum lyser et par nybyggede højhuse med stukornamenter op på vejen. Ved porten sorterer vagterne, hvem der får lov til at passere.
Adgangen er ikke alle forundt, især ikke dem der stadig er tilbage i de halvt nedrevne huse lige over for, hvor vinduerne er blevet til sorte huller, og tagene flere steder blotlægger husene indre. På stierne af revnet cement ligger æggeskaller og madrester, der er gået i forrådnelse. En kvinde råber til os, at de fleste allerede er flyttet.
"Hvis man kan flytte, bliver man her ikke," siger hun og skynder videre. Hun har travlt, hun skal lave mad.
I lighed med 100.000 beboere i Shanghai hvert år har områdets beboere fået besked om at flytte til fordel for nybyggerier. Det er nu fem år siden, men flere hundrede beboere er der endnu.
Bange for fremtiden
Bag en trædør, der næsten er ædt op af sort råd, står Mei Suan Liun og steger nudler. Køkkenet deler hun med fem andre familier. Der er en vandhane, en vask og et gasblus.
"Om vi kan tale frit om politik? Ja, vi kan klage alt det, vi vil, der sker bare ikke noget. Og når vi vil klage til myndighederne, ved vi ikke, hvor vi skal gå hen. På den måde er der ikke demokrati," siger den 42-årige kvinde, der har et værelse, hun deler med sin mand, søn og svigerdatter. Hun skærer svampe over, på hendes hænder er der store vabler.
"Jeg er ikke interesseret i politik. Lovene skifter hver dag, og jeg er bange for, at der ikke bliver mulighed for at få pension i fremtiden."
Mei Suan Liun er ligesom sin mand blevet sagt op fra sit arbejde for noget tid siden. Nu lever de for hans kompensation, men hvor længe det kan blive ved, ved hun ikke.
"Fattige mennesker som os har svært ved at få tingene til at gå op. Vi er bange for fremtiden. Vi har boet sådan her i fem år nu, og vi ved aldrig, hvad der sker og hvornår vi bliver smidt væk herfra. Men vi har ret til at få det at vide," siger hun og fortæller, at nedrivningsholdet flere gange er forsvundet, så arbejdet har ligget stille flere måneder i træk. Men i virkeligheden kan det være ligegyldigt. For et nyt hus har de under ingen omstændigheder råd til.
"Hvad er demokrati? Min søn er 18 år nu, den eneste mulighed for fremtiden er, at han får en god uddannelse. Men hvordan får vi råd til det?"
