Læsetid: 3 min.

Station zu station

27. maj 2006

Da jeg for tiden opholder mig i Berlin uden noget specifikt formål, har jeg opfundet et lille projekt, der skal lære mig byens geografi og tillige resultere i en dekorativ nyttesløshed (læs: kunstværk), lige til at hænge på irgendeiner velbeslået institutions væg.

Idéen er som følger: Fra samtlige stationer indenfor tarifzonerne A og B på S- og U-bane-nettene (247 stationer i alt) skal jeg tage tre amatørfotografier: Ét på perronen, ét indenfor og ét udenfor. På min væg har jeg så et stort bykort, hvor jeg med røde nåle markerer de besøgte stationer. Den røde nål udskiftes med en grøn, når jeg har forskaffet mig de nævnte snapshots.

Senere skal hele molevitten, kort, nåle og fotografier, smækkes op på en masonitplade, og billederne forbindes med sytråd eller fiskesnøre til den station, hvor de blev taget.

Grimhedens æstetik

Et af problemerne ved projektet er, at jeg kvier mig at fotografere på offentlige steder, fordi jeg selv irriteres over folk, der gør det. Men jeg bider det i mig og flår mit lille turistdigitalkamera frem og fyrer løs, idet jeg forsøger at undgå at ramme de sagesløse civile. Billedkvaliteten bliver så derefter. Men hva' hulen, tænker jeg, det er jo Kånst, og grimhedens æstetik har længe været den herskende.

Også jeg er vokset op med den intellektualiserede version af chabby chic-stilen, og togstationerne i Berlin er følgelig noget af det smukkeste, jeg ved. Så længe det varer, for de river ned, renoverer og bygger om med glas og blankpoleret stål, så det er til at tude over. Det er allerede gået ud over rigtig mange stationer, særligt nu op til VM i fodbold. Så nu er man nødt til at vente helt forfra på at de bliver gamle.

Dog forsøger jeg at tage mig i slumromantiker-trippet. Hvem var det, der brugte sloganet 'Forandre for at bevare'? Fucking Socialdemokraterne? Slige tanker tænker jeg på mine små rejser fra station til station for at tage mine små, rystede fotos. Eller: 'Smuk som en sønderskudt Banegård'. Hvem skrev nu det? Det lyder som Johs. V. Jensen. Det har nok en anden klang i tyske ører.

Det er snart slut

Ostkreuz er måske den smukkeste af de banegårde, jeg hidtil har set. Eller var, måske, når dette læses, for den er under renovering. De har allerede fjernet en del vegetation. Hvilket måske faktisk højner dens øjeblikkelige skønhed, fordi man ser de buede linjer, togsporene, perronerne osv., så meget des bedre.

Går man mod vest, ind mod byen, fra Ostkreuz kommer man først ud på en plads med et legestativ, et par cafeer og brede fortove.

Cirka to ud tre facader er renoverede og malet i 'smagfulde' pastelfarver af den sydeuropæiske slags, som Søren Ulrik Thomsen nyder at harcellere over. Ganske repræsentativt for nutidens Østberlin, tænker jeg uden at vide noget videre om det. Pengene, og den dermed forbundne småborgerlighed, kommer snigende. Forhåbentlig bliver det aldrig så slemt som i de københavnske brokvarterers andelforeningsørken.

Går man i østlig retning ud fra Ostkreuz station kommer man ind i et efter sigende 'barsk' kvarter. Kriminalitet, racisme og andet puh-badr. Jeg finder det bare overmåde pittoresk. Men jeg er også bare en skide turist med et digitalkamera.

P.S. Jeg har siden, på grund af en uventet kapitaltilførsel, udbygget/omdefineret projektet til noget med en cykel, et bedre kamera og en GPS-modtager, så nu skal jeg besøge alle stationerne forfra.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu