Læsetid: 7 min.

Statens gabestok for læger

Primitiv, kortsynet, uden forebyggende virkning og meget populistisk. Sådan betegner en overlæge i denne kronik et nyt lovforslag, som vil ramme læger urimeligt hårdt, ikke mindst de flittigste
1. september 2006

I efteråret 2005 fremsatte indenrigsministeren et lovforslag, utvivlsomt inspireret af en række avisartikler om lægesjusk. Jeg husker kun et enkelt tv-interview om sagen, hvor jeg forstod, at han havde til hensigt at offentliggøre graverende og gentagne lægefejl på internettet med navns nævnelse. Jeg tænkte, at det var en meget alvorlig sanktion, som formentlig oftest vil medføre, at erhvervet permanent må opgives for den, det rammer, og som derfor forhåbentlig kun ville blive anvendt i meget alvorlige tilfælde. Jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, at loven også skulle omfatte fejl i kategorien § 6 i lægeloven, som omfatter langt størstedelen af påtalekrævende lægefejl: fejl eller fejltolkninger, som patientklagenævnet efter behandling finder "ikke lever op til den almindeligt anerkendte lægefaglige standard". I min naivitet følte jeg mig overbevist om, at et sådant forslag aldrig kunne passere det filter af dybdeborende behandling, fornuft og omtanke, som lovforslag skal igennem i Folketinget for at blive realiseret, men jeg lovede mig selv, at jeg øjeblikkeligt ville ophøre med mit konsulentarbejde for Patient-klagenævnet, som jeg har haft i 15 år, hvis det skete.

Rækkevidden og de praktiske konsekvenser af dette nye lovgivningsmæssige tiltag gik imidlertid først rigtigt op for mig, da det pludselig ramte en god kollega, som formentlig blev et af de første ofre. Han er radiolog (røntgenlæge) som jeg selv, nylig pensioneret fra en stilling som administrerende overlæge på en stor, alsidig provinsafdeling. Da han altid dagligt har deltaget i al slags praktisk arbejde på afdelingen ved siden af sine administrative opgaver, har han stor erfaring som klinisk radiolog. For fuldstændighedens skyld skal nævnes, at hans mangeårige ledelse af afdelingen var højt skattet og respekteret, og at han endnu ikke viser mindste tegn på alderdomssvækkelse. Da han fratrådte under velfortjent festivitas, blev han tilbudt nogle faste konsulenttimer på afdelingen med det formål at beskrive undersøgelser på patienter henvist fra almen praksis, en vigtig opgave, som dog erfaringsmæssigt kan blive ladt i stikken og hermed uhensigtsmæssigt forsinket, når arbejdet med de indlagte patienter og det akutte arbejde hober sig op.

Kvalitetskontrol

I tre år har han beskrevet et utal af undersøgelser, formentlig i størrelsesordenen 20.000. Det har været en meget påskønnet aflastning af afdelingen, som næsten permanent har manglet kvalificerede radiologer. I løbet af disse tre år har min kollega af patientklagenævnet fået tre påtaler efter § 6. I løbet af de cirka 20 år, patientklagesystemet har fungeret, har nævnet uddelt § 6-påtaler med ganske rund hånd. Cirka 10-15 procent af klagesagerne ender med en sådan.

Det har hidtil været betragtet som en kvalitetskontrol, som vi læger har lært at leve med. Den har mindet os om, at ingen er fejlfri, og at vi må vise særlig omhu i vores arbejde. Proceduren er ubehagelig nok: Der tales om "manglende omhu og samvittighedsfuldhed", og man pålægges at mobilisere noget mere af det i sit fremtidige virke. Mange læger, inklusive jeg selv, har modtaget en eller flere sådanne påtaler, som også sendes til arbejdsgiveren i kopi.

Ingen er uberørt heraf, men vi har hidtil betragtet det som en spore til at give sig tid, vise omhu og erindre, at selv små fejl kan få alvorlige følger for vore patienter. Jeg kender ingen radiologer eller andre kolleger, som ikke konstant bekymrer sig om kvaliteten af deres arbejde.

De fejl, der rummes i § 6 i lægeloven, er som nævnt alle fejl, der af Patientklage-nævnet karakteriseres som "handlinger eller fortolkninger, som ikke lever op til den alm. anerkendte faglige standard". Fra mit eget fag kan jeg som typiske eksempler nævne: oversete knoglebrud og oversete eller fejltolkede forandringer i lungerne eller det kvindelige bryst. En del af disse fejl medfører forsinkelse af den korrekte diagnose og i de uheldigste tilfælde en forværring af sygdomsforløbet. Det kan selvfølgelig være fatalt, når det drejer sig om livstruende tilstande, men i langt de fleste tilfælde er patientens liv og førlighed heldigvis ikke på spil. Det er i øvrigt karakteristisk, at overfortolkning af en undersøgelse, som kan være ligeså kritisabel og ubehagelig for patienten, i praksis aldrig medfører klage. Andre karakteristiske træk er, at det særligt er de flittige læger, der rammes, og - ofte sammenfaldende hermed - de læger, der tør træffe klare beslutninger frem for at dække sig ind med uklare udsagn. Med radiologien som eksempel kan det være værre end ingenting for kollegaen med det overordnede kliniske ansvar.

Stort antal

Hvis vi bliver ved radiologien, hvor jeg jo føler mig mest hjemme, har faget nogle karakteristiske træk, som gør os flittige med de klare udsagn, der er særligt udsatte for § 6-påtaler:

n Antallet af ekspeditioner. 10.000 undersøgelser årligt for en radiolog er ikke usædvanligt. Hertil kommer kontrasigneringer af beskrivelser udført af kolleger under uddannelse.

n Antallet af billeder. Konventionelle røntgenundersøgelser består oftest af 2-10 billeder, men med de nye avancerede skanningsundersøgelser (CT- og MR-skanninger) kan billedtallet løbe op i flere hundrede for en enkelt undersøgelse.

n Intet andet lægeligt fag har så gode betingelser for at kontrollere de skriftlige udsagn, fordi alle billeder fra de seneste fem år kan hentes frem.

Vi påtager os naturligvis ansvaret for beskrivelsen af disse mange billeder, men det er indlysende, at ingen skal forvente, at det altid bliver fejlfrit.

Langt de fleste af de mange § 6-påtaler, jeg har været med til at anbefale - og jeg har aldrig været ude for grovere fejl end §6 - har været fejl, som de fleste radiologer kunne begå. Jeg har utallige gange efterprøvet det ved at konfrontere kolleger på afdelingen med billederne. Det var også yderst sjældent, at jeg, når jeg så billederne tænkte: "Hvordan kunne dette dog overses"? Oftere har jeg tænkt: "Heldigt, at jeg ikke kom ud for det". Det kunne jeg også have overset, hvis min opmærksomhed ikke var særligt skærpet, som den jo er, når man ser billeder, som man ved er blevet fejltolket.

Min retsfølelse siger mig, at man ikke skal udsætte nogen for gabestok eller lignende straffemetoder, med mindre deres brøde har noget kriminelt i sig. Det har § 6-påtaler ikke i modsætning til den langt alvorligere § 18, som taler om grov forsømmelighed. Straffe for § 6-påtaler har ikke større forebyggende virkning end de foranstaltninger, vi hidtil har levet med. Til gengæld kan de for mit fags vedkommende medføre usikre, tvetydige billedbeskrivelser, som dækker radiologen ind, men som klinikeren ikke kan bruge til noget, og som giver ham et ansvar, som ikke bør være hans.

Nedladende holdning

Min kollega modtog fra Sundhedsstyrelsen en skrivelse, som i sin nedladende holdning og sit hovne ordvalg fuldt ud levede op til indtrykket af, at der nu var tale om forfølgelse og straf: "At han tre gange havde overset forholdsvis banale radiologiske forandringer" (forfattet af en afdelingslæge, der så vidt jeg ved ikke har radio-logisk uddannelse). Sundhedsstyrelsen ville derfor (såfremt et forslag til ændring af loven, så den får tilbagevirkende kraft, bliver vedtaget midt i 2006), offentliggøre, at "da Sundhedsstyrelsen vurderer, at speciallæge i radiologi NN's faglige virksomhed vil kunne udgøre en forringet sikkerhed for patienterne, vil styrelsen i medfør af relevante paragraffer overveje at sætte hans faglige virksomhed under skærpet tilsyn". Der er vist ikke mange læger, der kan leve med sådan en svada fra landets højeste sundhedsfaglige instans, heller ikke min kollega, der omgående frigjorde sig fra kontrakten med sygehuset og ikke længere ønsker at arbejde som læge. Hans brøde består i, at han har været usædvanligt flittig, præcis og uforbeholden i sine radiologiske udsagn og uheldig, fordi tre af de fejl, han har begået i de senere år, er blevet opdaget, klaget over og påtalt.

Love med tilbagevirkende kraft kender vi ældre fra retsopgøret efter besættelsen. De anses ikke for fine i juridiske smagsdommerkredse. Men de kan være ganske fristende, når der virkelig skal vises muskler og gribes om nældens rod, som når man vil have læger til at holde op med at lave fejl.

Da jeg ikke af natur er særlig aggressiv, vil jeg indskrænke mig til at karakterisere loven som primitiv, kortsynet, uden forebyggende virkning og meget populistisk. Den kan vist kun blive til glæde for de skadefro.

Vi heldige, som endnu ikke har fået afsløret tre af vores fejl inden for fem år, kan vælge at dække os ind ved at lave beskrivelser, der åbner mange, helst alle, diagnostiske muligheder. Hermed kan vi formentlig udsætte den dag, Sundhedsstyrelsens sanktion rammer os. Men vi kan også fortsætte med at være flittige, skarpe, akkurate og ikke fejlfri, men gerne heldige og tage konsekvensen og blive omskolet, når lynet til sidst slår ned.

Det kan vel ikke undre, at jeg synes, at loven omgående må fjernes eller ændres radikalt. Den rummer et gabende misforhold mellem brøde og sanktion og nedbryder på urimeligt grundlag tillids-forholdet mellem læge og patient, som er fundamentet for al lægelig virksomhed. Indtil da vil jeg opfordre til, at Patientklagenævnets konsulenter overvejer deres stilling. Min beslutning om at sige op som konsulent i radiologi faldt desværre sammen med min pensionering, så jeg fik ikke smækket ordentligt med døren.

Sven Dorph er overlæge, dr.med.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu