Læsetid: 3 min.

Statsministeren og de to moderne verdener

Hvad tænker Anders Fogh? Han tror på fremskridtet i udlandet, men allierer sig med pessimismen i Danmark
20. januar 2006

Det skulle gerne være politik. Men det forfalder til psykologi: Diskussioner af dansk politik starter og slutter i spørgsmålet: Hvad tænker Anders Fogh Rasmussen egentlig? Selv om han skulle være så præcis og så skarp, kan det være svært at finde ud af, hvad han mener. Men man har lov til at håbe det bedste:

Også efter statsministerens nytårstale. Højskoleforstander Thue Damgaard Kjærhus argumenterede tirsdag i Information for, at statsministeren placerede sig i en grundvigiansk kontekst, da han i nytårstalen betonede den danske tradition for 'manglende autoritetstro'. Det anti-autoritære skulle være forbundet med sund skepsis over for moderne forestillinger om, at vi selv behersker og konstruerer virkeligheden. Denne grundtvigianisme anerkender vores fundering i en specifik kultur som udgangspunkt. Efter henvisning til filosoffen Jørgen Bukdahl skriver Kjærhuus:

"Vi er derfor forankrede i en række strukturer, som vi ikke har tænkt os ind i. Vi har således ikke besluttet os for at være kristne, da vi blev født, akkurat som vi ikke personligt har valgt, hvilken familie, slægt eller historie, vi er rundet af. Det fællesskab, vi fødes ind i, er i Bukdahls (og Fogh Rasmussens) forstand derfor et værn mod, at vi indfanges af ideologierne."

Tendenser i Foghs retorik inviterer denne læsning: Han definerer det liberale som modstand mod ideologier, som skepsis over for helhedsforklaringer.

Men nytårstalen var styret af en anden retorik: Her talte statsministeren som kulturradikal. Nu var det anti-autoritære en attitude, som satte alt til kritisk debat:

"Vi har i Danmark en sund tradition for at stille kritiske spørgsmål til alle autoriteter, hvad enten de er politiske eller religiøse. Vi bruger humor. Vi bruger satire. Ja, vi har i det hele taget et lidt afslappet forhold til autoriteterne. Og for nu at sige det ligeud: Det er denne tradition for manglende autoritetstro, det er denne trang til at sætte spørgsmålstegn ved det bestående, det er denne tilbøjelighed til at sætte alt til kritisk debat, som har skabt fremskridtet i vores samfund."

Det bestående er ikke udgangspunkt for kritisk refleksion over nye forsøg på at bemestre vores livsverden, det bestående er genstand for kritisk refleksion. Ideologien om fremskridtet kræver evaluering af alle værdier. Den mekaniske bestemmelse af satire som instrument minder om kulturradikal pædagogik: Satiren er vigtig, fordi den tjener et formål. Morskaben skaber 'fremskridt'. Nytårstalen var produceret af statsministeren som advokat for det grænseløst moderne:

"Det er i den proces, at nye horisonter bliver åbnet, nye opdagelser bliver gjort, nye idéer bliver født. Mens gamle systemer og forældede tankesæt falder."

Indimellem taler statsministeren som verdens sidste vestlige moderne optimist: Fremskridtet løser alle problemer. Derfor taler han aldrig om global opvarmning, som er et biprodukt af teknologiske og økonomiske fremskridt. Han nævner aldrig fundamentalisme som en moderne reaktion på grænseløs ekspansion af herredømmekulturer. Og han anerkender ikke, at den anti-autoritære attitude er blevet vulgariseret, så den demokratiske offentlighed belastes radikalt: I stedet for at lytte til argumenter som det, der binder os sammen i et ræsonnerende fællesskab, forholder vi os til den, der snakker. Statsministeren er selv danmarksmester i at reducere andres argumenter til udtryk for en foragtelig psykologi. Indimellem er han optimist. Men når han træder i karakter i valgkampe, er han symptom på offentlighedens forfald: Så satser han på at ødelægge den politiske udveksling af tanker og synspunkter. Og det har hverken noget med kulturadikalisme eller grundtvigianisme at gøre: Statsministeren er menneskerettighedsfundamentalist i Irak: Det land skal asfalteres med vores institutioner. Men herhjemme kan han ikke udstå menneskeretsjurister og flygtningehøjkommisærer på besøg: Han tror på fremskridtet og den liberale pakke i Irak. Men herhjemme taler han som kommunitarist om værdier, herhjemme er han allieret med pessimismepropagandaen i Dansk Folkeparti. De to positioner er ikke formidlede i statsministerens diskurs. De taler imod hinanden. Og det er præcis der, politik ender som psykologi. Og vi diskuterer: Hvad tænker han egentlig?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her