Læsetid: 6 min.

En stedsegrøn revolution for klodens sultne

Vi ved, hvordan sulten afskaffes, siger Den Grønne Revolutions fader. Men 2015-målet om sult nås langtfra med den nuværende indsats
12. september 2005

Det ligner en falliterklæring: "Verden har produceret føde nok til hver eneste mand, kvinde og barn på planeten siden 1960'erne."

Men: "Næsten 300 millioner børn under 15 år lever hver dag med den tyngende, udmattende sult, som sjældent får omtale på tv-skærmene eller i aviserne. I år vil næsten 11 millioner børn dø, før de bliver fem år. Mere end halvdelen af disse børns død vil have sammenhæng med fejlernæring."

Sagt for nylig af chefen for FN's Verdensfødevareprogram (WFP), James T. Morris. Som spidsformulerer dagens tilstand således:

"I en verden, hvor siloer svømmer over med korn, og millioner tons fødevarer smides væk hver eneste dag, er det fair at spørge: Hvorfor er 852 millioner menneske fortsat sultne?"

En af de bedste til at forklare, hvorfor det er sådan, og hvorfor det ikke behøver være sådan, er Monkombu Sambasivam Swaminathan. Lige fyldt 80 år skulle man tro, at den lille, hvidhårede mand havde fået nok af klodens dilemmaer og mest ønskede at trække sig tilbage til sin grønne oase på M.S. Swaminathan Research Foundation i det sydindiske. Men som han sidder her ved et cafébord i Stockholm, ivrigt forklarende og gestikulerende, er dr. Swaminathan så engageret, så skarp og så meget i de globale begivenheders centrum som nogensinde. I dag er det en internationale konference om vand i Stockholm, i går var det forskningscenteret hjemme i Chennai i det sydlige Indien, i morgen er det Bern i Schweiz, hvor en kreds af ambassadører har bedt om hans råd vedrørende sultens problem forud for næste uges topmøde i New York om FN's 2015-mål, vedtaget af det internationale samfund i år 2000.

"Mødet i New York vil vise, at ikke alene er de fleste lande ikke nået den nødvendige tredjedel af vejen mod målene for 2015 - mange af dem har endog bevæget sig baglæns. Det gælder især mange afrikanske lande. I Indien har vi gjort fremskridt med fattigdommen, men ikke når det gælder sult og fejlernæring. Det bekymrer mig," siger dr. Swaminathan.

Den indiske biolog og landbrugsekspert er en af denne verdens mest hædrede naturvidenskabsmænd, kendt sammen med amerikaneren Norman Borlaug som fader til Den Grønne Revolution, der i 1960'erne via højtydende hvede- og rissorter bragte millioner af mennesker i Indien og andre u-lande ud af sulten.

I dag er dr. Swaminathan sammen med amerikaneren Pedro Sanchez formand for FN's Task Force nr. 2 om sultproblemet. I en fælles rapport til det forestående FN-topmøde har de kortlagt, hvor langt verden er nået ad vejen mod det første af de i alt otte 2015-mål, der lyder:

"Udryd ekstrem sult og fattigdom. Halver den andel af befolkningen, der lever for under en dollar om dagen, og halver andelen af sultne og fejlernærede."

Det går for langsomt

Foruden de godt 850 millioner kronisk eller akut fejlernærede og sultne er to milliarder mennesker på kloden ifølge Swaminathan og Sanchez i dag ramt af mangel på mikronæringsstoffer. Hvis udviklingen fortsætter med dagens langsomme - nogle steder negative - takt, vil der i år 2015 være fortsat 670 millioner sultne og fejlernærede mennesker. Det er 230 mio. for mange i forhold til målet om at halvere antallet af fejlernærede.

"Man kan mene, at 2015-målet endda er et meget beskedent mål, for hvorfor skal man dog acceptere, at der i 2015 er over 400 mio., der fortsat er sultne eller fejlernærede, når nu vi ved, hvordan problemet kan løses," siger dr. Swaminathan.

Den aktuelle tilstand af sult og fejlernæring nedsætter menneskers arbejdsevne og indebærer ifølge Swaminathan og Sanchez et tab for de udsatte landes bruttonationalprodukter på 6-10 procent. Den bitre ironi er ifølge de to landbrugseksperter, at en forøgelse af f.eks. de hårdt ramte afrikanske landes landbrugs- og ernæringsbudgetter med omkring 10 procent netop er, hvad der skal til for at sikre den udvikling, der kan producere mad nok til alle. I sultens onde cirkel afskæres de ramte befolkninger således fra at skabe den nødvendige udvikling, fordi de er - sultne.

Fald i landbrugsudvikling

Ifølge Verdensfødevareprogrammet svigter ilandene deres del af udfordringen: at sikre den manglende økonomi til udviklingen af de fattige landes landbrug.

"Efter næsten et årti med fald er bistanden nu steget for tredje år i træk. Men de to typer bistand, der er mest målrettet orienteret mod sultende mennesker - fødevarehjælp og landbrugsudvikling - er faldet brat," siger WFP's chef James T. Morris.

Fødevarebistanden er ifølge WFP faldet fra et højdepunkt på 15 mio. tons i 1999 til blot halvdelen heraf - 7,7 mio. tons - i 2004. Og investeringerne i landbrugsudviklingen udgjorde i begyndelsen af 1990'erne 12 procent af den officielle udviklingsbistand; sidste år var den mindre end fire procent.

Swaminathans og Sanchez' Task force-rapport angiver, at 2015-målet om sult kan indfris for en ekstra bistand på 8,8 milliarder dollar i år, stigende til 10-11 mia. årligt i perioden 2010-15. Det svarer til, at hver indbygger i i-landene yder godt én krone ekstra i u-landsbistand om dagen.

"Det er peanuts sammenlignet med andre store udgifter såsom krigen i Irak," sagde Pedro Sanchez, da rapporten til FN blev præsenteret. USA's krigsindsats i Irak og Afghanistan koster i år omkring 100 mia. dollar.

Ved cafébordet i Stockholm siger M.S. Swaminathan, at hvis de rige lande blot vil yde den ekstra bistand og stille deres eventuelle gode ideer til rådighed, så kan og skal de fattige lande selv udvikle svarene og løse problemerne med sult og fejlernæring.

"Verdensbankens strukturtilpasningsprogrammer har medført omfattende ødelæggelser og øget elendigheden og lidelserne i fattige lande. Og det er ikke nødvendigvis en god ide at privatisere eller forlade sig på markedets mekanismer."

Sats på bønderne

Swaminathan mener f.eks., at den stigende import af fødevarer i Indien truer de fattige indiske bønders mulighed for at sælge deres produkter og tjene til livets opretholdelse. Han har i WTO-sammenhæng foreslået, at lande, hvor mere end 50 pct. af befolkningen har landbruget som levevej, skal have lov at indføre restriktioner på importen af fødevarer.

"Det primære ansvar for at finde de rette løsninger ligger imidlertid hos de nationale regeringer i u-landene. Og de bør lytte til deres egne bønder. De kender problemerne, og de kender svarene," siger Swaminathan.

Dr. Swaminathan, der har modtaget mere end 50 nationale og internationale hæderspriser for sin videnskabelige indsats og er tildelt omkring 50 ærestitler på læreanstalter verden over, siger selv:

"Mine lærere har altid været bønderne. Ikke professorer fra universiteterne. Bønderne er de bedste lærere, fordi de kender det virkelige liv fra det daglige slid i sol og regn."

Dr. Swaminathan mener, at mange i Vesten ikke har forstået, hvor afgørende det er at satse på udvikling for bønderne. Man tror, at svarene ligger i at udvikle byerhverv, industri og global konkurrenceevne som vej til en økonomisk vækst, der kan udrydde sult og fattigdom.

"I Danmark er kun tre-fire procent af befolkningen bønder. Men i Afrika, Indien og andre udviklingslande er det 60 procent. Derfor er første prioritet i ulandene at fjerne sulten blandt bønderne."

I Indien har Den Grønne Revolution betydet, at bønderne har øget produktionen af f.eks. hvede fra seks mio. ton om året ved selvstændigheden i 1947 til nu 73 mio. ton.

"Der er masser af mad i Indien. Men folk har ikke råd til at købe den. Det, bønderne ejer, er deres tid og arbejdskraft. Derfor handler det om at give større værdi til dét - altså at give bønderne større produktivitet som vej til større indkomst, så de får råd til at købe fødevarerne på markedet."

I den sydlige delstat Tamil Nadu har Swaminathans eget forskningscenter i 10 år arbejdet sammen med lokale bønder - først og fremmest kvinderne, betoner han - om at skabe større produktivitet. I såkaldte 'biolandsbyer' kombineres økologisk indsigt med moderne informationsteknologi, selvorganisering og ydelse af mikrolån for at skabe en landbrugsøkonomi, der på en gang er bæredygtig, jobskabende og økonomisk givtig.

Den gamle mands fortsatte optimisme bæres af bevidstheden om personligt at have bidraget til millioner af fattige menneskers overlevelse via Den Grønne Revolution. Om det lykkes at realisere, hvad Swaminathan i dag kalder en stedsegrøn - bæredygtig - revolution for de fortsat sultne millioner i Indien, Afrika og andre steder, afhænger af, om ulandenes regeringer vil ophøre med at lade egen og befolkningernes opmærksomhed distrahere af det, han kalder "perifere ikke-emner": religiøse stridigheder, etniske modsætninger, konflikter mellem lande. Og af om ilandene vil levere deres del af den nødvendige indsats: finansiering, fair vilkår og eventuelt gode ideer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu