Læsetid: 2 min.

Stenz' stuepigefantasier

Først er det bare en leg, så er det virkelighed - og så leg igen, måske. På Teatret ved Sorte Hest er legen billedsmuk, men også forudsigelig
24. januar 2006

Stuepiger kan næppe være skønnere end disse to - billedsmukke og bodysmækre. Deres hår er skinnende mørkeglat og opsat aldeles ens - selv sideskilningerne spejler sig i hinanden. Og de to skuespillerinder Rikke Plauborg og Karoline Lieberkind herser omkring og spiller 'Madame & Stuepige' iført højtaljede bukser og blødt bølgende barme, så kvindelighedsæstetikken næsten får uret til at gå i stå. Men jo, de leger bare, mens de venter på Madame - i skikkelse af Maria Stenz' misundelsessmukke, diabolske herskerinde iført krisepels, kendermine og helt egen realismeråhed.

Også på Teatret ved Sorte Hest lever Jean Genets drama Stuepigerne fra 1947 gennem sine bratte, dramaturgiske skift. Først er det bare en leg, så er det virkelighed - og så er det leg igen, måske. Først spiller den ene pige den anden, så spiller den anden pige Madame. Og så spiller den ene bare sig selv, måske.

Legen med illusion får denne klassiker til at ligne en lækkerbidsken. Instruktør Maria Vinterberg får megen sanselighed og væggnubberi ud af sin instruktion af skønhederne, og hendes farvesikre scenografi har det forventelige flacontætte sminkebord, uden at det dog visuelt løfter sig over almindelighederne.

Men legen bliver lovlig forudsigelig. Spillet mellem Rikke Plauborg og Karoline Lieberkind har en fin søsternænsomhed - og en lige så troværdig søsterbrutalitet. Begge bygger de deres splittede kvindefigur op med omhu og kløgt. Alligevel kommer legen på scenen til at virke ufrivilligt overdrevet.

Forbudt boudoir

Noget har lagt en skurrende tone over forestillingen - lidt for skingre efterabe-stemmer, lidt for poserende ben, lidt for langsomme øjenvippeløft og lidt for dramatiske sengepudeskub i Madames forbudte boudoir.

Måske er tiden bare løbet fra stykket. Måske har eftertidens dramatikere leget så meget med Genet i tankerne, at originalen lyder slidt. Men det virker altså, som om Genets dramadebat om forbryderens sande natur er blevet overhalet indenom af både samfundsdebatten om social udstødning og underklassemekanismer - og debatten om den frigjorte kvindekrop. Og så af tidens fokus på sexunderkastelsens fascination.

Rigtigt sexslaveri bliver det ikke til hos Genet. Kun antydningens kunst og overklassens selvhævdende urimelighedsudslip. Og så den stille, psykologiske terror, udført af den løgner, der altid vil kunne genkende en løgner blandt tusinder andre. I hvert fald blandt sine egne medsøstre - og stuepiger.

'Stuepigerne' (1947) af Jean Genet. Iscenesættelse og scenografi: Maria Vinterberg. Lys: Mickey Pfeiffer. Til 11.feb.

www.teatretvedsortehest.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu