Læsetid: 4 min.

Stenvender Mikkelsen

23. september 2003

JEG HAR vendt hver en sten,« skal Brian Mikkelsen have sagt, da han i fredags lancerede regeringens teaterplan. Den slags skaber respekt. På den anden side har sten det jo med at lægge sig oven på hinanden. Pludselig skrider de øverste ned, og så ruller de mellemste væk – eller også de nederste. Og så er det svært at se, om man faktisk har vendt dem alle sammen.
Med kulturministerens udspil er selv de tungeste sten i det danske teaterlandskab i hvert fald erklæret rokkelige. Ikke fordi teaterplanen opfordrer til, at der bliver taget penge fra nogle af de traditionstungeste institutioner, sådan med navns nævnelse – og teaterlukninger varsles heller ikke direkte. Men fordi planen ikke følges af nogen ekstrabevilling til teatret: Økonomiske ændringer vil derfor være uundgåelige. Teaterplanen hedder »Et styrket dansk teater«. Planen er dog ikke nogen reform, men blot »en række fokuserede indsatser, der kan bidrage til fornyelse af teatret«.
Teaterplanen fokuserer på tre områder: Flere åbne scener i Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab (DST) – som resultat af en ny teaterbestyrelse i DST nedsat af staten og Hovedstadens Udviklingsråd (HUR), Teaterbestyrelser med flere medlemmer med »viden om økonomi, erhverv og teaterkunst« og styrkelse af børneteatret, herunder et nationalt børneteater som flagskib

ÅBNE SCENER er de sceneløse teatergruppers mulighed for at præsentere forestillinger i længere spilleperioder – og ikke blot ved turnéer. I København er Rialto Teatret den eneste åbne scene i Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab – men suppleres af de såkaldt små storbyteatre som Kanonhallen, Kaleidoskop og Dansescenen – i modsætning til f.eks. Betty Nansen Teatret og Aveny-T, hvor den kunstneriske ledelse selv producerer det repertoire, den nu ønsker.
Kulturministerens plan om at skabe flere åbne scener er dermed et forsøg på at gøre det lettere for nye teatre at profilere sig i teaterlandskabet. Ude i virkeligheden viser det sig imidlertid, at teatrene ofte har svært ved at profilere sig på de åbne scener. Det danske publikum opfatter traditionelt en teaterbygning og dens repertoire som en enhed. Det giver problemer, fordi der sjældent er samhørighed mellem den enkelte teatergruppes profil og teaterscenens profil. Resultatet bliver let, at de besøgende teatre anvender deres sparsomme støttekroner til produktioner og pr, der alligevel ikke bringer dem nærmere et egentligt stampublikum. Æren tilfalder bygningen.
Tilsvarende medfører et usammenhængede repertoire en stor sårbarhed for de åbne scener: Hvis publikum har haft en dårlig oplevelse i et teater, er de ikke så lette at lokke tilbage til netop de teatersæder igen. Fiaskoen tilfalder også bygningen.
Et teaterlandskab med flere åbne scener kræver derfor ikke blot klarere kunstneriske profiler af teatergrupperne, men også af scenerne. Et eksisterende succeseksempel kunne være GRAN – teater for dans i Århus, som tilsyneladende siden åbningen sidste år har skaffet sig et fast publikum – nok mest, fordi GRAN kun har præsenteret forestillinger, som GRAN’s ledelse selv har kunnet stå inde for.

SPØRGSMÅLET ER derfor, om stenvendingsteknikken nu også bare videreføres til blot at kaste alle småsten i samme teaterkasse. Eller om kriterier som farve, kis og hårdhed – oversæt gerne med teatergenrer såsom ny dramatik, visuelt teater og klassikere … – ikke vil være en bedre sorteringsteknik for de åbne scener. Kravet om profilering kan i hvert fald ikke adskilles fra kravet om repertoire. Hvis teatret ikke har en klar linje i sit repertoire, får det heller ikke skabt et publikum.
Børneteatret skal også styrkes, hedder det i planen. Og ét teater skal udpeges som nyt, nationalt børneteater for en fire-årig periode, formodentlig et teater fra Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab. Tendensen er glædelig, fordi regeringens tidligere teaterbesparelser generelt har skabt lokale prioriteringer, der er gået ud over børneteatrene.
Men visse punkter i børneteaterplanen virker unuancerede, særligt truslen om indførelse af belægningsprocent og tilskuerantal som vurderingskriterier. Dansk børneteaters høje kvalitet opstår netop ofte i små ensembler, der spiller ude i børnenes virkelighed for små skarer børn på skoler og biblioteker. Eller som BørneTeaterSammenslutningens formand, Michael Ramløse, udtrykker det: »Hvis de store scener udelukkende laver forestillinger for 5-600 børn ad gangen, dvs. på institutionens præmisser og ikke på børnenes, ser BTS det ikke som en styrkelse af børneteatret … «.
Underligt nok nævnes ordet festival overhovedet ikke i teaterplanen. Til trods for at netop børneteatrets og danseteatrets profilering ofte styrkes på festivaler, hvor netop genrefællesskabet hyldes. Og til trods for, at netop festivalerne skaber den internationale præsentation og udveksling, som udviklingen af dansk scenekunst er så afhængig af – og som regeringen også er forhippet på skal opstå. Ikke mindst med universelt forståeligt teater såsom ordløst teater, musikteater og dans. Så mon ikke stenvender Mikkelsen også skal overveje stolte stensamlinger i festival-kollektioner?

amc

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her