Læsetid: 4 min.

Statens husholdning

10. september 2001

Ordet snusfornuft er flere gange blevet brugt i forbindelse med regeringens forslag til næste års finanslov. Finansministeren var selv den første til i denne forbindelse at tage ordet i sin mund. Det skete, da hun fremlagde forslaget for små to uger siden. Men som optakt til Folketingets førstebehandling i torsdags gav økonomiminister Marianne Jelved dette begreb en ny og udvidet dimension.
Hidtil har den gængse opfattelse været, at den snusfornuftige politiker på sit partis vegne kunne anvise indtægtsmæssig dækning for hver eneste udgiftskrævende aktivitet, der optrådte på partiets ønskeseddel. I den velkendte politiske jargon har det heddet sig, at partiet krone for krone har forslag til den nødvendige finansiering. Bag hele denne retorik har ligget en fælles accept af, at det i sig selv er en politisk-økonomisk dyd, at statens budget er i balance.
Men skal vi tro Marianne Jelved, er det ikke længere tilstrækkeligt at anvende denne form for husholdningsøkonomi, når der skal træffes beslutning om kongerigets finanslov. Venstre og Det Konservative Folkeparti på den ene side og Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten på den anden har begge fremlagt forslag, der ifølge deres egne beregninger anviser dækning for hver eneste udgift, de har foreslået. Men de er nu af økonomiministeren blevet belært om, at det så langt fra er tilstrækkeligt. Og Marianne Jelved er omgående blevet bakket op af finansministeren.

Hovedpunktet i deres kritik af de forskellige oppositionspartiers udspil er, at de anviste indtægtskilder og besparelser vil være af meget begrænset virkning på den samlede samfundsøkonomi. En skærpet beskatning af de store selskabers fortjenester på Nordsøolien vil nok give penge i statskassen, men den vil i sagens natur kun få meget behersket indflydelse på den gennemsnitlige danskers købekraft. Derfor er en forhøjelse af de grønne afgifter, som regeringen selv foreslår, langt at foretrække. Den vil over en bred kam gøre indhug i borgernes disponible indkomst.
Lige så virkningsløst ville det være at skære halvanden milliard kroner i bistanden til de fattige lande i denne verden, sådan som Venstre og de konservative har foreslået. Hvis denne halvanden milliard nemlig bliver anvendt til at forkorte ventelisterne til de danske hospitaler, vil disse penge komme ud i den hjemlige omsætning og på den måde bidrage til en udvidelse af forbrugsmulighederne.
Det er på den baggrund Marianne Jelved har slået fast, at hun som økonomiminister ikke vil tillade, at det offentlige forbrug stiger for kraftigt. Det vil føre til et nyt pres på inflationen og lønudviklingen. Og derfor kan regeringen blive nødt til at svare igen med en ny kartoffelkur efter valget.

Det er et budskab, der i hvert fald ikke kan affærdiges som et traditionelt valgløfte. Den radikale leder har valgt at fastholde sin rolle som den store vogter af samfundsøkonomisk ansvarlighed i en tid, hvor stort set alle andre partier – indbefattet hendes regeringspartner – hovedsagelig er optaget af at fortælle, hvordan de vil bruge endnu flere penge på velkendte velfærdsgoder. Men netop over for den målgruppe, som de radikale appellerer til i vælgerskaren, har det tidligere vist sig at være et attraktivt budskab. Hilmar Baunsgaard og de 27 mandater, han kunne hente hjem til partiet i 1968, er ikke helt gået i glemmebogen.
For Socialdemokratiet må denne strategi derimod fremstå som temmelig problematisk. Det store regeringspartis position som den afgørende garant for velfærdssamfundets bevaring og udvikling står i fare for at blive udhulet af den konkurrence, det har fået fra både VK-blokken og Dansk Folkeparti. Fra den kant er der ingen ende på løfterne om, hvad der vil blive gjort for at afskaffe ventelister, forlænge orlovsordninger og i det hele taget imødekomme ønsker og behov, der er forbundet med den nære dagligdag.
Det umiddelbare socialdemokratiske svar har været, at den økonomiske sammenhæng i de forskelligartede udspil fra især Venstre er ganske fraværende. Det er forførende retorik på én og samme gang at love et totalt og ubetinget skattestop og stille en række udgiftskrævende velfærdsforbedringer i udsigt. Venstres modtræk over for denne argumentation har været den traditionelle opstilling af et budget, hvor der i form af besparelser på papiret er dækning for hvert eneste forslag om nye udgifter.

Som Folketingets første behandling af finanslovsforslaget viste, kan de to partier, der konkurrerer om statsministerposten, blive ved at med slå hinanden i hovedet med den slags argumenter og beregninger. Det vil næppe i sig selv flytte ret mange stemmer. Og derfor er Marianne Jelveds indfaldsvinkel trods alt ikke så ubekvem for Socialdemokratiet, som den ved første øjekast kunne se ud til at være. Hun har leveret en solid argumentation for, at en sparet krone i statens husholdning ikke uden videre kan omsættes i et tilsvarende merforbrug.
Sandsynligvis er det forklaringen på, at Pia Gjellerup i alt væsentligt fulgte den samme linje, da hun kommenterede forløbet af torsdagens debat i Folketinget. De forhandlinger, der indledes i dag, vil være præget af regeringens krav om, at der ikke blot på papiret skal være balance mellem indtægter og udgifter, men også at de finanspolitiske konsekvenser skal være neutrale. Rent taktisk er det en såre bekvem indfaldsvinkel, da det giver regeringen en god begrundelse for på det rette tidspunkt at sige farvel til de partier, som den ikke længere ønsker at forhandle med.

tok

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu