Læsetid: 4 min.

Stemmer fra knudemændenes klan

Morten Ramslands årelange roman-tavshed er brudt med et ordentligt brag af en slægtsroman. En vildtvoksende, fabulerende manddomshistorie med en bismag af Sandemose
30. maj 2005

Det er lidt af et mirakel, at der overhovedet er en historie at fortælle i Morten Ramslands nye slægtsroman, Hundehoved. For hele eksistensen hænger i en ganske tynd tråd for bogens fortæller, den unge kunstmaler Asger, allerede på bogens første side. Her møder man fortællerens farfar på en østtysk slette under krigen - i fuld flugt fra tyskerne. Han bliver fanget, og kun et urkraftigt overlevelsesinstinkt bringer ham hjem til kæresten i Norge og til den slægt, de endnu ikke har ført videre.

Hen over tre generationer forsøger fortælleren at stykke den opbrudte families historie sammen. Den spænder fra farfarens flugt fra tyskerne i 30'erne over historien om Niels, der bliver født ned i lokumstønden og hele livet arbejder på at komme op af den igen - frem til nutiden, hvor fortælleren er taget hjem fra sit kunstnereksil i Amsterdam for at sige farvel til sin døende farmor. Hun er familiens storyteller, og hun mangler stadig at fortælle ham noget. Og måske har hun begravet en skat med farfarens gamle smuglerpenge et sted i haven.

Der er gået syv år, siden Morten Ramsland udgav debutromanen med den poetiske titel Akaciedrømme. Den lange ventetid - afbrudt af et par børnebøger - er godt givet ud. Rigtig godt.

Grov, sjov, fin og følsom

Hundehoved er et brag af slægtsfortælling. Grov og sjov. Fin og følsom. En vildtvoksende og livsklog fabulering, der i særlig grad er mændenes og manddommens historie. Tæt befolket med hundehoveder: eksistentielle flygtninge, hulemænd, skvatmikler, stædige forførere, drukmåse, svindlertyper, søfarere, drømmere og potente slagsbrødre.

De almindelige og alligevel uendeligt skæve eksistenser har hver deres at bokse med. Skyld og skam og svig er en barselsgave i familien og grundtemaer i romanen. Og har personerne ikke allerede noget på samvittigheden, får de det hurtigt. Der er nok at flygte fra. Og intet ansvar er stort nok til, at man ikke kan løbe fra det. Alligevel indgyder de hinanden mod:

"Lad ikke mørket gå gennem dig" lyder dét, der også kunne være romanens grundsætning.

Drømmerier og monstre

Selv om det blev slægtens redning, at farfaren slap fra tyskerne, blev det også dens forbandelse. For episoden på den østtyske slette jager den temperamentsfulde skibsingeniør livet igennem.

Han er en herlig, kraftfuld og forbandet usammenhængende karakter, der flygter ind i alkoholtågerne og i de talentløse kubistiske malerier, han kreerer, når han ikke skælder ud på chefer, familiemedlemmer, skræppende papegøjer, og hvem der ellers er i nærheden. Men den instinktive flugt er ikke kun flyttet ind i ham, men ind i slægten som sådan. Fantasifulde monstre og erindringens dæmoner spøger overalt.

Sønnen Niels - eller Flapøre som han konsekvent kaldes - er typen, der stiltiende holder ud. Han er den ældste af tre, og må det meste af sin groteske barndom finde sig i at få sine store ører fyldt med snegle og kloakslam af gadens drenge.

Skammen er for stor til, at han kan indrømme det for sin mor, Bjørk, der er datter af en skibsreder og ualmindeligt lægeglad. Hun tror stadig, at drengen selv stopper skidtet i ørerne og kvitterer med at give ham en lægeordineret spændetrøjetingest, så han slet ikke kan gøre modstand.

Hvad man ikke har i armene, må man have i benene, og Flapøre løber da i bogstavelig forstand gennem problemerne. Resten af tiden forskanser han sig i et køkkenskab, hvor han tegner monstre med hugtænder og hører stemmer - særligt gamle slægtninge, der giver dybt upædagogiske råd.

Uden at familien i øvrigt synes, det er specielt mærkeligt. Tilsyneladende har Flapøre befriet sig for monstre og spændetrøjer, efter han møder rammemagerens datter, Leila, der bliver mor til fortælleren og hans søster. Men både drømmerierne og monstrene flytter med og gives videre til næste generation - fortællerens. Mere skal der ikke afsløres her!

Sandemose-inspiration

Da Ramslands første roman udkom, sagde han i et interview, at han "på et tidspunkt" havde været meget inspireret af Aksel Sandemose.

Enten er det en underdrivelse, eller også har dette tidspunkt forplantet sig vildt ind i den nye roman. For Ramslands kontante, humoristiske form i Hundehoved, der er spækket med fine - og især grovkornede - eksistentielle iagttagelser og indsigter, står som en sitrende pendant til højdepunkterne i Sandemoses forfatterskab.

Forkærligheden for hulemanden, flygtningen og den magtfulde og asociale helt, der har lidenskaberne, ja, hele kroppen uden på tøjet, har Ramsland til fælles med sit forbillede. Og Sandemose-kendere kan boltre sig i referencer, der rækker langt videre end sømænd, som går i land, og flygtninge, der krydser sine spor.

Lykkeligvis forvalter Ramsland Sandemose-inspirationen godt og ikke mindst på sin egen måde. En arvtager, måske? Ramsland har sin helt egen stemme, og forfatterens umiddelbare og pågående talent fornægter sig ikke.

Inspirationskilder eller ej: Hundehoved er en modig, underholdende og dybsindig roman. En djævelsk god bog!

Morten Ramsland: Hundehoved. Roman. Rosinante. 384 s., 299 kr. ISBN 87-621-0454-3.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu