Læsetid: 3 min.

Stats- eller medborger

Når vi vi elsker medborgeren og føler ubehag ved statsborgeren, glemmer vi, at medborgerskabet skiller, mens statsborgerskabet samler i en politisk integration
19. januar 2007

Lægger man ørerne til de politiske vandrør, nærlæser sine avisledere eller æder ministerielle rapporter til morgenmad, finder man ud af, at vi i relation til det politiske system omtales som vælgere og deltagere, brugere og forbrugere eller som borgere, medborgere eller statsborgere. Poul Nyrup var en påfaldende undtagelse, da han ofte tog det mere eksistentielt tonede 'menneske' i anvendelse. Ser vi et øjeblik bort fra det forhold, at der rutinemæssigt lefles for vælgerne, og at stort set alle administrationspolitiske ændringer de sidste 25 år er tænkt over, at borgerne skal gøres til brugere og forbrugere af offentlige ydelser, står nærmest alle demokratiske visioner på skuldrene af medborgeren.

Kultur og rettigheder

Tillad mig at dvæle ved det forhold, at Danmark som et af formentlig meget få lande har et - og endog stædigt rodfæstet - begreb om medborgerskab og et meget pauvert begreb om statsborgerskab og tillige et fattigt blik for problemerne i medborgerbegrebet og ringe ideer på vegne af statsborgeren.

Hverken på fransk eller engelsk har man så stærkt og bredt funderet begreb om medborgeren eller for den sags skyld det folkelighedsbegreb, der altid følger med. Her nøjes man med betegnelser som publique/peuple, public/people, citizen og citoyen.

Medborgeren har medborgerhuse, særlige fælles demokratiske værdier og beboer en varm og åbenhjertig kultur - ofte baseret på fælles sprog. Vi kan finde på at lave en masteruddannelse i medborgerskab, men ikke i statsborgerskab.

Statsborgeren har rettigheder og begrebet konnoterer mestendels diskussionen om flygtninge og indvandre eller noget, vi er i udlandet. Det er ikke et potent demokratisk begreb, hvis man med demokrati forstår mere end rettigheder. Medborgeren knytter sig til holdninger og kultur. Man er med; del af en helhed, defineret af en kultur, der kendetegner et særligt folk med sin egen historie. Statsborgeren derimod er forbundet med staten, nyder rettigheder, der er givet politisk og færdes i en offentlighed. Medborgeren luner sig ved lejrbålet. Statsborgeren kommer i institutioner. Hermed arver medborgeren landsbyromantikkens hygge på demokratiske vilkår medens statsborgeren blot rimer med på modernitetens anonymiserende fremmedgørelse.

Vitalisering

Når medborgeridealet bliver et demokratisk nøglebegreb, bliver demokrati blødt. Et spørgsmål om væremåder, om have det godt og føle sig hjemme. Statsborgeren kan tilsyneladende ikke tænkes i et potent demokratisk perspektiv, men forbliver et cpr-nr. Med fordampningen af enhedskulturen, den økonomiske, mediemæssige og kulturelle globalisering og den internationale politiske integration på tværs af nationalstater (EU, FN, WTO etc.) sprænges rammerne for medborgeren som demokratisk figur, og tilbage står en længsel efter en særlig dansk, nærhedsorienteret politisk kultur baseret på snakkesaglig enighed. Heri ligger kimen til statsborgerens vitalisering.

Mangfoldigheden

Statsborgerskabet er farveblindt og kender ikke forskel på højt- og lavtuddannede, indvandre og etniske danskere; dets udstrækning er kulturelt og historisk ikke afgrænset af 1864 og Kongeåen. Som dannelse er det orienteret mod overskridelsen af det nære, forbundet med oplysningens fællesskab af universelle idealer frem for menighedernes lovprisning af værdier. Netop hermed er det den eneste forudsætning for eksistensen af de mange kulturer medborgerne lever i og ånder for. Den indstifter en politisk kultur, der sætter rammerne for de kulturer grupper af enhver sags påkalder sig. Medborgerskabets investering i kulturer skiller, statsborgerskabet samler i en politisk integration. Men det forudsætter, at statsborgerskabet frisættes til en pædagogisk demokratisk figur og ikke blot et juridisk spørgsmål. Måske kunne begrebet om borgeren pege på det sprogligt mulige, der opvarmer statsborgerens usentimentale juridiske status og samtidig afkøler medborgerskabets varme lukkethed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu