Læsetid: 3 min.

I steningens selskab

22. august 2002

VESTEN ER i oprør, efter en domstol i det nordlige Nigeria i mandags besluttede, at den nigerianske kvinde Amina Lawal skal stenes til døde som straf for at have dyrket sex uden for ægteskab. Det er anden gang i år, en nigeriansk dødstruet kvinde tiltrækker sig verdens bevågenhed. I januar var det den 35-årige Safiya Husseini, der kom på forsiden af verdenspressen, da også hun risiskerede stening for ’hor’. Det fik alverdens kendis’er fra italienske fodboldlandsholdsspillere til amerikanske intellektuelle til at sende en stærk strøm af protester til Nigeria for at få stoppet uhyrlighederne. Det hjalp. Ugen før Safiya Husseini blev stillet for den islamiske appeldomstol gik Nigerias justitsminister, Godwin Kanu Agabi, offentligt ud med en klar besked til de islamiske domstole i landet: At respektere landets forfatning. Den siger bl.a., at der ikke må diskrimineres på baggrund af religion og køn. Og da domstolen omsider skulle træffe sin afgørelse, blev Safiya Husseini pure frikendt. Ikke på grund af bevismateriale eller pludselig besindighed. Men på grund af en procedurefejl. Sagde dommeren i hvert fald. De fleste andre tilskrev det internationale pres på landet æren for Safiya Husseinis fortsatte eksistens.

DET ISLAMISKE lovsystem, sharia, blev for alvor indført i Nigeria i 1999 i kølvandet på, at nigerianerne valgte deres første præsident efter 17 års militærdiktatur. 12 stater har indført den islamiske lov, der foreskriver kønsadskillelse, håndsafhugning ved tyveri og stening ved sex uden for ægteskab. Men sharia er ikke bare poppet op i Nigeria i løbet af de seneste tre år. Allerede i 1899 sendte muslimer i Nigeria en ansøgning afsted til den britiske kolonimagt om indførelse af sharia. Briterne, der ikke brød sig synderligt om sharia, men heller ikke ønskede konflikter med muslimerne i nord, tillod, at sharia blev implementeret i f.eks. familielovgivningen i nogle af staterne i det nordlige Nigeria. Til gengæld forblev såvel straffeloven som det lokale styregrundlag aldeles uberørt af sharia. På den måde regnede briterne med, at sekulariseringen af landet efterhånden ville gøre jobbet for dem, og at landet på et eller andet tidspunkt af selv ville besinde sig. Det skete bare ikke. Og i januar i år blev den første nigerianer henrettet i henhold til sharia for mord.

NOGENLUNDE samme tankegang som de britiske kolonister lagde for dagen i datidens Nigeria, kan føres frem til år 2002, hvor Vesten i de nuværende terrortider tror, de både kan blæse og have mel i munden. Samtidig med at vestlige opinionsledere og politikere har travlt med i de skarpeste vendinger at fordømme stening af kvinder i Nigeria, har de nemlig ikke det fjerneste travlt med at påpege samme middelalderlige og afskyelige praksis i lande som Saudi-Arabien, Pakistan eller Iran. Lande, hvis track record inden for stening, æresdrab, hustruafbrænding og generel kvindeundertrykkelse ellers på ingen måde stiller dem i skyggen af Nigeria. Og tilsyneladende også lande, hvis potentiale inden for alliancedannelse mod islamiske terrorgrupper eller andre, der befinder sig i ondskabens akse og omegn, har større betydning end menneskerettigheder i al almindelighed og kvindeliv i særdeleshed.

SÅLEDES HØRTE man ingen kny fra Vesten, da tre homoseksuelle mænd blev halshugget i Saudi-Arabien. Man hørte heller nogen officielle klager eller forslag om samarbejdsboykot, da en kvinde i juni blev stillet for retten i Pakistan for forbrydelsen ’hor’ med udsigten til stening som straf. Og i Sudan blev en kvinde i april pisket for ’hor’, efter at den islamiske domstol besluttede, at omstøde hendes dødstraf med stening til piskeslag. Tre måneder senere kunne man se USA og Sudan finde sammen i fælles forståelse – i øvrigt i selskab med Nigeria – om at blokere et udkast til FN’s anti-torturtraktat. Traktaten ville kunne tillade inspektører at inspicere krigfangernes livsvilkår i Guantanamo-lejren på Cuba.

LIGESOM DE gamle britere i datidens Nigeria regner Vesten måske i dag med, at alle disse lande, hvis
galskab, vi ikke bryder os om, men hvis selskab vi kan bruge, på et eller andet tidspunkt af selv vil besinde sig og holde op med at halshugge, stene og piske. Hvis det er strategien, kunne vi i princippet lige så godt selv kaste den første sten på Amina Lawal.

moust

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu