Læsetid: 4 min.

Statsautoriseret faderløs

Er det etisk forsvarlig lovgivning, at gøre enlige og lesbiske kvinder til mødre, men deres børn livsvarigt faderløse?
1. april 2006

De fylder meget i moderne etiske diskussioner: Rettigheder.

Ofte har de det med at udmanøvrere andre vægtige hensyn. Og brugt som en trumf kan de lukke diskussionen fuldstændigt. Sådan.

Rettighedsbegrebet har ændret sig radikalt.

De klassiske - såkaldt negative rettigheder - der blev formuleret i 1776 i USA - og i Frankrig 13 år senere - var individuelle rettigheder: Rettigheder, der skulle sikre det enkelte individ et personligt råderum, garantere borgeren en række ukrænkelige frihedsrettigheder. Og ikke mindst sikre det enkelte menneske adgang til sin egen private sfære, hvor staten absolut intet havde at gøre. Der var kort sagt tale om, at sikre borgeren mod for meget stat, idet man så indblanding fra staten som noget negativt; og derfor opfattede det som overordentligt væsentligt at få stækket statens nærmest indbyggede trang til hele tiden at udvide sit magtterritorium.

Når man i et moderne samfund - som det danske - taler om rettigheder, så er der underforstået tale om positive rettigheder: Velfærdsrettigheder som andre, her staten, har en forpligtelse til at opfylde for den enkelte borger.

Aktuelt eksempel

Staten er dermed ikke længere én, man holder 10 skridt fra livet, men tværtimod én, man forventer lægger vejen forbi ens tilværelse. Gennem hele livet.

Et aktuelt eksempel er spørgsmålet om enlige og lesbiske kvinders ret til insemination i offentlig regi.

Tilbage i 1983 var loven om kunstig befrugtning udelukkende tiltænkt heteroseksuelle par, der - mod forventning - ikke kunne opnå graviditet på naturlig vis.

Men siden er flere interessegrupper kommet til. Med argumentet, at man med kunstig befrugtning alligevel har sat det naturlige ud af kraft, påberåber selv fertile kvinder sig retten til at blive behandlet for barnløshed.

I avisernes debatspalter får man ofte indtryk af, at staten - ved at modsætte sig behandling - nægter disse kvinder børn. At de er dårlige mødre. Og det er uheldigt, da sagen knap så meget handler om den enkelte kvindes evne som forælder, som om den forælder hendes barn ikke får.

Politikerne vakler over for kravet: Er der ikke tale om diskrimination af minoriteter? Om smagsdommeri af værste skuffe? Anerkender vi inderst inde kun den lille velfriserede familie fra Kinder mælkesnitte-reklamen?

Er vi ikke velopdragne samfundsborgere? Fordomsfri? Fulde af forståelse? Og god vilje? Jo, vi er. Og så er vi kyniske: Vi glemmer børnene. Gang på gang. Vi glemmer, at det dybtfølte behov vi voksne har for at se vores gener videreført i næste generation, har børnene tilsvarende for at kende deres biologiske ophav.

Dalende fertilitet i hele den vestlige verden har skabt et markant behov for donorsæd. Og sæddonorerne vil allerhelst forblive anonyme. Danske politikere bakker op om anonymiteten og sædbankerne jubler.

Børns rettigheder

Et systematiseret hemmelighedskræmmeri på kollisionskurs med al etik.

En benhård lovgivning, der fratager børn en far, eller - som et minimum - kendskabet til deres herkomst.

Men er faderen overhovedet så vigtig?

Er det en omgang patriarkalsk pladder, at fremhæve faderens særlige betydning for børn?

Ikke hvis man skeler til de etiske retningslinier, som Danmark har tilsluttet sig i nyere tid, da vi i 1991 frivilligt valgte at ratificere FNs konvention om barnets rettigheder.

Med sigtet på barnets tarv hedder det sig her, at børn i videst mulig omfang skal sikres en opvækst med begge forældre og videre at, staten ikke må lave foranstaltninger, der forhindrer børn i at have kontakt til begge deres forældre.

En rapper, der meget apropos også ønskede at være anonym, prøvede forrige år i Politiken (d. 28. nov. 2004) at begrunde den nedladenhed og hårde tone overfor kvindekønnet, der kendetegner de danske rapperes tekster:

"Det er et kæmpe moderopgør, de her fyre er i gang med", sagde han.

"Hvor 'moder' er en metafor for alle de kvindelige opdragere fra den enlige mor til striben af myndighedspersoner fra den første vuggestuepædagog til børnehavepædagogerne, dansklærerinderne, bibliotekarerne. Hvem som helst af kvindelige autoriteter og opdragere. Det er de offentlige rums mødre, der har afrettet dem hele vejen. Faderfigurer har de ikke haft. Der har ikke været mænd nok i deres opvækst. Hverken i metaforisk eller i bogstavelig betydning".

Mors dreng

Han tilføjede:

"Og når vi ikke kan vælte kongen af pinden, fordi kongen ikke er der til at slås med, så må vi jo tage dronningen, når vi skal til at gøre os fri. For gøres fri skal man jo. Især når man er en 'mors dreng' ".

Kan vi over for 'mors dreng' være bekendt at legitimere et fravær af faderen det ene øjeblik, for i næste øjeblik at betone vigtigheden af hans tilstedeværelse i andre sammenhænge?

Står samfundet sig i al fremtid ikke bedst ved at forholde sig neutralt? Og således lade denne neutralitet være al lovgivnings forudsætning.

Det behøver naturligvis ikke afholde nogen kvinder fra at få børn. Hvad enten det er ældre kvinder, enlige kvinder eller kvinder med en anden seksualitet.

Ingen hævede bryn. Det enkelte menneske har - ikke mindst takket være nogle visionære folk tilbage i 1700-tallet - sin fulde frihed til at gøre som det finder bedst. Uden indblanding fra staten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu