Læsetid: 9 min.

En stemme til de tavse

10. februar 2006

I 30 år har den britiske dokumentarist Kim Longinotto lavet film om kvinders vilkår, ofte i lande som Kenya, Egypten og Iran, men også i Japan og England. Nu præsenteres et udvalg af hendes film i Cinemateket samtidig med, at der er premiere på den seneste, 'Sisters in Law', om de mange kvinder i retssystemet i Cameroun

Under de indledende sekvenser af Kim Longinottos seneste dokumentarfilm, Sisters in Law (2005), kan man sidde med en fornemmelse af, at der må være tale om en iscenesættelse. Måske en filmisk joke, der skal få publikum til at reflektere over kønsroller og konventioner. Filmen slår ned i den offentlige anklagers kontor i Kumba Town, en mindre by i Cameroun i det vestlige Afrika.

Anklageren hedder Vera Ngassa, og dagen igennem lytter hun mere eller mindre tålmodigt til sager om hustru- eller børnemishandling, tvangsægteskaber, medgift, forældremyndighed, voldtægt, etc. En del af sagerne er præget af en underliggende konflikt mellem den officielle lov, diverse stammetraditioner og muslimsk Sharia. Og ikke nok med, at den offentlige anklager er kvinde, også en stor del af hele det juridiske apparat - og sågar af politistyrken - tilhører det køn, som vi i Vesten har travlt med at udråbe som svagt og undertrykt.

I de første scener giver Vera Ngassa nogle af de anklagede mænd tørt på, og mændene reagerer med påfaldende respekt og ydmyghed. Da det har stået på en tid, melder tanken sig, at nu afslører instruktøren nok snart, at det hele bare var en drøm om en bedre eller i det mindste omvendt verden, og nu skal I bare se, hvordan virkeligheden er. Men nej. Mens Longinotto var på udkig efter en idé til en film i Vestafrika, blev hun bekendt med situationen i Cameroun, hvor næsten halvtreds procent af alle dommere og anklagere i dag er kvinder, og den historie var simpelthen for god til at lade ligge. Også selv om Longinotto ikke helt kan forklare, hvorfor det forholder sig sådan.

"Jeg har selvfølgelig spurgt i Cameroun," siger hun. "Men ingen har kunnet give mig et fyldestgørende svar. Det har noget at gøre med, at man i 80'erne opfordrede kvinder til at tage en uddannelse, og det har altså i dag slået igennem på den måde, at kvinderne i vid udstrækning sidder på landets juridiske system. Selv om mange af mine film handler om kvinder i svære situationer, hader jeg film, der fremstiller kvinder som ofre. Og her var virkelig en mulighed for at vise nogle kvinder, der har taget sagen i egen hånd."

At dokumentarfilm kan være et magtfuldt redskab, erfarede Kim Longinotto allerede med sin første film, Pride of Place (1976), som hun lavede i løbet af sit første år på filmskolen. I filmen - som hun kalder en 'hadefilm' - vender hun tilbage til den kostskole, hvor hun havde gået som barn, for at konfrontere de uhyrligheder, hun siden havde båret med sig. Filmen blev vist på London Film Festival og vakte en del opsigt, og året efter blev kostskolen lukket. Siden har Longinotto forsøgt at dele den berusende følelse af at have indflydelse, både på sit eget liv og på omgivelserne, med andre kvinder ved at lave film om kvindeskæbner forskellige steder i verden, specielt i kulturer, hvor kvinder generelt har begrænsede muligheder for at udtrykke sig eller få adgang til medierne.

Longinotto betjener selv kameraet og arbejder gerne med et lille filmhold, ofte blot med én eller to andre kvinder. Og så har hun i en række film allieret sig med lokale kvinder, der fungerer som bindeled til den pågældende kultur og til gengæld crediteres som medinstruktører. Eksempelvis har hun optaget to film i Iran sammen med den iranske antropolog Ziba Mir-Hosseini: Divorce Iranian Style (1998) om en uformel skilsmisseret i Teheran og Runaway (2001) om et refugium for bortløbne piger og kvinder. Og den nye film fra Cameroun er lavet i samarbejde med Florence Ayisi, en lokal universitetslærer.

I disse år, hvor dokumentarfilm har opnået en vis popularitet i biografer, ikke mindst ved at låne effekter og dramaturgi fra fiktionsfilm, har Longinotto med bemærkelsesværdig konsekvens og integritet holdt fast i et enkelt og iagttagende filmsprog, hvor klassiske dokumentariske dyder som nærvær, autenticitet og respekt for virkeligheden og de involverede holdes i hævd, og hvor historien og først og fremmest personerne står i absolut centrum.

Selv siger hun, at hun forsøger at pege på de forbindelser, der er mellem mennesker, snarere end at fokusere på forskellene:

"Jeg vil gerne have folk til at kigge på kvinderne i mine film og tænke, at de kunne være deres egne mødre eller søstre eller døtre, uanset hvor i verden de kommer fra. På den måde vil jeg gerne overskride grænser og lade forskellige kulturer fremstå som transparente. Selvfølgelig kan der være forskelle, som er interessante, men forbindelserne og lighederne er vigtigere. Og så vil jeg gerne fortælle universelle historier. Overalt findes alle mulige spændende historier, som man kunne fortælle. Men uanset hvorfra i verden, vi kommer, kender vi alle til mishandling af børn og skilsmisser og undertrykkelse af kvinder. Derfor fokuserer jeg på de emner."

- Hvad siger du til de kritikere, der finder det problematisk, at så mange instruktører fra Vesten laver film i Den Tredje Verden i stedet for at overlade det til lokale instruktører?

"Selvfølgelig har jeg mødt kommentarer om, at 'den film burde være lavet af en sort instruktør,' og den slags. Men sådan opfatter jeg det overhovedet ikke. I Vesten har vi alle disse forestillinger om, at vi i forholdet til andre dele af verden altid er dem, der udnytter de andre. Men min erfaring er, at det ofte er de mennesker, vi filmer, der bruger os. At de gerne vil fortælle deres historier. I visse tilfælde har piger eller kvinder direkte sagt til os, at de bare har ventet på sådan nogen som os. Og så kan jeg ofte fornemme, at vores tilstedeværelse har en positiv effekt i den forstand, at vi enten er katalysatorer for, at kvinderne siger eller gør ting, som de ellers ikke ville have sagt eller gjort, eller at vi er med til at give dem selvtillid. Tag bare Amina i Sisters in Law, der var den første kvinde, som fik bevilget skilsmisse ved den pågældende domstol. Havde vi ikke været til stede, er det tvivlsomt, om hun havde haft modet til at stå det igennem over for et panel af mænd."

En af Kim Longinottos mest kontroversielle film er The Day I Will Never Forget (2002) om omskæring af helt unge afrikanske kvinder. Filmen, der for et par år siden blev vist i danske biografer, er indspillet blandt et somalisk mindretal i Kenya, men den afspejler tillige forskellige traditioner og holdninger hos fire af landets stammefolk: Thaii, Kikuyu, Masaai og Kalingen. En afgørende styrke ved filmen er, at den tilstræber at afdæmonisere islam ved at påpege, at omskæring er kulturelt og ikke religiøst betinget - omend det kan være svært at skelne:

"Folk vil gerne opfatte det som en religiøs handling, fordi det giver en højere status. Tag bare den scene i filmen, hvor den kvindelige somaliske læge, Fardhosa, siger til en ung ægtemand, at det ikke er et religiøst påbud, at det ikke står i Koranen, at piger skal omskæres. Først siger han, at det er en religiøs ting, men da hun udfordrer ham og spørger, hvilket kapitel i Koranen han henviser til, vender han lynhurtigt rundt og siger, at det er en tradition. Det er noget, der har ligget i luften i generationer, at det er en religiøs handling, men det er det ikke. Den unge mand ender da også med at indrømme, at han er bange for, at hans venner vil grine ad ham, hvis ikke hans brud er omskåret. Så det handler i høj grad om gruppepres."

- Ingen, der har set den film, vil glemme scenen, hvor to søstre bliver omskåret. Hvordan fik du adgang til at filme i en så privat situation?

"Det foregik i det lille samfund, hvor Fardhosa arbejder, og samme morgen havde vi overværet hendes møde med omskærersken, som den dag skulle ordne hen imod hundrede piger - hun gik simpelthen fra hus til hus og brugte det samme barberblad til dem alle sammen. Så vi spurgte hende ganske enkelt, om vi måtte følge hendes arbejde."

- Følte du dig på noget tidspunkt fristet til at gribe ind eller til at holde op med at filme?

"Både og. Først må man forstå, at omskæringen betragtes som en stor festdag, hvor alle får gaver, og hele landsbyen er med, og alene af den grund er det ekstra svært for pigerne at sige fra. Dernæst vidste jeg intellektuelt, at hvis jeg havde grebet ind og stoppet seancen, ville det have fået alvorlige konsekvenser for Fardhosa. Det ville have ødelagt det arbejde, hun havde foretaget i det lille samfund over de sidste fem år. Plus at der ikke var nogen tvivl om, at så snart vi var ude ad døren, ville pigerne være blevet omskåret under alle omstændigheder. Men følelsesmæssigt var det helt forfærdeligt at filme det. Den ene af pigerne klamrede sig til mit ben, mens det stod på, og selvfølgelig følte jeg mig som en forrædder. Men mit intellekt fastholdt, at jeg blev nødt til bare at filme løs."

- Det er vel dokumentarismens klassiske dilemma: Har man et medansvar for de begivenheder, man filmer?

"Ja, og jeg har aldrig tidligere haft den problematik så tæt inde på livet. I forbindelse med Divorce Iranian Style snød vi faktisk og stoppede kameraet, mens vi hjalp en af kvinderne med at undgå at blive fængslet. Vi brød reglerne, fordi der ikke var nogen grund til, at den kvinde skulle i fængsel. Men i Kenya var jeg nødt til at tvinge mig selv til at filme, fordi jeg var klar over, at det ikke ville gøre nogen forskel, hvis jeg stoppede. Og hvad ville pointen i øvrigt have været med at stoppe? Hvorfor skulle jeg skåne publikum for at se, hvad det handler om? Nogle somaliske piger fra London, som hjalp os med filmen, sagde, at de ville vise den til deres fædre eller brødre, så de bagefter kunne tage stilling til, om de stadig ville udsætte deres døtre eller søstre for det. Men det er et svært spørgsmål. Jeg kender ikke det rigtige svar."

- Har du på et tidspunkt taget en beslutning om, at du kun vil lave film om kvinder?

"Det er simpelthen et spørgsmål om, at det er de historier, som ikke ellers bliver fortalt. Der findes alle disse piger og kvinder rundt om i verden, som ingen tidligere har interesseret sig for. Når nogen tager ud for at lave en film, for eksempel i Afrika, er de som regel på udkig efter en stor begivenhed, en krig eller en revolution eller noget i den retning. Derfor taler de måske med politikere eller andre betydningsfulde personer, men de taler ikke med en lille pige, der tavst iagttager det hele. Og så længe det forholder sig sådan, vil jeg blive ved med at lave disse film."

En række af Kim Longinottos film præsenteres i februar i Cinemateket, København. I aften kl. 19.15 vil instruktøren selv være til stede og præsentere sin nye film, 'Sisters in Law'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu