Læsetid: 2 min.

Stik-i-rend-dreng

Sig ja til patenter eller vi flytter hjem til USA. Microsofts direktør, Steve Ballmer, har derimod sagt: 'Hele verden skal være dansk'. Udtalelsen f...
26. april 2005

Bendt Bendtsen var vred i går. Rasende, ligefrem, over anklager om, at han har siddet et folketingsflertal overhørigt i sagen om patenter på software. Det mente Bendtsen naturligvis ikke selv, at han havde gjort. Men det mente en tidligere generaldirektør i EU-kommissionen, og det mente Svend Auken, der i sine 14 år som minister ikke havde oplevet noget lignende. Regeringen så gerne, at direktivet om software-patenter blev vedtaget. Hvorfor? Microsofts stifter, Bill Gates, har personligt leveret det afgørende argument til statsminister Anders Fogh Rasmussen i form af en trussel:

Sig ja til patenter eller vi flytter hjem til USA. Microsofts direktør, Steve Ballmer, har derimod sagt: 'Hele verden skal være dansk'. Udtalelsen faldt efter sigende, da Ballmer havde iagttaget resultaterne fra Vedbæk.

Det er blevet udlagt som en ros til det danske arbejdsmarkeds uhierarkiske strukturer og til det danske uddannelsessystem, der frembringer resultater i Vedbæk, som ingen andre steder. Vi labbede det i os, for det lød som den endegyldige ros til rundkredspædagogikken: Det lønner sig at være frigjort.

Men onde tunger udlægger Ballmers begejstring anderledes. Der er blevet sagt, at Ballmer er glad, fordi Danmark er et Microsoft-land. Et land, hvor de offentlige myndigheder går forrest og viser vejen for de danske virksomheder: Vejen hen til hylderne med Microsofts produkter. Hvor 'open source' forbliver et indskud i skåltalerne. Onde tunger vil vide, at hvis resten af verden var som Danmark, ville Microsofts monopol være dobbelt så stort.

Måske er den egentlige forklaring, på at Microsoft ligger i Vedbæk, at den danske regering er til at tale med, og den danske erhvervsminister Microsofts bedst tænkelige repræsentation i EU. Hvorfor, må man spørge, er den danske regering så forhippet på at tjene et amerikansk monopol?

Hvorfor ikke støtte det udviklingsmiljø, der er tilstede i Danmark og i samme omgang modgå en yderligere monopolisering af den globale it-industri?Der er mere end 800.000 danskere uden for arbejdsmarkedet. At kvase de danske udviklingsmiljøer for at bevare 800 arbejdspladser i Vedbæk, er ikke et holdbart svar på globalisering og udflytning af arbejdspladser.

Er Bendtsens optræden i spørgsmålet om patenter et eksempel på, hvad løfterne i regeringsgrundlaget betyder - det med at gøre Danmark til verdens førende højteknologiske nation? Der er naturligvis kompromisser, som enhver regering må indgå - det har skiftende statsministre af forskellig politisk observans måttet sande, når det kom til A.P. Møller.

Microsofts største forskningsmiljø uden for USA er ikke en mindre appelsin i turbanen end Møllers skibe - slet ikke for en regering, der forsøger at lede landet gennem omstillingsparate og højteknologi-ske tider. Men politik handler ikke kun om at administrere forhåndenværende muligheder, men om modet til at forestille sig, at der er andre.

Spørgsmålet lyder igen og igen: Hvad skal Danmark leve af i fremtiden? Forhåbentligt har regeringen mere visionære svar end at løbe Microsofts ærinder i EU.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu