Læsetid: 6 min.

Som en sten i maven

Henrik Saxgrens karriere blev kickstartet af ærgerrighed og skråsikkerhed. Fotografen blev kendt for sin politiske aktivisme og sit store temperament. Men en dag ville kroppen ikke mere, og han besluttede, at vrede ikke længere skulle være det, der drev værket
1. november 2006

Sidst Henrik Saxgren blev rigtig rasende var for 11 år siden.

Vreden manifesterede sig som en smerte i ryggen, der ikke ville gå væk.

"Jeg havde ondt i ryggen i fem uger og græd hver morgen, når jeg vågnede, fordi jeg, inden jeg faldt i søvn, havde håbet, at det blev bedre næste dag," fortæller han.

Men det blev ikke bedre.

"Jeg pissede blod og var virkelig syg, indtil jeg fik fat i en behandler, der fandt ud af, at smerten kom af en ærgrelse, der sad i min mave og ikke i ryggen".

Den alternative behandler begyndte med hænderne at løse de spændinger, der havde sat sig som en sten i fotografens mave.

"Han sagde, at jeg blev nødt til at finde ud af, hvor den ærgrelse og vrede stammede fra, for ellers ville den sætte sig som en alvorlig sygdom," siger Henrik Saxgren.

I de sidste 11 år har han gået til træning hos behandleren og har brugt rigtig mange kræfter på at vende vreden til noget konstruktivt, og det er lykkedes.

"Alle mine gamle venner synes, at jeg er blevet lidt kedelig, fordi jeg engang havde så meget temperament. Det synes jeg stadig, jeg har, men jeg synes, mit liv er bedre nu. Der er stadig ting, der kan gøre mig vred, det gør mig bare ikke rasende, som da jeg var yngre," siger han.

Vredt image

Som ung var Henrik Saxgren vred over mange ting. Ærgerrighed og skråsikkerhed kickstartede hans karriere som fotograf, og han var i mange år kendt for sit voldsomme temperament.

Men på det tidspunkt han blev syg, mødte han også nogle mennesker, der gav ham lyst til at forandre sig.

"Hvis jeg i den periode skulle have levet op til det temperament, som jeg var kendt for, havde det været meget sværere. Hvis man har fået et image, som man egentlig lever godt af og er beundret for, hvorfor skulle man så forandre sig? Jeg havde bare på det tidspunkt brændt mig selv fuldstændig ud. Der var simpelthen ikke mere brændstof tilbage," fortæller han.

- Hvad er det for en vrede, du har lagt bag dig?

"Jeg var i virkeligheden meget sårbar, men havde ikke modet til at erkende det. Mine vredesudbrud blev en primitiv måde at skjule denne sårbarhed på. Helt klassisk gav jeg ting og omstændigheder uden for mig selv skylden for alt det, jeg ikke kunne håndtere. Og når utålmodighed ofte er vredens makker, fik den tit et voldsomt udtryk. Jeg blev tit vred, og jeg har arbejdet meget med at komme ud over det. Vrede er en destruktiv følelse, og jeg har skræmt rigtig mange mennesker væk."

Siden vendepunktet i 1995 har Henrik Saxgren søgt det modsatte af vreden og skråsikkerheden: Tvivlen.

I mange år følte fotografen, at journalistikken var en brugbar metode for ham i sit arbejde, og han kaldte sig engang fotojournalist. I dag kan han ikke holde journalistikken ud.

"Tvivlen er en smuk følelse, og journalistik, som det hovedsagelig praktiseres i dag, rummer ikke plads til tvivl. Den er så skråsikker. For tiden bliver alt fremstillet som små overskuelige enheder på 20 linjer - og bliver i realiteten mere fordummende end oplysende," siger han.

Se mig, for helvede

I fire år har Henrik Saxgren taget billeder af mennesker, der er immigreret til Norden, og som han her brugt til at skabe en række personlige portrætter af indvandringen. Projektet mundede ud i bogen og udstillingen Krig og Kærlighed. "Udgangspunktet var selvfølgelig en vrede over den kynisme, der ligger bag den danske lovgivning, og den måde samfundet tager imod indvandrere på. Men fire år i en tilstand af vrede - det ville være fuldstændig tåbeligt. Måske var vreden et afsæt, og derefter handlede det om nysgerrighed. Jeg tror ikke på, at vrede kan drive et værk. Ærgerrighed kan drive mennesker, det er det stof, mange skaber sig en karriere på. Ambition og ærgerrighed er fantastiske brændstoffer. Når andre falder sammen, kan man køre videre, som var man på speed. Man vil ses - 'se mig, for helvede!' Men det er kun brændstof - substansen skal man finde i sig selv."

- Mødte du vrede, da du lavede portrætterne?

"Nej, de var sgu så taknemmelige alle sammen. Endelig blev de hørt og set. Men jeg oplevede nogle situationer, som jeg næsten ikke kunne have i mit hjerte. Det var så urimeligt og uværdigt. Jeg mødte en kvinde fra Bangladesh, der boede i Norge, men som hadede vejret og alt ved landet, og hun talte ikke norsk. Hun blev hængt ud som en af dem, der ikke vil integreres. Men hun ofrede hele sit liv, for at hendes to vidunderlige døtre kunne tage nogle store uddannelser på Oslo Universitet, hun ofrede sit liv, for at hendes børn kunne blive integreret. Jeg blev ikke vred. Jeg blev ked af det," fortæller han.

Magtesløshed

Henrik Saxgren forbinder vrede med magtesløshed og utilstrækkelighed, og da han for ganske kort tid siden selv stod i en situation, hvor han var ganske magtesløs, gjorde han, hvad han kunne for at vende vreden til en omfavnelse.

"Jeg mistede min kone for to måneder siden. Jeg er meget ked af, at jeg har mistet hende og ked af, at hun ikke skulle få lov at få børnebørn. Jeg er ked af det på hendes døtres vegne, fordi de er kede af det og savner hende så forfærdeligt. Jeg var vred, da hun skulle vente ni uger med at komme i strålebehandling for sin kræft, men jeg synes, jeg fik vendt det konstruktivt. Hvis jeg havde rendt rundt som et spruttende atomkraftværk, så havde jeg gjort hende bange. Det var bedre at berolige hende og hjælpe hende med at holde ventetiden ud," fortæller han.

Henrik Saxgren vendte aldrig vreden og frustrationen indad, og det har måske noget at gøre med, at han i sit job har lært, at den direkte konfrontation betaler sig bedst.

"Jeg holdt op med at arbejde, da min kone blev rigtig syg, og jeg passede hende selv derhjemme. Hvis jeg ikke havde gjort det og havde været bange, så ville jeg være vred på mig selv i dag. Det kan lyde anklagende over for mennesker, der har valgt at håndtere sådan en situation anderledes, men vi har jo kun de ressourcer, vi nu engang har. Jeg anklager ingen for at have ladet deres pårørende ligge på hospitalet. Jeg stod bare i en situation, hvor jeg selv var i stand til at bestemme over min tid," siger han.

Vredens mørke kappe

Fotografen er ikke altid sikker på, at det er udelukkende positivt, at han ikke længere føler ungdommens raseri. For er det i virkeligheden et udtryk for, at han er blevet tandløs?

"Jeg er ikke skråsikker. Jeg er helt åben for, at jeg kan møde et menneske, der kan overbevise mig om, at vrede kan være konstruktiv. Jeg kan bare ikke selv finde argumenterne. Når jeg siger, at vrede er lig utilstrækkelighed, og at jeg er kommet ud over det, så hæver jeg også mig selv op over utilstrækkeligheden. Og der kan jeg selvfølgelig godt komme i tvivl. Der findes garanteret smukke værdige personer, der lever et godt liv på vrede. Jeg kunne bare ikke - det tærede mig op".

Når vreden til tider viser sit ansigt, genkender Henrik Saxgren den som en anden følelse, der blot har iklædt sig vredens kappe.

"Jeg tror ikke, vreden er en selvstændig egenskab. Lige nu har jeg mange følelser uden på kroppen, og hvis jeg lige pludselig taber et eller andet og råber 'FUCK!' så er det selvfølgelig vrede, men jeg finder lynhurtigt ud af, at følelsen har et andet udspring," siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her