Læsetid: 5 min.

Statsborgerskab vælges med hjertet

Søren Krarup følte sig i fjendeland ved en konference om indfødsret, hvor Dansk Flygtningehjælp igen politiserede. Emnet var indfødsret, men hvad er det? Faktisk ikke en ret, men en gave
20. juni 2007
Indfødsretten er Danmarks gave til dem, der skønnes værdige til at modtage den. En gave, ikke en ret. Sådan som det fremgår af grundlovens paragraf 44, hvor det hedder: -Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov-.

Indfødsretten er Danmarks gave til dem, der skønnes værdige til at modtage den. En gave, ikke en ret. Sådan som det fremgår af grundlovens paragraf 44, hvor det hedder: -Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov-.

Jeg har lige været til en konference om 'indfødsret i europæisk sammenhæng'. Konferencen blev afholdt af Institut for Menneskerettigheder og fandt sted i instituttets lokaler på Christianshavn - og for at være ærlig, så er det ikke et sted, jeg kommer med den store fornøjelse. Jeg er ingen ven af den ideologi, der doceres i disse lokaler. Jeg er nærmest imod den. Og Morten Kjærum, der er direktør for foretagendet og indledte konferencen med en velkomsttale, hører ikke til mine nærmeste venner.

Men det skal naturligvis ikke komme konferencen og emnet til skade, for den egentlige arrangør af mødet, Eva Ersbøll, som er ansat på instituttet, havde gjort et stort arbejde og arbejdet sagligt med det spørgsmål, som indfødsretten er. Mine fornemmelser ved at opholde mig i fjendeland og færdes som en suspekt person i kredse, der er indædte modstandere af den linje i indfødsretspolitikken, som jeg har været med til at lægge efter 2001, er sagen uvedkommende. Og for resten også irrelevante, eftersom der var tale om høflige mennesker med en ordentlig omgangstone.

Men sagen selv, indfødsretten - hvad handler den om? Forholdet er jo, at siden systemskiftet i 2001 er til-delingen af dansk indfødsret strammet ganske gevaldigt, eftersom der nu stilles krav om et ordentligt dansk, om selvforsørgelse, om kendskab til dansk kultur, historie og samfundsforhold samt en ren straffeattest for at opnå dansk indfødsret. Der er indført en indfødsretsprøve. Der er sprogkrav, svarende til dansk i 8.klasse. Der er overalt sket en kraftig stramning.

Og deltagerne i konferencen på Christianshavn var ikke tilhængere af stramningen.

Det fremgik. Eva Ersbøll gjorde rede for et europæisk forskningsprojekt, NATAC, som sammenligner EU-medlemsstaternes indfødsretslovgivning og mere eller mindre direkte lægger op til en koordinering, eftersom man finder det rigtigt, at europæiske borgere har samme ret til statsborgerskab. Chefkonsulent Bente Bondebjerg fra Dansk Flygtningehjælp angreb direkte den nuværende indfødsretspolitik, skabt af regeringen og Dansk Folkeparti, idet hun kaldte den diskriminerende og inhuman.

Ikke en ret

Nej, jeg var ikke blandt venner. Men derfor var der jo alligevel grund til at gøre opmærksom på, at indfødsret er slet ikke en 'ret', eftersom ingen har ret til statsborgerskab. Indfødsretten er Danmarks gave til dem, der skønnes værdige til at modtage den. En gave, ikke en ret. Sådan som det fremgår af grundlovens paragraf 44, hvor det hedder: "Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov". Og netop fordi det er en gave, den fornemste, Danmark kan skænke fremmede, skal den tildeles af det folkevalgte ting, som repræsenterer det danske folk.

Det er det ene. Det andet er, at den EU-sammenhæng, som Eva Ersbøll her refererede til, er i dyb modsætning til begrebet indfødsret, eftersom EU som en europæisk union er fremmed og fjendtlig i forhold til den nationale selvstændighed, som indfødsretten er vidnesbyrdet om. EU og dansk indfødsret er uforenelige. EU vil som fjende af en dansk nationalstat altid være i modsætning til den virkelighed, som indfødsretten udtrykker.

Det er der grund til at notere sig.

Tillige er det vanskeligt at tilbageholde en vis forundring over, at Dansk Flygtningehjælp fører sig kritisk frem i forhold til den nuværende danske indfødsretspolitik, for Dansk Flygtningehjælp forholder sig jo rettelig til flygtninge, og en flygtning er ikke en indvandrer, men et menneske, der har fået asyl, indtil han eller hun kan vende hjem til sit eget land. Hvad skal en flygtning med indfødsret? Hvad kommer lovgivningen vedrørende indfødsret Flygtningehjælpen ved?

Politiserende

I en pæn forsamling skal man tale pænt, men fristende er det alligevel at pege på, hvorledes Dansk Flygtningehjælp også på dette område tiltager sig en politisk og polemisk rolle, som er i modstrid med en humanitær organisation, der vil hjælpe flygtninge. Det er, som vi har oplevet det fra 1980'ernes begyndelse: Dansk Flygtningehjælp optræder som en rent politiserende organisation, der vil diktere og bestemme Danmarks udlændingepolitik - og derfor altid er i krig med det danske folks ønske om at beskytte sit land i den folkevandringstid, vi gennemlever.

Ikke tilfældigt var det Dansk Flygtningehjælp, der gennemtvang den katastrofale udlændingelov af 1983. Og således er den nuværende udlændingepolitik, også på indfødsrettens område, et forsøg på at begrænse den skade, Dansk Flygtningehjælp har forvoldt.

Det ville efter mit skøn være passende, om Dansk Flygtningehjælp i denne situation afholdt sig fra at komme med kritik, endsige angreb på den nuværende indfødsretslinje.

Sådan kan så mange tanker gå gennem hovedet på den, der er til indfødsretskonference i Institut for Menneskerettigheder, men den lyttende tilhører kunne så glæde sig over, at integrations-minister Rikke Hvilshøj i sin åbningstale på konferencen fik sagt de ting, som er både uomgængelige og nødvendige. Jeg får i stadig stigende grad respekt for hende. Her er ikke blot fasthed og karakter. Men her er også en afgørende sans for, hvad udlændingepolitik og indfødsret handler om.

Først gjorde hun opmærksom på, hvorledes Europa begynder at efterligne Danmark mere og mere. Det giver på en måde sig selv. Når der finder en folkevandring sted fra Den Tredje Verden til den vestlige verden, vil den vestlige verden, her Europa, naturligvis være tvunget til at skærpe sin opmærksomhed over for indvandringen. Alle de europæiske lande slår efterhånden ind på Danmarks linje. Holland har været det nærmeste eksempel. Men stort set alle europæiske lande følger eksemplet op.

Vælges med hjertet

Og så sagde Rikke Hvilshøj det afgørende: "Tildeling af statsborgerskab er altid et nationalt anliggende". Ja, det kan ikke understreges nok. Således kommer Grund-lovens forståelse af indfødsret til ære og værdighed. Det er en gave, som nationen tildeler den fremmede, der anses for værdig til at modtage den, og det betyder naturligvis, at ingen har 'ret' til statsborgerskab. På denne måde hævdes grundloven og - ja, hvorfor ikke: nationen.

Og derefter sagde Rikke Hvilshøj:

"Statsborgerskab vælges med hjertet: At her hører jeg til."

Smukt og enkelt. Det nationale er altid et hjerteanliggende, og hjertet har som bekendt sine grunde, som fornuften ikke fatter (Pascal). I stedet for fornuften kan vi sige paragrafferne, juraen, de universelle menneskerettigheder. Hvor det abstrakte, menneskerettighederne, skal bestemme det konkrete, folkets virkelighed, træder man virkeligheden for nær. Man ender med at ophæve den. Man udsletter eksistensen til fordel for ideologien. Indfødsretten er et vidnesbyrd om det danske folks virkelighed i sit eget land, og det er derfor, at en indfødsretskonference i Institut for Menneskerettigheder er det, der hedder en contradictio in adjecto -en elementær selvmodsigelse.

For statsborgerskab vælges med hjertet.

Hvormed intet ondt skal være sagt om Eva Ersbøll, hvis vilje til saglighed jeg fik respekt for.

Søren Krarup er medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti samt næstformand i indfødsretsudvalget

Kronikken i morgen:

Low tech løsninger i forsknings-formidlingen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her