Læsetid: 2 min.

Stik mig tre Strindberg

Og så en Betz til at bære dem hjem i. For Langdals nordiske hotel-inferno er uundværlig for os med kamp i kærligheden
29. november 2005

Egentlig burde det slet ikke være til at holde ud - at opleve en teaterforestilling med hele tre Strindberg-stykker på én gang. Men det er det altså. For instruktøren og kvindedyrkeren Peter Langdal er en hjemmevant husven i dramatikeren og kvindehaderen August Strindbergs univers. Dermed kommer der en vis balance i de uhyrligheder og urimeligheder, som nutidige skuespillerinder ellers bliver nødt til at skildre i Strindbergs kvinderoller. Og dermed kommer der også nye krav til de mandlige skuespillere, der bliver nødt til at skabe sig en ny slags tilskuersympati.

Langdals tekstcollage består af Frøken Julie, Faderen og Kreditorer; tre af de hidsigste dramaer fra slutningen af 1880'erne, hvor det gik vildest til mellem Strindberg og hustruen Siri von Essen. Og Langdal tager udgangspunkt i denne kærlighedskrig - tydeligt inspireret af Olof Lagercrantz' Strindberg-biografi fra 1979, men også af sine egne kærlighedskampe.

Derved bliver skikkelserne anderledes end hos Strindberg selv: Mindre ekstreme, men lige så skæbnedrevne. Strindbergs figurer har så fantastisk en drivkraft netop i deres indkapslede had i deres kærlighed - eller er det deres indkapslede kærlighed i hadet? - og denne drivkraft får Langdal skubbet afsted. I førsteakten med møje og besvær, simpelthen fordi teksterne er stærkere end instruktionen, men i andenakten kommer forestillingen i skred - nedrigt og nådeløst. Og her går replikkerne for alvor i dialog med Karin Betz' hotelværelser, der ligger med hoppeafstand mellem hinanden - det ene længere væk end det andet, tunet af morsomt optisk bedrag med sengelamper, der bliver mindre og mindre.

Vikingen og silken

Her stråler så skuespillerne mere og mere med hver deres skandinaviske dialekt; dansk, norsk, svensk- Tag Nils Ole Oftebro fra Nationaltheatret. Hans Adolf fra Faderen er hverken sindssyg eller stakkels - han er stærk som en viking, netop fordi han forlængst har forstået den underskønne svenske Malena Engströms hustruplaner om at tage forældremyndigheden fra ham. (Engström vandrer rundt i bare tæer i sæsonens hidtil mest uforglemmelige kjole, en korsagedrøm af sort og sølv og grøn silke af Karin Betz, åh!).

Mærk, hvordan svenske Björn Bengtssons Jean kommer med et helt andet og tilsyneladende sjosket bud på en Jean over for Trine Dyrholms sexdesperate Frøken Julie - indtil han pludselig bliver voldtægtsrå kyniker. Og bliv overrasket over norske Birgitte Larsens køkkenpige Kristin; hendes selvretfærdighed hæver sig politisk korrekt over både sexdrifter og kærlighedslængsler. Nyd norske Anneke von der Lippes Tekla i Kreditorer - en moderne, sansefrigjort kvinde med en indre storm, som vi ellers herhjemme kun kender den hos en Githa Nørby. Nik, når Ole Ernsts præst hummer blikket, fordi han har gjort sit. Og gisp over, at Jens Jørn Spottag strategiske ex-mand Gustav pludselig vokser tre meter over brystkassen og bliver brutal.

For så uforudsigeligt bølger dramaet hos Strindberg - og hos Langdal og Betz. Præcis som hos alle os andre, der kæmper os ud og ind ad kærligheden.

'Hotel Strindberg'. Tekstcollage: Peter Langdal efter August Strindbergs 'Frøken Julie' (1888), 'Faderen' (1887) og 'Kreditorer' (1888-89). Oversættelse: Peter Langdal, Yaba Holst og Gerd Stahl. Instruktion: Peter Langdal. Scenografi: Karin Betz. Lys (flot fokus, skumle skygger): Torben Lendorph.

Co-produktion af Det Kgl. Teater, Dramaten og Nationaltheatret. Stærekassen til 22. dec. www.kglteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu