Stendhals to romanmesterværker, Rødt og sort og Klosteret i Parma, foreligger nu på et elegant og lydefrit dansk i Lars Bonnevies oversættelse, sidstnævnte nyudkommet med denne korrekte, men egentlig misvisende titel, da karteuserklosteret (Chartreuse, red.) først optræder på bogens sidste side som heltens endelige tilflugtssted.
Det altdominerende miljø er netop hoffet i Parma - som den ældre oversættelse hed. En forklaring kan være den antydede determinisme, der ligger i en gammel abbeds forudsigelser om hovedpersonen, den unge adelsmand Fabrice del Dongos skæbne: hans fængsling, befrielse ved hjælp af en forbrydelse og død i simpelhed fjernt fra al luksus.
Nu er det nok mere et arrangement af den allestedsnærværende fortæller, der andre steder direkte informerer læseren, f.eks. i optakten til syvende kapitel: "De følgende fire års historie kan fyldes med lige så ubetydelige små detaljer om hoflivet, som dem vi netop har berettet om."
Og det gør han så, uden at læseren taber lysten til at følge mønsteret af uendelige intriger, magtmanipulationer, udsøgte komplimenter og nederdrægtigheder, falsknerier, fester, skuespil, operaer, kost og mask, hemmelige og åbenlyse intime forbindelser, et spionagenet, som holder sammen på det hele.
Kort sagt en grandios komedie, gennemlyst af forfatterens lumske ironi, der vibrerer på grænsen mellem sympatier og afsky, når han f.eks. tøver med at berette noget, der kan forskærtse medfølelse for den unge Fabrice.
Ham tager man dog nok til sig som en heldig-uheldig helt trods hans aristokratiske overmod og uansvarlighed, parret med hans frihedsideer og liberale tankegang. Her finder vi roden til hans konflikt med Parmas despotiske fyrstesamfund i restaurationstiden efter Napoleon.
Waterloo
Denne store roman kom i 1839, skrevet ufattelig hurtigt på under to måneder under trykket af Stendhals begejstring for italiensk kultur og kritik af den franske.
Fra egne erfaringer som privilegeret deltager i Napoleons felttog kendte han til krig. Og grumt realistiske er da også beretningen om det unge brushoved Fabrices vanvittige deltagelse i slaget ved Waterloo. Hans brændende ønske er at komme kejseren nær, og det lykkes i et glimt under hans hasarderede eventyr i stjålen uniform, hvor han oplever nederlagets meningsløse massakrer. Han gør de første erfaringer med fængslinger.
Fabrice er en tvedelt karakter. Udadvendt handlekraft og indadvendt meditation er bestanddelene i den korte udviklingshistorie fra hans sekstende år, til han dør inden de 30.
Romanen er et nærmest uigennemtrængeligt mønster af handlinger i og omkring hoffet, men den egentlige handling er den psykologiske udvikling hos denne forvovne knægt, der ombejles af høj og lav, og som må konstatere, at han ikke kender eller begriber kærligheden: For ham lignede en smuk, ung kvinde en anden smuk, ung kvinde, som han behandlede med samme koldblodighed som sine rideheste. Og derfor rammes han som ifølge en lovmæssighed, da han forvolder en elendig skuespillers død i en strid om hans smukke kæreste. Hans fjender får ham arresteret og spærret inde i Palazzo Farneses uhyrlige fængselstårn.
To kvinder og besættelse
Da tilspidses situationen mellem de to kvinder, der får afgørende betydning for hans liv: hoflivets kontroversielle kronjuvel, den underskønne hertuginde la Sanseverina, hans tante, der nærer en uudslukkelig, altbegærende kærlighed til sin nevø, og fængselsguvernørens datter, Clélia, som han kun med betagelse har strejfet. Fra det himmelhøje tårn skaffer han sig nu et kighul til Clélias balkon, og de udvikler et signalsystem og en erotisk besættelse.
Den både tekniske, praktiske og personlige udvikling af dette hæmmede, men intense forhold er mageløst fortalt som et spiritualistisk eventyr.
Tanten og Clélia arrangerer en hasarderet flugt, som lykkes. Men hertuginden må erkende, at Fabrice nok nærer dybe, men kun venskabelige følelser for hende, mens han savner indespærringens og dens fængslende intensitet. Clélia er utilgængelig trods et hektisk erotisk møde under flugten. Hun bliver tvangsgiftet til en marquis, men kærligheden overvinder alt, selv om den forbliver en dødelig hemmelighed. Fabrice, der er gejstlig uddannet, gør karriere som karismatisk prædikant for at tiltrække Clélia, der er fuld af skyldfølelser. Men mørkets gerninger bærer frugt.
Ironien er grænseløs midt i forfatterens betagelse af disse lidenskaber tværs gennem maskespillet og magtens grusomme vilkårlighed, utrolige blandinger af moral, kold beregning, gavmildhed, religion og politik.
Hen mod slutningen tager fortælleren atter engang ordet og undskylder, at de mange detaljer i hoffets procedurer måske kan trætte læseren.
"På den anden side må man i det republikanske Amerika kede sig hele dagen med at lefle for gadens kræmmere og blive lige så dum som dem, og dér er der ingen opera."
Der er læsestof til flere dage. Ingen kedsomhed. Men opera for alle pengene.
nStendhal: Klosteret i Parma. Nyoversat af Lars Bonnevie. 432 s. 349 kr. Gyldendal. ISBN 13:978-87-02-04784-4
