Læsetid: 4 min.

Stik fingeren i jorden!

1. april 2004

Det lÅ i kortene, men alle parter forsøgte til det sidste at lade som om, at det nok skulle lykkes. Men lidt over klokken 19.00 i går aftes gik det galt. Sammenbruddet i forhandlingerne om Vandmiljøplan III var en realitet, og miljøminister Hans Christian Schmidt (V) måtte konstatere, at en aftale mellem regeringen og oppositionen synes druknet.
Det er mere end noget andet kvælstoffet, som skilte parterne ved forhandlingsbordet. Kvælstof er skurken bag de tilbagevendende iltsvind, som plager de danske farvande hver sommer, og en samlet opposition mener, at det er nødvendigt at reducere udledningen af kvælstof med 20 procent inden 2010. Det forslag var uspiseligt for de borgerlige miljøordførere og ministeren, ikke mindst fordi regnedrengene på Fødevareøkonomisk Institut i mandags kom frem til, at en 20-procents reduktion sammen med oppositionens øvrige forslag til en Vandmiljøplan III vil koste 60 milliarder og et sted mellem 17.000 og 27.000 arbejdspladser. Selv mente regeringen, at de havde fremlagt et forslag til »den mest ambitiøse vandmiljøplan nogensinde«, og selv om oppositionen – i hvert fald til pressen – efter mødet i aftes signalerede forhandlingsvilje var parterne alt for langt fra hinanden.

Sammenbruddet i forhandlingerne er udtryk for mere end blot almindelig Christiansborg-fnidder. For lige som det er tydeligt, at regeringen med venstre-manden Hans Christian Schmidt i spidsen som miljøminister har et bagland, der ville have set med meget alvorlige øjne på en vandmiljøplan, der havde pålagt landbruget yderligere stramninger med hensyn til vandmiljøet, så har oppositionen også haft et bagland at tage hensyn til. Forslaget til en Vandmiljøplan III fra »Det grønne mindretal«, som S,R,SF,EL og KD godt kan lide at betegne sig selv, er mere end almindeligt inspireret af Danmarks Naturfredningsforenings (DN)forslag til en Vandmiljøplan III. Oppositionens krav om en reduktion i kvælstofudledningen med 20 procent inden 2010 og ideen om at indføre et stop for udvidelser af svinebesætninger i områder med mange af slagsen lægger sig begge tæt op af DNs 10-punkts plan, som foreningen lancerede forud for vandmiljø-forhandlingernes start.
Kampen om det hellige vandmiljø har med andre ord også været en kamp mellem landbrugsmafiaen og miljømafiaen. En kamp som landbruget i aftes så ud til at have vundet. Efter sammenbruddet fortsatte forhandlingerne nemlig mellem regeringen, Kristendemokraterne og Dansk Folkeparti, og der er dermed udsigt til et smalt forlig om de næste års vandmiljøpolitik. Men uanset om de fire partier kan blive enige, tegner der sig et forlig med flere tabere end vindere.
Sammenbruddets første taber står til at blive miljøministeren i egen høje person. Et forlig med Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne kan gøre det meget svært for Hans Christian Schmidts at ændre på sit eget og regeringens ry som værende ikke bare »hård overfor kriminalitet« men også »hård ved miljøet«. Dansk Folkeparti har nemlig meldt ud, at skal de indgå en aftale, så skal regeringen ikke forvente en drastisk nedskræing i udledningen af kvælstof.

Oppositionen ligner de umiddelbare vindere ved sammenbruddet, men det kan vise sig at være en sejr med torne. For det kan blive mere end vanskeligt at overbevise baglandet og vælgerne om det kloge i at lade det være op til regeringen og Dansk Folkeparti at udstikke retningslinjerne for de næste års mange vandmiljø-politik. Godt nok har oppositionen meldt ud, at et smalt forlig om Vandmiljøplan II kun holder så længe, der sidder en borgerlig i miljøministerstolen på Højbro Plads. Men der er sandsynligvis godt et år til næste valg, og hvis det ikke resulterer i et regeringskifte, så betyder det reelt, at oppositionen har sat sig selv uden for døren i adskillige år.
Og endelig er der miljøet. Som med en aftale mellem regeringen, Kristendemokraterne og Dansk Folkeparti ender med at blive den virkelige taber. For selv om målet i Vandmiljøplan I fra 1987 om at halvere kvælstofudledningen er nået, så er det ikke nok. FN’s Miljøprogram UNEP udgav forleden sin årlige rapport, og i den kan man læse, at FN har identificeret 146 steder som jævnligt rammes af iltsvind. Det er næsten en fordobling siden 1990, og problemet ser ikke ud til at blive mindre. I samme rapport udtrykker UNEP bekymring for tilstanden i Kattegat, Østersøen og en række danske fjorde, og peger på udledningen af kvælstof fra land som følge af overgødskning i landbruget som en væsentlig årsag til iltsvindet. Vi sviner altså stadig for meget, og det er primært landbruget, der er synderen i forhold til kvælstof.
Hvad de danske fjorde og have mere end noget andet trænger til lige nu, er derfor at miljøpolitikerne fra alle partier stikker en finger i jorden – og når frem til en fælles aftale. Af hensyn til politiske særinteresser, men mest af alt; af hensyn til miljøet.

anjo

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu