Læsetid: 4 min.

Statssadisme

6. januar 2003

DE KOMMER som flygtning til et fremmed land med Deres ægtefælle og to små børn. De har ar på sjæl og krop efter nød, uro og forfølgelse i hjemlandet. De får asyl og opholdstilladelse, men De forstår ikke, hvad folk siger til Dem. Alt skal De lære fra grunden: Sproget, omgangsformerne, lovene, de sociale regler – hele den fremmedartede samfundskultur. I det nye land er der foruden Dem adskillige hundredetusinde mennesker i den arbejdsføre alder, som ikke har noget job. Blandt indvandrerne er mindre end halvdelen i arbejde. Alt forekommer Dem fremmed, svært, nervøst.
Men det ny samfund støtter Dem. Så længe De ikke er økonomisk selvhjulpen, kan De bevilges en såkaldt integrationsydelse, lidt misvisende kaldet ’starthjælp’ eftersom den udgør, hvad De kan få gennem de første syv år af Deres ophold i det ny land.
For Deres familie på fire udgør denne ydelse ca. 10.500 kr. om måneden. Før skat. Det svarer til, at De har et par hundrede kroner om dagen til at sikre hele familiens behov for »tøj, mad og andre fornødenheder«, som det hedder i reglerne. Beløbet er omkring halvdelen af, hvad landets myndigheder giver til kontanthjælpsmodtagere. Og halvdelen af et familiebudget i skrabet ’discount-udgave’, sådan som det statslige Forbrugerinformationen har regnet sig frem til det.
Når beløbet ikke er større, skal De opfatte det som en tillidserklæring. Som en opmuntring til at skynde Dem ud i det ny samfund og finde Dem et arbejde og en løn, De og Deres familie kan leve af.
Tilbage er derfor blot at ønske Dem: Velkommen. Og held og lykke. Vi tror på Dem.

DA VK-REGERINGEN for et år siden præsenterede sit forslag om en reduceret integrationsydelse til nye flygtninge og indvandrere i de første syv år af deres ophold i Danmark, blev det af nogle kaldt »en straffeaktion«, af andre »ren sadisme«. SF’s folketingsmedlem Kamal Qureshi sagde med al den sarkasme, han kunne mønstre, at den reducerede ydelse ville blive et strålende instrument til at integrere de nye danskere med alle de andre udstødte tabere, der sidder rundt om på byens bænke og hygger sig.
Trods klager til FN’s Flygtningehøjkommissariat og kritik fra politikere, fagfolk og indvandrerorganisationer blev ydelsen vedtaget og givet virkning fra 1. juli sidste år. Nu, et halvt år efter, er de første erfaringer indhøstet og alle dystre spådomme på vej til at gå i opfyldelse. Til Københavns Radio sagde forleden Glostrup Kommunes integrationsmedarbejder Mette Blauenfeldt, at integrationsydelsen er så urimeligt lav, at mange flygtninge og indvandrere må bruge al deres energi og kreativitet på at sikre de helt basale fornødenheder, hvorfor de ikke har overskud til også at passe danskundervisning, søge arbejde eller dygtiggøre sig.
»Vi har voldsomme problemer med bare at få flygtninge og indvandrere, der taler dårlig dansk, ud i de mindste praktikforløb med få timers ophold pr. uge på en arbejdsplads,« sagde Blauenfeldt.
Dansk Flygtningehjælps Bente Bondebjerg siger, at »Vi får henvendelser fra flygtninge såvel som fra socialrådgivere, og de giver alle et tilsvarende billede af situationen, efter den nye ydelse er blevet indført. Vi er derfor bekymrede for, at den nye ydelse skaber fattigdom, uden at det gavner integrationen.« Og Simon Thorbek, lektor ved Den sociale Højskole i København, påpeger, at de trange kår tilskynder til sort arbejde og økonomisk fusk og dermed direkte undergraver målsætningen om at integrere de nye danskere på arbejdsmarkedet.

DER ER over årene gjort mange fejl i retning af klientgørelse af flygtninge og indvandrere. Ved i asylfasen at blive nægtet retten til at lave noget meningsfuldt og efterfølgende pakket ind i passiv forsørgelse har mange fået frataget deres værdighed, selvrespekt og kraft til at kæmpe for en ny tilværelse på egne ben. Derfor er det godt, at integrationsindsatsen skærpes, og glimrende at integationsminister Bertel Haarder revser kommuner, der er bagefter.
Men ministerens starthjælp ville kun kunne give mening som incitament, hvis jobbene til indvandrerne hang på træerne. Virkeligheden er – som nævnt – at mange hundredetusinder mennesker her i landet er uden job og på offentlig forsørgelse, og sådan har det været i over ti år. Trods flaskehalse i visse brancher er der en kronisk mangel på job til især mennesker med begrænset uddannelse. Og blandt indvandrerne kommer en fjerdedel til Danmark med kun en grundskoleuddannelse, mens en anden fjerdedel slet ingen uddannelse har eller ikke har kunnet oplyse om den.
Der er indvandrere – som danskere – der ikke gider arbejde. Men der er også talløse indvandrere som har en uddannelse i bagagen, og som over årene har søgt hundredevis af job uden at få noget. Det kan afspejle modstand og fordomme hos arbejdsgivere – men det afspejler først og fremmest, at jobbene ikke er der. Hverken til indvandrere eller danskere.
Så længe virkeligheden ser sådan ud, er den såkaldte starthjælp udtryk for, at den danske stat straffer offeret. Avler afmagt, bitterhed og social deroute fremfor det overskud og den selvtillid, der er én forudsætning for integration. Starthjælpen er rendyrket statssadisme.

jsn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her