Læsetid: 4 min.

Stenderups exit

14. september 2000

FILMDIREKTØR Thomas Stenderup har dekreteret, at han ikke vil søge om forlængelse af sit mandat, når hans kontrakt med staten om føje tid udløber. Derved sættes foreløbigt punktum for en kort, men ulykkelig periode i dansk films historie. Stenderup, der kan noget med tal, blev aldrig filmfolkenes kop te, og filmdirektøren må have haft det på nogenlunde samme måde med dem. I al fald fandt han det på et tidspunkt nødvendigt at gå til erhvervspsykolog – og meddelte det offentligt, en fuldstændig forståelig reaktion, for i filmbranchen, hvor menneskelige karrierer og millionbeløb ustandseligt står på højt spil, er der et kolossalt pres på de bevilgende myndigheder.
To af Det Danske Filminstituts mest intense kritikere, instruktøren Christian Braad-Thomsen og producenten Peter Aalbæk Jensen, har meldt ud, at jobbet ikke bør genbesættes. Man vil kunne klare sig bedre uden en filmdirektør. En mere nedgørende gravskrift kan en afgående direktør næppe få, og den står da heller ikke alene. Regeringsbladet Aktuelt har i en kommentar (13.9.) forsvaret Stenderup mod de fæle filmfolk ved at hævde, at de henretter budbringeren. Stenderup har blot gjort sin pligt ved at efterleve filmloven fra 1998, hvor politikerne har besluttet at »strømline støtten til flere populære film«. »Loven er vedtaget i Folketinget, kære Venner«, slutter kommentaren hoverende. Æv og bæv.
Men Folketinget kan man jo ikke sådan lige henrette uden at blive beskyldt for et eller andet udemokratisk. Og eftersom Stenderup snarere var budbringer for filminstituttets overdirektør, Henning Camre med de mange nye ideer, da denne tiltrådte sit job, bør kritikken omadresseres til ham.

FILMHUSET i Gothersagde blev født i synd. Det skete, da daværende kulturminister, Jytte Hilden, undfangede ideen om at samle de vigtigste statslige filminstitutioner i et stort hus i Gothersgade. Anledningen var kulturbyåret i 1996. Der skulle være noget stort, som kunne ses. Ingen i filmbranchen havde på det tidspunkt følt noget behov for at blive samlet i et stort hus. Ingen er siden blevet overbevist.
Men vigtigst af alt: Dansk film var ikke i krise. Tværtimod gik det så godt som aldrig før. Når beslutningen var taget, kunne der være god mening i at hente nationens tabte, men i udlandet succesrige søn, Henning Camre, tilbage som chef for den hele herlighed med ansvar for at sætte yderligere skub i dansk films generelle succesrigdom samt – og det er her, det kom til at brænde på – undgå de værste skrubtudser i form af film, der aldrig burde være produceret. Hvis man kan sige det sådan, men det kan man netop ikke.
Camre holdt sit indtog, omstrukturerede, fyrede folk, ansatte nye, oprettede en hel afdeling af manuskriptdoktorer, etc., som skulle borge for fortsat succes. Og han ansatte Stenderup, selvom det formelt var bestyrelsen, der gjorde det. Hvordan det lykkedes Camre at få en hel branche på nakken, er der skrevet tykke aviser om. Det lykkedes ham efter et stormøde med branchen lige akkurat at ride stormen af – Stenderup måtte holde for – men det er egentlig aldrig lykkedes ham at få huset til at fungere ordentligt, hverken de fysiske rammer, atmosfæren, forholdet til filmfolkene eller noget. Senest har kritikken gået på, at man flyttede penge fra produktion til administration, og at man var så trevne med at slippe pengene til at lave film for, at alt ville klumpe sig sammen, så alle film skulle laves på én gang i stedet for at sprede dem over året. Hvilket ville give et nyt problem med at skaffe teknikere nok.

HELE HUMLEN er naturligvis, at Folketinget ikke kan vedtage en lov om, at der kun skal laves gode og succesrige film, og at Camre ikke skal løbe med på den idé. Man kan støtte instruktører, der har bevist deres bonitet, og unge nye, som kan fremvise et projekt, der er originalt og lover godt. Men man kan aldrig vide sig sikker. At skyde et ekstra led af administratorer ind og tro, at alt derved er velforvaret, er – fiktion. Men ikke nødvendigvis den fiktion, man laver biograffilm af.
Hertil kommer, at Camre var så forhippet på at undgå ikke at forlove sig med nogen i branchen – og det kan der, som man vil forstå, være særdeles gode grunde til – at han indrettede sig i et selvvalgt cølibat i Filmhusets tårn i Gothersgade med udsigt over Kongens Have, en smuk park lige over for. Men resultatet blev, at filmfolk generelt – også de så ombejlede Dogme-instruktører – oplevede Filmhuset som en fæstning og Camre som en mand, der vendte ryggen til den kreative filmverden i stedet for at forstå den og læse den.
Stenderups afgang, formelt set i nogenlunde ære, kan være den kærkomne anledning til at åbne flere døre, lufte ud, og kigge videre end Kongens Have – over til Botanisk Have, som ligger næst. At undlade at genbesætte stillingen er en lovmæssig umulighed. Men ansæt i det mindste en rund person i stedet for en firkantet.

Bjørk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her