Læsetid: 4 min.

Den statslige spændetrøje

middelbart kunne det derfor lyde som en form for decentralisering, hvor ministeriet og dermed regeringen foretog en yderligere uddelegering af opgaver og ansvar. Virkeligheden har imidlertid vist sig at være en ganske anden. Den statslige spændetrøje strammer stærkere end nogensinde før. Det hårdeste slag, der umiddelbart er blevet rettet imod universiteterne, er kommet fra det, der er blevet kaldt »Thors hammer nr. 2«. Finansminister Thor Pedersen dekreterede i foråret, at hovedparten af de midler, der ude omkring på institutionerne var blevet sparet op til senere investeringer, skulle inddrages til statskassen.
1. juli 2006

NÅR MAN ER udenforstående er det i sagens natur svært at forstå. Det gælder også den aktuelle konflikt på Roskilde Universitetscenter. Udlægningerne af de faktiske forløb er så forskellige, at det på passende afstand kun kan konstateres, at i hvert fald nogle af aktørerne i alvorlig grad må savne evnen til at fatte, hvad der egentlig foregår omkring dem. Det er ikke just betryggende, når det drejer sig om professorer og andre forskere og lektorer, der har til opgave at formidle forskningsbaseret viden til de studerende. En trøst kunne så være, at krisen på RUC er at opfatte som et internt problem af en karakter, der ikke er ukendt for netop dén institution. Men er det så enkelt?

Som det fremgik af gårsdagens avis, mener flere indsigtsfulde iagttagere, at problemerne mellem den nye rektor og en række lærere kan forklares med den nye styreform, et folketingsflertal har lagt ned over universiteterne. Det ikke blot traditionelle, men også traditionsrige demokratiske selvstyre er blevet afløst af et system med bestyrelser, hvor flertallet er hentet uden for universiteternes egne rækker, og hvor rektorerne ikke er valgt af deres egne kolleger, men udnævnt af de nye bestyrelser.

Denne nyskabelse gør det muligt for en rektor at styre med hård hånd og egenrådigt sind - hvis det er det, han eller hun ønsker. Medarbejderne kan protestere, som det er sket på RUC, men de har ingen muligheder for ad demokratisk vej at ændre den ledelse, de skal arbejde under. Meget vil derfor afhænge af den holdning, der hersker i bestyrelserne.

I DENFORBINDELSE medgiver de to adspurgte professorer, Ole Lange og Tim Knudsen, at de indtil videre har været overrasket over, hvor få problemer der har været forbundet med den nye styreform. Langt de fleste steder ser det faktisk ud til, at disse bestyrelser har lyttet til de ansatte. Samtidig har både de og de fleste ledere på universiteterne været bevidste om det betydningsfulde i at sikre forskningsfrihed og faglighed.

Meget kan med andre ord tyde på, at langt de fleste bestyrelser hidtil har virket mere som en beskyttende paraply for deres institutioner over for Videnskabsministeriet end som ministeriets forlængende arm. Det er imidlertid på ingen måde ensbetydende med, at universiteterne blot har opnået en ny form for selvstændighed. Reformen blev gennemført med det klare sigte, at den statslige styring skulle styrkes. Og det er den blevet som led i en proces, hvor bestyrelserne har fået lov til at udfylde rollen som et bekvemt mellemled.

DABESTYRELSERNEBLEV nedsat, skete det med forsikringer til de nye formænd og medlemmer om, at det nu var dem, der havde det primære ansvar for den pågældende institutions drift. Umiddelbart kunne det derfor lyde som en form for decentralisering, hvor ministeriet og dermed regeringen foretog en yderligere uddelegering af opgaver og ansvar. Virkeligheden har imidlertid vist sig at være en ganske anden. Den statslige spændetrøje strammer stærkere end nogensinde før.

DETHÅRDESTESLAG, der umiddelbart er blevet rettet imod universiteterne, er kommet fra det, der er blevet kaldt "Thors hammer nr. 2". Finansminister Thor Pedersen dekreterede i foråret, at hovedparten af de midler, der ude omkring på institutionerne var blevet sparet op til senere investeringer, skulle inddrages til statskassen. Det var penge, der stammede fra besparelser og indtægtsdækket virksomhed, og som institutionerne med regeringens fulde billigelse selv havde fået lov til at sætte til side. Denne mulighed blev i sin tid indført for at undgå, at statslige forvaltninger hen imod årets slutning brugte løs af de tilbageværende bevillinger blot for at undgå, at de ville blive beskåret det følgende finansår. Men nu lå det åbenbart finansministeren så meget på sinde at forøge det statslige overskud, at han lagde sin tunge hånd på disse midler.

Samtidig har regeringen - ikke mindst i sammenhæng med den såkaldte globaliseringspolitik - lagt op til en yderligere statsstyring af den akademiske forskning. Der vil blive stillet krav om umiddelbar relevans og nyttevirkning. Som videnskabsminister Helge Sander udtalte for et par måneder siden, så er det kun naturligt, at de, der betaler, også har afgørende indflydelse på, hvordan pengene skal bruges.

Hvad han ikke forklarede, og hvad der heller ikke siden er blevet klarlagt, er spørgsmålet om, hvordan det igennem en politisk beslutningsproces er muligt at fastlægge, hvilken forskning der er relevent og nyttig.

Forestillingen om, at universiteterne nu er blevet underlagt magtfulde bestyrelser, der kan skalte og valte, som de har lyst til, har derfor meget lidt med de faktiske forhold at gøre.

Disse bestyrelser er tværtimod blevet placeret i en klemt position mellem de statslige krav og en bestyrelses naturlige ønske om at beskytte den institution, den har ansvaret for. Meget kan derfor tyde på, at den nuværende konflikt på RUC handler mere om personer end om strukturer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu