Læsetid: 3 min.

Statens medier

30. april 2002

I opløbet til sidste års valgkamp proklamerede Venstres daværende mediepolitiske ordfører, Jens Rohde, at TV 2 inden for de første hundrede dage efter en borgerlig regerings magtovertagelse ville blive privatiseret. Da hans partiformand lagde vægt på, at der ikke blev afgivet løfter, som ikke kunne indfries, trak Anders Fogh Rasmussen hurtigt i land. Det var processen, der ville blive sat i gang, sagde Venstre-lederen, der nu er blevet statsminister.
Det var klogt af ham. Nu, da der er gået mere end en halv gang mere end de hundrede dage, er regeringen omsider ved at lægge sidste hånd på et udspil. Som ansvaret er fordelt, vil det blive fremlagt af kulturminister Brian Mikkelsen, men mange VK-politikere har været inddraget i forberedelsen. Der har været tale om et stykke præventivt arbejde, der skal forhindre, at folketingspolitikere fra de to regeringspartier går i indbyrdes, offentlig diskussion – sådan som det har været tilfældet i andre sager.
En privatisering af TV 2 står heller ikke på den aktuelle dagsorden, selv om de VK-politikere, der ønsker en sådan udvikling, efter alt at dømme får mulighed for at påstå, at det første skridt bliver taget. Det vil være i form af et forslag om, at TV 2 omdannes til et statsligt aktieselskab, hvad der selvfølgelig gør det lettere at sælge ud på et senere tidspunkt. Men for nærværende ønsker også den siddende regering at bevare TV 2 som et medieselskab, der er forpligtet på public service begrebet.

NÅr VK-partierne ikke uden videre vil lade TV 2 blive opslugt af det frie markeds kræfter, hænger det sammen med to, indbyrdes forbundne forhold. Den konstruktion, der blev oprettet i midten 1980’erne, har faktisk vist sig at være en markant succes. Begrundelsen fra den daværende, borgerlige regering var, at der skulle skabes valgmuligheder inden for public service området for at fastholde så mange seere som muligt til det danske tv-udbud. Og det er lykkedes. En stærkt medvirkende årsag har været de regionale TV 2-stationer, der i kraft af deres programvirksomhed har udviklet en meget betydelig lokalpolitisk opbakning – også blandt Venstre-folk og konservative.
Derfor frembyder disse regionale tv-stationer i sig selv en noget nær uoverstigelig barriere for enhver politiker, der ønsker at ændre fundamentalt ved TV 2’s nuværende status. Og det lægger en betydelig dæmper på de muligheder, kulturministeren har for at fremsætte lovforslag af mere vidtrækkende karakter.
I den forbindelse kunne Danmarks Radio tænkes at være et velegnet alternativ. I dele af det borgerlige bagland har der længe lydt krav om, at licensfinansieringen bør afløses af direkte statsbevillinger, og at public service begrebet bør indskrænkes til konkrete, samfundsrelaterede programtyper. Som lovgivningen i dag er formuleret, går den forpligtelse, der er forbundet med public service på det samlede udbud af programmer.

Men heller ikke her tyder meget på, at regeringen har i sinde at imødekomme de synspunkter, der stod stærkt, da VK-partierne endnu var i opposition. Ganske vist er der ingen tvivl om, at DR i regeringens oplæg vil blive udsat for krav, som må udløse kraftige indsigelser fra virksomhedens ledelse. For det første vil regeringen næppe undtage licensen fra det generelle skattestop, og det betyder, at en planlagt forhøjelse på fem procent i 2003 falder bort. For det andet har kulturministeren vist sig meget lydhør over for de private producenters ønske om, at DR pålægges en forpligtelse til at lægge mindst 25 procent af egenproduktionen uden for huset selv. Men som en bredt funderet offentlig og uafhængig udbyder af radio- og tv-programmer vil DR ikke blive antastet.
At det er justeringer snarere end dybtgående indgreb, der står på dagsordenen, fremgår også af de rent politisk-taktiske signaler, der er blevet udsendt i de senere dage. I sidste uge udtalte medieordføreren for Dansk Folkeparti, Poul Nødgaard, en forventning om, at kulturministeren vil sikre sig hans partis accept, inden regeringen fremlægger sit udspil. Jens Rohde, der siden
valget er blevet forfremmet til politisk ordfører for Venstre, reagerede med en omgående afvisning. I hans optik er der ingen partier, der har talt sig væk fra forhandlingsbordet.
Det er altså et bredt forlig, der står på dagsordenen. De hundrede dage vil blive tredoblet. Og der vil blive tale om justeringer, snarere end vidtgående ændringer.

tok

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her