Læsetid: 4 min.

Et sted at høre til

De palæstinensiske selvstyreområder er udsat for et stigende dræn af veluddannede. Samtidig bedriver Israel en visumpolitik, der i praksis deporterer titusindvis af personer af palæstinensisk herkomst
21. november 2006

For nylig sad jeg i Ramallah og talte med en af de bedst uddannede, unge palæstinensiske kvinder. Pludselig, sagde hun: "Jeg ved ikke, hvor længe, jeg bliver her. Situationen er simpelt hen så forfærdelig og udsigtsløs."

Jeg tænkte straks på Amals forældre i flygtningelejren ved Betlehem. Allerede en gang havde hun været på et langt ophold i USA, og jeg vidste, hvordan de dengang frygtede, at hun ikke ville komme tilbage. Men i Amals tilfælde var det let at forstå frustrationen. Sejren for Hamas ved valget i januar i år havde gjort det meget svært for hende at varetage sit job som udenrigspolitisk ekspert for regeringen. Rent bortset fra, at hun ikke fik løn på grund af udlandets boykot af Det Palæstinensiske Selvstyre og følte det som en ydmygelse at skulle ligge sine forældre til byrde.

Jeg ved, det emotionelt vil være nærmest umuligt for hende at forlade sit land midt under krisen, men jeg kan se, at mange andre gør det. Man taler om 10.000 i år, og at der ligger visumansøgninger fra yderligere 60.000. De fleste er veluddannede, som hverken økonomisk eller politisk ser nogen muligheder på Vestbredden eller i Gaza.

Appel fra rektorere

Samtidig er der en anden alvorlig udvikling i gang: Gennem hele dette år har den israelske regering haft som erklæret politik at nægte palæstinensere, der ikke har palæstinensiske identitetspapirer, indrejse, eller har deporteret dem, som opholder sig der, ved at nægte fornyelse af deres visa. Da, det er Israel, der registrerer og udsteder papirer, og kontrollerer grænserne og alle checkpoints, har de israelske myndigheder mulighed for at bestemme, hvem der skal have lov til at opholde sig og arbejde i selvstyreområderne.

Situationen er nu blevet så alvorlig, at rektorerne fra 11 palæstinensiske universiteter og læreanstalter har udsendt en appel til verdenssamfundet - og specielt til deres akademiske kolleger - om at protestere over for den israelske regerings visumpolitik.

De siger i appellen, at det drejer sig om tusindvis af mennesker med fremmed pas, som ikke længere får lov at komme ind, eller som bliver deporteret. Det går ud over universiteter og NGO'er. Det rammer mennesker, som har boet på Vestbredden i masser af år og stiftet familie der. Forretningsfolk, der har foretaget store investeringer i den palæstinensiske økonomi.

Rektorerne gør opmærksom på, at "denne alarmerende, uannoncerede israelske politik", har katastrofale følger, fordi den rammer netop de folk ,som "skulle yde en afgørende indsats for at skabe et levedygtigt pluralistisk samfund og dermed skabe fundamentet for en fremtidig palæstinensisk stat."

Sagen har indtil nu ikke vakt særlig international opsigt. Mange af de berørte er nemlig bange for, at det kan skade deres individuelle sag, hvis de selv råber for meget op. Og håber i stedet på et mirakel. I USA har organisationen ADC, American-Arab Anti-Discrimination, besluttet at gøre noget ved det, og den indsamler for øjeblikket eksempler på, at amerikanske borgere er blevet nægtet indrejse eller udvist.

Ansøgninger i fryseren

Det amerikanske konsulat i Jerusalem bekræfter, at der er sket en ændring i den israelske politik, og udenrigsminister Condoleeza Rice har været involveret. Hendes udtalelse i denne sag var dog lige så uforpligtende, som når hun kommenterer andre sider af konflikten, idet hun udtalte: "Jeg vil gøre alt i min magt for at sikre, at alle amerikanske rejsende modtager fair og lige behandling." Når det gælder Israel, er der som regel ikke megen magt bag ved. Fordi Israel-lobbyen i Washington er så indflydelsesrig.

Det har da også været umuligt at få den israelske regering til at komme ud i en åben diskussion af denne visa-freeze-policy. Hårdest ramt er ægtefæller til palæstinensere, og menneskeretsorganisationen B-Tselem oplyser, at der har ophobet sig 120.000 ansøgninger om familiesammenføring. Tilsyneladende er de strandet i en dybfryser, og når der inviteres til konferencer og møder om sagen, er der ingen repræsentanter for administration og regering, som møder op. Derfor retter kampagnen sig nu mod det internationale samfund i endnu et forsøg på at gøre opmærksom på, hvordan Israel forvalter sin rolle som besættelsesmagt.

Når der ikke argumenteres for politikken, kan man jo kun gisne om motivet. Men det er jo oplagt, at israelerne gør alt for at begrænse antallet af palæstinensere ud fra frygten for, at den jødiske befolkningsgruppe skal udgøre et mindretal inden for sine grænser. Et problem, som jo i øvrigt ville være løst, hvis Israel opgav besættelsen.

Alle har ret til et hjem

Netop nu synes der at være en stigende international forståelse for, at den israelsk-palæstinensiske konflikt er alle andre konflikters moder. Det kan give et lille håb om, at regeringerne kan råbes op med hensyn til den umenneskelige visumpolitik.

En politik, der er med til at skabe smerte i en i forvejen hård hverdag. Med til at forøge den uvished om fremtiden, som der er så rigeligt af i livet mellem checkpoints. Med til at forstærke følelsen af at være kontrolleret af besættelsesmagten i alle livets detaljer. Og med til at brændemærke palæstinenserne som statsløse, et folk uden rettigheder, og dermed skabe den desperation, der får mange af de bedste til at forlade området.

Israel har som politik, at jøder fra hele verden frit kan rejse ind og bosætte sig i landet. Det er forståeligt på baggrund af historien. Men netop historien burde få israelerne til at forstå, hvor vigtigt det er for mennesker at kunne finde og stifte et hjem, at kunne rejse frit og ikke leve i frygt for at blive deporteret. Og de burde naturlig vis give den samme ret til palæstinensere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her