Læsetid: 4 min.

Stik mig en plade

Apples Steve Jobs udfordrer igen den gumpetunge pladebranche. Denne gang ligner forbrugeren en vinder
11. april 2007

I min vindueskarm står min pladespiller. Og i skabet under vindueskarmen står min vinylsamling. Pladespilleren er i transit. Ligesom pladesamlingen. Hvorhen ved jeg ikke. Og det gør ondt.
I dag hører jeg min musik i trendy hvide hovedtelefoner forbundet til min iPod. Jeg nyder det, men det er ensomt. For en samling vinylplader er et socialt fænomen. I bunken ligger der masser af plader, som jeg hørte med vennerne efter skole. Eller mens vi i hemmelighed drak min fars hjemmebryggede to-ugers vin før en gymnasiefest. De har været lånt ud til venner, og jeg har lavet mix-bånd til venner og kærester. Men det er slut.

I dag er musiksamlinger ikke noget man deler med andre. I hvert fald ikke hvis man har købt dem som lovlige musikfiler over nettet. Eller på cd. Man kan højest dele sin glæde over musikken med andre ved at afspille den i eget hjem, når man har besøg. Men låne musikken ud - eller kopiere den - altså sprede glade budskab, som musik er - det er strengt forbudt. Faktisk strafbart. Og umuligt hvis man køber sin musik hos iTunes. Eller hos de mange andre online-musikbutikker, hvor musikken er låst fast i et Microsoft-format, der er lige så umuligt at dele med andre som Apples musikfiler.

Digital musik er fastlåst

Før i tiden kunne en vinylplade skifte hænder mange gange. Man kunne låne den ud. Arve den. Sælge den. Købe den i en brugtpladebutik. Man kunne lade musikken vandre til nye ubefæstede ører, som ville lade sig begejstre og henføre.

Det må man ikke med digitale musikfiler. De er låst til ens egen computer eller mp3 afspiller. I informationssamfundet er musik en digital fil med et digitalt vandmærke - det kaldes DRM (digital rights management). Og DRM gør det umuligt - eller i hvert fald besværligt - at dele sin musik med andre. Musikkøbmændene ser nemlig alle os musikelskere - deres kunder - som potentielle musiktyve.

Derfor skal vi holdes alene i digitale håndjern med vore hvide hovedtelefoner. Men så var det, at manden bag de hvide hovedtelefoner i forrige uge pludselig trådte frem som en redningsmand: Apples topchef og grundlægger Steve Jobs har indgået en aftale med musikselskabet EMI om salg af DRM-fri musikfiler.

Fra den 1. maj kan vi frit dele de musikfiler med EMI's kunstnere, som vi har købt på iTunes. Og afspille dem på andre mp3 afspillere end Apples iPod. Vi nærmer os med andre ord den lykketilstand, vi befandt os i dengang med vinylpladerne, hvor vi selv ejede vores musik og havde råderet over den. Næsten.

Men lad os nu ikke her i post-påsken udråbe Jobs til den nye Musikmessias alt for hurtigt. Jobs har nemlig været under pres fra EU-Kommissionen, der ville lægge en monopolsag an mod Apple og de store pladeselskaber Universal, Warner, EMI og Sony BMG. Faktisk kom Jobs og EMI's budskab ud kun få timer før Kommisionens meddelelse. Så mon ikke Jobs havde set det komme? Den administrerende direktør for Warner Music Group, Edgar Bronfman Jr., siger til Business Week, at Apple har overtalt det svageste og mest desperate musikselskab (EMI) til at gå med til noget, som Apple kunne have gjort fra starten. Og at Jobs blot vil sælge flere iPods.

Pengene ligger i salg af mp3-afspillere

Til det kan man indvende, at iTunes næppe ville have fået tilslutning fra et eneste pladeselskab, hvis man havde droppet DRM fra starten.

Til sammenligning har det New York baserede eMusic.com solgt DRM fri musik siden 1999. Og den butik er kendetegnet ved, at de fire store pladeselskaber er totalt fraværende, fordi de ikke kan kontrollere af hvem og på hvilke maskiner, filerne bliver spillet. Selvfølgelig går Jobs efter flere solgte iPods, for han tjener stort set ingenting på at sælge musik.

Pengene ligger i afspilleren, som Apple har 50 procents fortjeneste på. Ifølge Business Week er der solgt to milliarder iPods siden 2003. I gennemsnit sælger iTunes 30 sange pr solgt iPod med en profit, der stort set kun dækker driften af butikken. Med DRM-fri musikfiler - oveni købet i bedre kvalitet end hidtil og med populære kunstnere - er der lukket op for, at der kan komme bedre økonomi i det digitale musiksalg. Hvilket på længere sigt vil gavne den skrantende musikbranche. EMI ser formodentlig en fidus i at kunne sælge sit bagkatalog som musikfiler, ligesom de solgte bagkataloget på cd, da vinylpladen blev lagt i graven.

Hvis man har økonomiske interesser i musikbranchen, kan man så håbe på, at EMI og de andre musikselskaber bruger dette pusterum til at få orden på forretningsmodellerne i den digitale verden, samtidig med at de bliver bedre til at opsnuse og udvikle nye langtidsholdbare talenter frem for døgnfluer.

I mellemtiden kan vi forbrugere glæde os over, at vi måske igen får råderet over den musik, vi selv har købt og betalt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her