Læsetid: 6 min.

Statsministeren og folkestyrets historie

Statsminister Fogh har inddraget besættelsestiden i den verserende kulturkamp. Han, der er født otte år efter krigens ophør, har glemt at fortælle, at blandt alle politiske partier var hans eget parti det, der gik mindst ind for modstand over for nazisterne
9. marts 2006

Nutidens borgerlige regering har ført angrebskrig i demokratiets navn. På hjemmefronten fører den kulturkamp. Statsministeren har inddraget besættelsestiden i denne kulturkamp. Han, der er født otte år efter krigens ophør, har fundet ud af, at man burde have kæmpet mere for demokrati og frihed.

Han har glemt at fortælle, at af alle politiske partier var hans eget parti af de gamle partier det, der gik mindst ind for modstand. Han har også glemt at fortælle, at den demokratiske bevidsthed slet ikke var så stærk, som man efter 1945 har villet bilde os ind.

Blandt andre de nuværende regeringspartier havde deres demokratiske anløbenhed. Frem til afslutningen af Anden Verdenskrig var der fortsat mindre, men væsentlige grupper på højrefløjen, som var imod parlamentarismen. Det gamle Højre-parti blev ganske vist i 1915 afløst af et nyt parti, Det Konservative Folkeparti. Men i det nye parti var der fortsat kredse, som ikke ufravigeligt stod på parlamentarismens grund.

I de første år gjaldt det bl.a. industrimanden Alexander Foss, som i 1918 var parat til at vælte regeringen med udenomsparlamentariske midler.

I 1920'erne var der i den konservative ungdomsorganisation kredse, som var bekymret over parlamentarismen. En af de unge konservative, den senere udenrigsminister Ole Bjørn Kraft, mente, at folkestyret manglede "enevældens saglighed og autoritet".

De politiske partier fremførte særinteresser og man mente, at korporativ repræsentation kunne være vejen frem. Der blev fremført tanker om at omdanne Lands-tinget til et erhvervsting.

I 1932 til 1938 var der i KU og dele af Det Konservative Folkeparti en anti-parlamentariske bevægelse med affinitet til fascismen. Man accepterede vold som politisk kampmiddel og opbyggede 'stormtropper' efter fascistisk model. Og man ville modvirke parlamentarismen ved at få et korporativt andet kammer. Under John Christmas Møllers ledelse af partiet blev de anti-parlamentariske kredse dog efterhånden udgrænset og begyndte at gå deres egne veje. Nogle af dem gik i de følgende år til de forskellige mindre grupper og partier der var opstået i 1930erne, bl.a. et dansk nazistparti.

Venstre fjernede valgret

Der var også kredse i partiet Venstre, som i de første måneder af besættelsen satte spørgsmålstegn ved parlamentarismen, der jo havde ført til en stærk parlamentarisk stilling for socialdemokraterne og de radikale. I oktober 1940 skrev Lolland-Falsters Folketidende således om parlamentarisme og demokratiet: "Vi vil ikke ofre en tøddel for at opretholde et tidsbestemt politisk system, og overhovedet intet for at opretholde en tidsbestemt partipolitisk konstellation".

I begyndelsen af besættelsestiden advarede Venstres formand, Madsen-Mygdal mod, at man håbede på en engelsk sejr. Den ville føre til "bolsjevisering" af Europa. Danmark ville gå til grunde. Nej, Danmarks fremtid lå i et samarbejde med Tyskland i det ny Europa.

Efter denne salve blev han genvalgt som Venstres formand. Der blev i 1942 på initiativ af især Venstre indført nogle stramninger af bestemmelserne om tab af valgret, når man modtog offentlig hjælp. Hidtil var det ellers gået den anden vej, således at stadig færre havde mistet valgret, fordi de fik sociale ydelser. De sidste bestemmelser om tab af valgret gled først ud af dansk lovgivning i 1961 på et tidspunkt, hvor de fleste nabolande havde opgivet den slags regler.

Anti-demokratiske strømninger fandt man også i det nystiftede parti Dansk Samling, hos mænd med tilknytning Landbrugernes Sammenslutning, dele af højskolebevægelsen og højreintellektuelle. Tillige manglede den yderste venstrefløj med Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) i spidsen tro på det 'borgerlige' parlamentariske demokrati.

Men for mange var det endnu mere provokerende ved DKP, at det i 1930'erne indgik i et kommunistisk internationalt samarbejde, hvor kommunistiske og sovjetiske interesser kunne gå forud for, hvad de fleste danske opfattede som nationale interesser. Partiet sluttede op om det udemokratiske, terroristiske stalinistiske styre i Sovjetunionen.

De fleste kommunister var uvillige til at tro på, at stalinismen med hemmeligt politi, vilkårlighed og tortur begik de groveste forbrydelser. Andre var dog måske snarere i stand til med kynisme at betragte massemord og forbrydelser som nødvendige omkostninger ved at etablere et socialistisk samfund.

Elitetænkning

Under besættelsen vaklede troen på demokratiet i almindelighed og det danske folkestyre i særdeleshed også hos nogle, der indtog ganske fremtrædende pladser i det danske samfund. Elite-tænkningen vendte tilbage.

Den mest artikulerede fortaler for den, professor dr. jur. Vinding Kruse, gav folkestyret skylden for "den ødelæggelse af forsvaret, der bevirkede, at landet lå ganske værgeløst hen, da det i 1940 blev besat af en fremmed magt".

Vinding Kruse havde ingen folkelig gennemslagskraft, men hans angreb på det parlamentariske demokrati fremstår som det mest artikulerede angreb på folkestyret. Hans tanker falder sammen med andre af tidens højreradikale tanker, hvorfor det er værd at redegøre lidt, hvad han stod for.

Vinding Kruse blev i 1940 fra tysk side opfordret til at blive dansk statsminister, hvilket siger noget om, at hans holdninger - uden at være nazistiske - var mere spiselige for tyskerne end de fleste andre danskeres. Denne opfordring afviste han.

Loyalt fortalte han også statsminister Thorvald Stauning om opfordringen. Vinding Kruse var dansk national. Men hans angreb på demokratiet var ikke til at tage fejl af. Folkestyret med dets "talrige partikampe og klassekampe" havde "virket opløsende på selve ordenen og sikkerheden i samfundet".

Kruse: Afskaf partierne

Derfor var diktaturet opstået i mange stater. Kvaliteten af de parlamentariske forsamlingers forhandlinger var ringe og var blevet stadig ringere i takt med udvidelsen af valgretten. De politiske førere var gennemgående af ringe kvalitet. Lovgivningen var derfor i det store og hele sagligt set meget svag. Det førte også til et svag og sagligt ringe styre i administrationen og uforsvarlig overbelastning af de offentlige finanser.

Særligt uheldigt var det imidlertid, at parlamentarikerne 'blandede sig' i udenrigspolitikken - "et område, der både kræver en særlig sagkundskab, praktisk erfaring og en takt i fortrolighed og hemmeligholdelse, der ikke kan forventes af en forsamling".

Kruse ville afskaffe de politiske partier og deres "åndstyranni og ensretning gennem partipressen". Han mente, at pressen misbrugte pressefriheden til fordummelse af folket, og at det ikke gjorde noget om der røg en splint af den formelle pressefrihed.

I stedet for folkestyret ønskede Vinding Kruse et ekspertstyre. Men han ønskede på den anden side at bevare demokratiets respekt for den personlige frihed og ytringsfriheden. Han ønskede også retsbeskyttelse gennem uafhængige domstole. Han så et samfund, hvor 'videnskabens frie ånd' beherskede statslivet og pressen.

Han skitserede derefter en ny forfatning, hvor staten skulle ledes af et sagkyndigt, rådgivende Rigsråd og en Rigsforstander, der enten blev udpeget af Rigsrådet eller af sin forgænger. Rigsforstanderen skulle vælges på livstid, dog kunne man i første omgang give ham en prøvetid på f.eks. 10 år for at kunne rette eventuelle fejl ved valget af rigsforstander. Rigsrådet skulle vælges af:

1) foreninger og organisationer, der organiserede embedsmænd og professionelle som amtmænd, dommere, politimestre, sagførere (advokater), læger, civilingeniører, lærere o. lign. 2) erhvervsorganisationer. og 3) højere læreranstalter.

Valget i 1943 slog alt

Erhvervslivet skulle - efter korporativ inspiration - formentlig udgøre den største gruppe. Man kunne så overveje at bibeholde et rådgivende folkevalgt andetkammer for at fastholde en vis kontinuitet. Regeringen skulle dog bestemme, hvem der kunne opstille til det folkevalgte kammer. Efter besættelsen blev Vinding Kruse uretmæssigt af bl.a. kollegaen Alf Ross beskyldt for at være nazist.

De to havde været fjender sider Vinding Kruse i 1926 forkastede Ross' første forsøg på at blive dr. jur.

Vinding Kruse var elitist, men ikke nazist. Andre end Vinding Kruse ville under besættelsen indskrænke valgretten. F.eks. ønskede man, at alle modtagere af offentlig hjælp f.eks. pensionister igen mistede valgret. Storentreprenøren Knud Højgaard mente desuden, at "de helt unge og uerfarne menneskers valgret er meningsløs".

Valgretsalderen til Folketinget var på det tidspunkt 25 år, til Landstinget 35 år! Besættelsestiden førte dog ikke til en bred problematisering af demokratiets institutioner. I sammenligning med de fleste europæiske lande i perioden 1930-45 stod det repræsentative demokrati sig trods alle svaghedstegn relativt godt i Danmark.

I marts 1943 blev der holdt valg til Rigsdagen - et helt enestående valg i et tysk besat land. Stemmeafgivning satte alle tiders rekord i, hvad der må opfattes som en national og demokratisk demonstration mod tyskerne og nazismen. Over 90 pct. afgav deres stemme, og det blev en overvældende sejr for gamle partier mod de danske nazister. Opbakningen om de gamle politiske partier voksede i løbet af 1940'erne, og i efterkrigsårene nåede andelen af vælgere, der var medlemmer, aldrig senere overgåede højder på over 25 pct.

Tim Knudsen er professor i offentlig forvaltning, Københavns Universitet. Kronikken er uddrag af Tim Knudsens nye bog 'Fra enevælde til folkestyre', Akademisk Forlag 2006

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu